I denne artikel fortæller jeg om min uge i sommerhus ved Vesterhavet, hvor jeg boede i et fremragende sommerhus i Søndervig, der er en lille ferieby i nærheden af Ringkøbing og Hvide Sande.
Det tog næsten et år fra “I ved hvad” ramte Danmark og mere eller mindre lukkede grænserne (i hvert fald vinteren over).
Indholdsfortegnelse
Ferie i Danmark
Jeg var godt nok i Barcelona i sommeren 2020, men det var af gode grunde meget sparsomt med rejseoplevelser mens pandemien bankede derudaf.
Min kæreste og jeg overvejede da af og til at leje et sommerhus ved Vesterhavet, men kunne ikke rigtig overskue den lange køretur fra København og at betale så mange penge for en ferie i Danmark.
Danmark er jo bare dyr og vi elsker begge at rejse ud for at opleve helt andre kulturer.
Kunne en Nordvestjysk ferieby og et lækkert sommerhus med spa være vendepunktet, der fik os til at genfinde kærligheden til at rejse rundt i Danmark?
Efter en ekstra sort vinter fik jeg i hvert fald nok og bookede et sommerhus i Søndervig en uge, så vi kunne komme væk fra lejligheden i København og få noget lys.
Det gik sgu ret godt!
Vi overvejede egentlig et spa ophold på Sjælland, men Danmark var denne vinter lukket helt og aldeles ned, så spa-faciliteterne kunne ikke benyttes og så gav det ikke rigtig mening.
Søg efter sommerhuse ved Vesterhavet og i resten af Danmark online her.
København til Søndervig
Sædvanligvis når jeg skriver om rejser her på sitet, så ynder jeg jo at gøre en del ud af de praktiske detaljer, da jeg gerne vil have, at mine læsere kan efterligne rejserne eller i det mindste blive klogere på de ting i forbindelse med rejsen, der kan være udfordrende.
- Sådan noget som hvordan man kommer fra lufthavnen til centrum i Budapest, offentlig transport i Barcelona eller hvordan man får erstatning for forsinkede fly.
Men når snakken falder på, hvordan man kommer fra København til Søndervig ved Vesterhavet, hvor der måske ikke engang er god mobildækning. Ja, så har jeg næppe det helt store at fortælle dig, kære læser.
Man sætter sig i sin bil, kører mod Herning og drejer af mod Ringkøbing når motorvejen slutter. Sådan 😀
Nu ejer jeg ikke selv en bil, så vi måtte leje en sådan og det koster naturligvis en del.
Det var også en af grundene til, at vi først kom afsted i februar 2021 – vi vidste det ville blive en ret dyr ferie – men på dette tidspunkt var det ved at være en klog investering i vores mentale helbred 😀
Vi lejede en bil via GoMore, hvor vi måtte slippe ca 2.300 for leje af en helt ny Peugeot som vi havde fra fredag til fredag.
- I Danmark kan man også leje bil hos HejOscar.dk.
Vores luksus-sommerhus med spa i Søndervig
Efter en køretur på 4 timer ankom vi til Søndervig, afhentede nøglerne til sommerhuset i en nøgleboks og kørte 2-3 minutter ud af selve Søndervig og entrerede vores moderne sommerhus, der blev opført i 2019.
Det var ærligt talt bedre end på billederne (se huset hos sommerhusudlejningsfirmaet her).
Det var ærligt talt lige det vi havde brug for ovenpå en mørk vinter i en lille Københavnerlejlighed, hvor det sparsomme vinterlys sjældent gav det helt store daglige d-vitamins boost.
Det fik vi i den grad i sommerhuset i Søndervig. Det var decideret skønt at være der.
Jeg tænkte flere gange, at jeg nu bedre forstår dem, der holder ferie i Danmark – og i særdeleshed familier med børn eller vennepar med børn.
Eksempelvis var vores sommerhus (og de fleste andre vi kiggede på) indrettet med mange sovepladser – der var hele 4 soveværelser i vores…
Så prismæssigt kan jeg godt forstå, at man (især hvis man bor i Jylland eller på Fyn) vælger at tage en uge i sommerhus ved Vesterhavet.
