I denne guide kigger jeg nærmere på 4 hoteller i Rom; et lige ved Colosseum, et billigt, et hotel med swimmingpool og et mere luksuriøst.
Du bliver desuden klogere på, hvilke områder i Rom, der kan anbefales og ligeledes får du et godt indtryk af priserne på overnatning i den italienske hovedstad.
Planlægger du din tur til Rom i sidste øjeblik? 🇮🇹
Her er mine yndlingshoteller og ting at lave i den italienske hovedstad.
🛌 Bedste Hoteller:
1. H10 Palazzo Galla (fantastisk hotel tæt på alle seværdighederne)
2. Mercure Roma Centro (hotel med rooftop pool og udsigt til Colosseum)
3. Hotel Hiberia (billigt hotel i gåafstand til alt i centrum)
🎡 Top Aktiviteter & Ture:
1. Colosseum er alle pengene værd - jeg anbefaler denne guidede rundvisning med floor-access
2. Spring-køen-over billetter til Vatikanet & Det Sixtinske Kapel
3. Overvej at tage en dagstur til Pompeji & Amalfikysten, hvis du gerne vil opleve mere af Italien
Derudover får du direkte links til booking af de omtalte hoteller.
Så læs med herunder, hvis du leder efter et godt hotel i centrum af Rom.
Indholdsfortegnelse
1. Hotel lige ved Colosseum
I sommeren 2022 rejste jeg til Italien, hvor jeg bl.a. var forbi Napoli, Amalfikysten og endte i Rom.
Vi havde kun en enkelt overnatning i Rom, men var fast besluttede på, at vi denne gang skulle ind i Colosseum og have den fulde oplevelse med adgang til ‘gulvet’.
Derfor ledte jeg efter et godt hotel tæt på Colosseum – og det fandt jeg 😎
Stedet hedder Colosseum Corner og er ikke et klassisk hotel, men nærmere en samling af små ferielejligheder/værelser i en bygning lige ved siden af Colosseum og knap 15 minutters gang fra Termini stationen, hvor man kommer ind med lufthavnstoget fra Fiumicino Lufthavnen.
Da jeg bookede vores overnatning havde hotellet en score på hele 9,6 ud af 10, så forventninger var høje.
Jeg havde et par spørgsmål inden ankomst, hvor hotellet svarede tilbage indenfor få timer og var super flinke, så allerede inden check-ind var humøret højt.
Det eneste jeg vil notere, hvis du også booker dette hotel i Rom er, at du skal være lidt opmærksom, når du skal finde det. Det er ikke svært, men der er ikke et kæmpestort skilt og du skal nærmere indstille dig på, at du skal finde en Airbnb-lejlighed og ikke et hotel.
Man får dog en adresse ved booking og efter vi gik forbi døren første gang, så fandt vi det, da vi spurgte i en lille café ved siden af.
Der er en gammel elevator og så ellers en lille check-ind desk, hvor vi blev taget imod af den venlige receptionist, der viste os vores værelse.
Vores virkeligt store værelse!
Hoteller i Rom kan være dyre og relativt små i størrelsen, men her fik vi virkelig noget for pengene og jeg må blankt erkende, at når vi skal til Rom igen, så kunne jeg godt finde på at booke os ind på Colosseum Corner igen.
Den eneste ulempe er, at der ikke er f.eks. en hotelbar eller et morgenmadsområde. Man får sit værelse og så er der ikke rigtig andet – udover en tagterrasse, der så til gengæld også giver en fantastisk udsigt lige over til Colosseum.
Morgenmaden er inkluderet, men man får en voucher, der gælder til morgenmad og kaffe på en café rundt om hjørnet.
Dér sidder man så vitterligt og spiser morgenmad med udsigt til Colosseum. Morgenmaden var ikke noget særligt, men det er vist bare en generel ting i Italien 😀
Se mere om hotellet og book online her.
2. Billigt hotel i Rom centrum
Det næste hotel vi skal kigge på, er et billigt hotel i Roms historiske centrum. Det betyder, at der fra dette hotel er gå-afstand til seværdigheder som Trevi-fontænen, Colosseum, Pantheon og Forum Romanum.
Således er dette et godt sted at overnatte for dig, der skal på storbyferie i Rom og gerne vil spare lidt på overnatningen, men dog ønsker at bo centralt i byen.
Hotellets navn er Hotel Tritone og det er beliggende blot 200 meter fra Trevi-fontænen samt med gode bus- og metroforbindelser, så man nemt kan udforske resten af byen. Det bør nævnes, at der på hotellet er gratis morgenmad, døgnåben reception, daglig rengøring og så det måske vigtigste; aircondition!