- Læs også guiden til spa og wellness ophold i Jylland.
Vi snakkede flere gange om, hvorvidt vi kunne finde på at tage på en tur ala denne igen, når verden blev normal.
For vi nød virkelig at være der og kunne også forestille os, hvor fantastisk der ville være om foråret og sommeren.
Ikke desto mindre blev vi hver gang enige om, at prisen og lysten til at rejse udenlands uden tvivl ville gøre, at vi ville slå vejen forbi CPH Airport 😀
Fordelen ved sommerhus i Danmark
En markant fordel var der dog – vi var nødt til bare at blive hjemme og slappe af. Hvis vi havde været på storbyferie i Berlin havde vi jo rendt rundt og skulle se en masse af Berlins seværdigheder.
Her var vi “bare” i Danmark, så vi kørte et par ture, gik ned til stranden og ellers var vi mest bare i huset, hvor vi hyggede med læsning, Sopranos på tv’et og en tur i spa-badet.
Det var rart og faktisk lige det vi trængte til efter et ret stressende år.
Pris for en sommerhusferie ved Vesterhavet
Huset kostede 4.900 kr for en uges leje + ca 1000 kr for strøm.
Så vi endte med 5900 for sommerhus, 2300 for billeje, 500 kr for Storebælt og så skulle bilen naturligvis også tankes op…
Det beløb kommer man altså bare rigtig langt for på rejsemål som Budapest, Bangkok eller Prag.
Jeg glæder mig til at kunne rejse igen og er meget tilfreds med, at briterne lader til at åbne for rejser til London inden så længe!
Fordelen ved kør-selv-ferie i Danmark
En af fordelene ved at køre fra dør til dør er, at vi kunne pakke mere eller mindre alt og have en masse med vi ikke nødvendigvis skulle bruge.
Normalt når vi rejser skal vi jo igennem en security og samtidig også selv slæbe rundt på vores kabinekufferter (har du set min pakkeliste, hvor jeg anbefaler en god kuffert?).
Vi snakkede flere gange om, hvor rart det dog var at have bilen og at vi havde “alting” med pakket hjemmefra.
I sådan et sommerhus er der jo mere eller mindre ingenting, så vi havde været smarte og pakket diverse krydderier etc.
Søndervig – hyggelig ferieby lige ved stranden
Søndervig var faktisk virkelig en overraskelse! Nu var vi der godt nok midt i en(dnu en) lockdown, hvor det eneste, der var åbent var byens supermarked.
Jeg må indrømme, at jeg vitterligt skreg et inderligt “NEEEEEJ“, da vi på førstedagen kørte ned ad hovedgaden i Søndervig og så at der lå et kæmpe tysk ølhus.
Som tidligere indbygger i Berlin og kæmpe øl-entusiast, der forbandede jeg for gud-ved-hvilken gang den åndssvage pandemi, der har lukket for alt det sjove i så afsindigt lang tid.
Jeg tror, at Søndervig i almindelige tider virkelig er et dejligt sted at slentre rundt, få en is og måske en fadøl.
Der var i hvert fald flere små restauranter, hvoraf de fleste dog umiddelbart var målrettet børnefamilier, værtshuse, en bager og et lille torve-område meget tæt på stien ned til Vesterhavet, der i øvrigt ligger få minutters gang fra ‘centrum’.
Alt i alt kan jeg i den grad anbefale Søndervig til en sommerhusferie ved Vesterhavet.
Jeg forstår nu bedre hypen omkring ferie i Danmark, men må ærligt indrømme, at udlandet trækker afsindigt meget i mig og at jeg ikke synes, at en ferie i Danmark på denne måde er pengene værd i en post-corona verden 😀
- Booking.com er min foretrukne hotel-booking portal med gode tilbud i hele verden
- Get Your Guide er en portal, hvor du kan booke billetter til seværdigheder, udflugter på rejsemål og diverse transportbilletter
- Omio er den bedste side til at finde billige tog- og busbilletter i hele Europa.
- Rentalcars.com er det bedste sted at få overblik over priser på lejebiler