Jeg besøgte selv Rom i sommeren 2015 og er nødt til at understrege, at hvis man rejser til Rom i sommerperioden, er det ganske enkelt livsnødvendigt at finde et sted at overnatte med aircondition.
Som billedet herover viser, er der tale om en ganske fint, almindeligt hotelværelse. Hotellet er således perfekt, hvis man blot ønsker et udmærket sted at overnatte til billige penge. Det bedste ved Hotel Tritone er nok stedets beliggenhed; praktisk talt lige bag den smukke Trevi-fontæne lige midt i Roms historiske centrum.
Et billigt hotel i Rom med gratis morgenmad inkluderet, tæt på historiske seværdigheder og inklusiv aircondition. Prisen for en overnatning på hotellet ligger på ca 500 kr pr overnatning, men vær opmærksom på, at hotelpriser er dynamiske og således kan falde eller stige alt efter udbud/efterspørgsel.
Se aktuelle priser, flere billeder & book hotellet online ved at klikke her.
Vil du vide mere om de forskellige områder og kvarterer i byen? Læs min guide: hvor skal man bo i Rom?
3. Hotel med swimmingpool & udsigt til Colosseum
Et af de bedre steder at slappe af med en kølig drink i Rom! Denne udsigt kan blive din, hvis du booker dig ind på det 4-stjernede Mercure Roma Centre Colosseo, der, som navnet antyder, er placeret særdeles tæt på Colosseum i det historiske centrum af Rom.
Dette hotel har swimmingpool på taget og en stor terrasse, hvor der kan slikkes sol – noget der i allerhøjeste grad er tiltrængt, hvis man rejser til Rom om sommeren.
Der bliver nemlig hurtigt op til 40 grader og så er det altså svært at fare rundt og kigge på de ellers mange seværdigheder byen rummer – i hvert fald om eftermiddagen.
Der er flere forskellige værelsestyper at vælge imellem på dette hotel. Bl.a. er det muligt at booke et værelse med udsigt til colosseum. Tænk at vågne op og kigge ud på et af klodens mest historiske monumenter – ikke dårligt 🙂
Udover den sublime beliggenhed og det faktum, at der er swimmingpool og dase-område på tagterrassen, er der også bl.a. restaurant med mulighed for at tilkøbe morgenmad. Nick, der har boet på hotellet, skriver i sin anmeldelse følgende:
“Vi havde 5 fantastiske dage der. Vi bode på 4. Sal med udsigt til colosseum, helt utroligt at se som det første om morgenen nå man kigger ud. Småt, hyggeligt værelse meget godt i stand, tæt på byen, pool og bar på taget og rimelig pris.”
Et godt hotel i centrum af Rom med swimmingpool, gode værelser og mulighed for udsigt til Colosseum. Prisen for et værelse på hotellet ligger lige under 1000 kr pr overnatning, men som altid, er hotelpriser dynamiske og prisen kan derfor være enten dyrere eller billigere.
Se aktuelle priser, mange flere billeder og book overnatningen i Rom ved at klikke her.
4. Luksus hotel i centrum
Det sidste hotel vi kigger på, er uden tvivl det mest luksuriøse. Det er et luksushotel i Rom med indendørs swimmingpool og særdeles god komfort, men det er faktisk langt billigere end f.eks. billedet af lobbyen herunder giver en indtryk af:
Dette hotel er ligeledes beliggende i centrum af Rom, hvilket betyder, at de mange historiske monumenter er i gå-afstand. Rom er en fantastisk by og den opleves bedst til fods, da man dermed har mulighed for at udforske de mange små, hyggelige sidegader.
Luksushotellet hedder The Westin Excelsior og er beliggende lige syd for den imponerende Vila Borghese-park, hvorfra en af de flotteste udsigter over den italienske hovedstad findes.
Desuden er der ca 900 meter til Den Spanske Trappe og lidt over 2 kilometer, gennem det historiske centrum, ned til Colosseum. Ganske enkelt en fremragende beliggenhed.
På luksushotellet er der naturligvis restaurant, spabad med fuld service, indendørs pool i lækre omgivelser, motionscenter og endda børnepasning, hvis det skulle være nødvendigt.
Prisen for en overnatning på dette glimrende hotel starter fra ca 2.300 kr. Det er naturligvis en højere pris end de to foregående hoteller i Rom, men ikke desto mindre får man ganske enkelt også mere for pengene ved at vælge dette hotel i høj klasse.
Se aktuelle priser, mange flere billeder og book luksus-overnatningen i Rom ved at klikke her.
Din første tur til Rom?
Hvis du endnu ikke har været på storbyferie i Rom, så kan du godt begynde at glæde dig. Du kender allerede til Roms historie og du kender uden tvivl også en række af de fantastiske monumenter, der findes i byen. Læs mere på Roms officielle turist-hjemmeside.
Jeg har også skrevet en stor rejseguide til Rom, hvor jeg anbefaler seværdigheder og giver et par tips til gode restauranter. Læs guiden til seværdigheder i Rom her.
Italien er velkendt for sit gode køkken og priserne på fødevarer er, naturligvis, langt lavere end i Danmark.
Derfor er det muligt at spise god, italiensk mad på restauranter til ganske billige priser! Priserne ligger typisk på 10-15 euro for en hovedret, selv i de mere turistede områder af byen som f.eks. tæt på Vatikanet.
Vil du vide lidt mere om seværdighederne i Rom, kan du med fordel se denne video:
Fandt du ikke det hotel du søgte eller har du spørgsmål til Rom, så skriv endelig en kommentar herunder.
God ferie!
- Booking.com er min foretrukne hotel-booking portal med gode tilbud i hele verden
- Get Your Guide er en portal, hvor du kan booke billetter til seværdigheder, udflugter på rejsemål og diverse transportbilletter
- Omio er den bedste side til at finde billige tog- og busbilletter i hele Europa.
- Rentalcars.com er det bedste sted at få overblik over priser på lejebiler
Hej Kris 🙂
Vi har brugt din rejseguide her rigtig meget i sommer da vi var i London. Der bookede vi overnatning på Alexandra hotel og var fint tilfredse, billigt og centralt som lovet. Nu skal vi (min mand og jeg selv) til Rom i løbet af foråret. Vi har endnu ikke købt fly, men regner med at tage afsted i april måned for at få en forårsfornemmelse.
Vi har læst dit indlæg her med anbefalinger af hoteller i Rom, men kunne godt tænke os at vide om du kan anbefale et i samme prisklasse som det i London? Vi har kigget på hotellet øverst her i indlægget, men det er vist udsolgt i den periode vi har kig på, så vi vil gerne finde et hotel i nogenlunde samme prisklasse og det må godt ligge tæt på “centrum”. Skal siges vi aldrig har været på ferie i Rom før, så kender ikke rigtig andet til byen end hvad vi kan læse os frem til…
Hej Pernille
Det glæder mig, at I kunne bruge min guide!
Lyder spændende med en tur til Rom, jeg tror I vælger rigtigt ved at tage dertil i april. Jeg har kun været i Rom en gang, det var i juli og det var simpelthen for varmt!
Med hensyn til et godt, billigt hotel i Rom centrum i april, så kan jeg desværre ikke hjælpe sådan helt specifikt, når jeg ikke kender jeres rejsedatoer. Jeg tog dog lige et hurtigt kig på datoerne torsdag 21. til søndag 24. april og fandt et rigtig sejt, klassisk italiensk hotel i centrum, som kan bookes til omkring 2.000 kr i alt for disse 3 overnatninger. I kan se hotellet her: http://rejsekris.dk/link/hotel-rom-turner.php
Du kan jo lige sende jeres datoer, når I har booket flybilletter eller har lagt jer fast, så kan jeg kigge efter et andet hotel såfremt ovenstående er til en anden pris 🙂
Perfekt, Kris det hotel passer fint til vores rejseplan så det er hermed booket.
Glæder os til at se Rom!
Jamen det er jo så perfekt 😀
Kan I have en rigtig god rejse.
Hej, mig og min kone skal til Rom for første gang , vi har bestilt hotel på san paulo Roma hotel , ved du hvorlangt der er fra hotellet til FCO lufthavn og CIA lufthavn , og centrum ? På forhånd tak.
Hej Yasser
Jeg har faktisk skrevet en guide specifikt til transporten fra Fiumicino til Rom centrum. Se den her: http://rejsekris.dk/fra-fiumicino-til-rom
Både fra lufthavnene Fiumicino og Ciampino er der 20-25 km til jeres hotel, der ligger lidt udenfor centrum af Rom, så det gør vist ikke så meget, hvilken lufthavn I vælger at flyve til.
Hej Kristoffer.
Jeg har planlagt en tur til Rom alene og har fundet flybilletter d. 30.03.23 og retur d. 04.04.23. Jeg har forsøgt at finde plads på de hoteller du foreslår, men det er ikke lykkes. Er der andre hoteller du kan anbefale til maks 600-700 kr pr. nat? MVH Nina
Hej Nina
Jeg har lige taget et kig og indenfor budgettet ville jeg overveje Dada Suites eller Suites Farnese Design.
Håber det kan lykkes og at I får en god rejse til Rom.