Fra Railay til Koh Lanta – 3 dage med regn på Lanta

railay longtail boat

Efter tre dage med svingende vejr i Railay var det på tide at tage en beslutning; skulle vi fortsat blive i Krabi-området og udforske øerne dér (hvor vi vidste, at vejret måske var ret vådt) eller tage østpå til Koh Samui, hvor vejret notorisk er bedre i august?

Vi tog chancen og valgte at tage turen fra Railay til Koh Lanta. En relativt stor ø, der skulle være flot og et besøg værd, når man er på disse kanter.

Transport fra Krabi til Koh Lanta

railay longtail boat
Farvel til smukke Railay – et must-see hvis du kommer på disse kanter i Thailand.

Selvom Railay ikke er et stort område, så skorter det ikke på små travel agencies, der kan arrangere båd- og bustransport til stort set alle steder i Thailand. Vi shoppede lidt rundt og kunne hurtigt se, at de fleste agencies solgte præcis de samme billetter.

Vi købte en kombineret longtail-boat og minibus billet, hvor vi endda blev hentet på vores hotel i Railay og kørt til døren på hotellet på Koh Lanta.

Pris: 500 baht (knap 100 kr). Ekstremt billigt for en tur, der trods alt skulle tage en 3-4 timer.

Turen startede fint, da longtail-båden hentede os på hotellets egen mole og efter 10 minutter var vi ved Ao Nammao Pier, hvor vi også kom fra, da vi først skulle til Railay.

Her startede nedturen så lidt, da vi fandt vores minibus-chauffør, der rent ud sagt var en sur stodder. Han skulle lige ryge færdig og vinkede os så arrigt hen til bussen. Vi blev dog glade, da vi opdagede, at vi var de eneste 4, som skulle med minibussen – masser af plads!

Hvis du selv har været i Thailand og har taget disse kombi-billetter rundt i landet, så ved du sikkert godt, hvad jeg nu vil fortælle… Dette var dog mit første møde med transport rundt i Thailand, der ikke var med fly.

Efter 10 minutters kørsel kører vi fra hovedvejen og op ad en lille ussel sidegade til et skur med 10 katte og (endnu) en sur gammel mand.

Ingen kommunikation fra chaufføren, der bare vinker os ud.

  • Rejsekris: ”What’s going on?”
  • Sur chauffør: ”Change bus.”
  • Rejsekris: ”Eh okay, when will the next bus be here?”
  • SC: ”Soon, get out now hurry hurry”

Da vi havde siddet der i 15-20 minutter spurgte vi så igen, hvornår bussen kom. ”Soon.”

transport i thailand
Vores fine vente-skur i Krabi.

Det tog så en time og så var lektien lært. Timen gjorde mig ikke så meget – det er vel prisen, når man rejser billigt backpacker-style, men uvisheden og behandlingen pissede mig en anelse af.

Velkommen til Asien, blegfis 😀

Resten af minisbusturen gik egentlig fint. Bortset fra, at vi naturligvis fik bagsædet uden benplads, da vi var de sidste, der blev hentet og mit ben gik i krampe…

Nå, vi kom til Koh Lanta for en 100 mand hver, så det er svært at være rigtig rasende 🙂

  • Opdateret i 2020: nu kan man booke alle sine kombinerede bus/tog/færge billetter i Thailand online – se rejseplaner, priser og book online her. Det ville jeg gerne have haft muligheden for på denne rejse 😀

Overvejer du en rundrejse i Thailand? Overvej denne rute:

Hotel på Koh Lanta – Chada Beach Resort

chada resort lanta
Promo-billede fra hotellet på Hotels.com. Det er et super flot hotel – vi så det desværre næsten kun i regnvejr…

Da vi vidste, at vejret på Koh Lanta måske ville blive en anelse vådt havde vi valgt at booke værelser på et stort resort med to pools, fitnesscenter og hele molevitten. Samtidig lå hotellet/resortet tæt på, hvad der eftersigende er Koh Lantas største by – så kunne vi da i det mindste være lidt dér og udforske den, hvis vejret var helt håbløst.

Vi bookede os således ind på Chada Beach Resort i 3 nætter og var meget tilfredse med vores valg af hotel.

Virkelig store værelser med minibar, fint tv, aircondition og hvad man ellers forventer af et godt hotel. Morgenmaden på Chada Beach Resort var også helt forrygende med god kaffe, diverse vestlige morgenmads-favoritter såsom bacon, æg, pølser og diverse youghurter med müsli etc.

Så jeg kan godt anbefale at bo på Chada Beach Resort, hvis turen går til Koh Lanta. Det er i særlig grad et hotel jeg kan anbefale, hvis man som familie rejser med børn til Koh Lanta og gerne vil bo på et stort og trygt resort med god plads.

Læs mere om hotellet og book online her.

Læs flere hotelanbefalinger i guiden til de bedste ferieområder i Krabi.

Der findes i øvrigt også mange homestays på Koh Lanta, så hvis du drømmer om at prøve at bo hos en lokal familie og virkelig komme under huden på den thailandske kultur, så er der gode muligheder her på Koh Lanta.

Koh Lanta erfaringer eller mangel på samme

koh lanta view
På trods af gråvejret var der flere gode Instagram-venlige steder på Lanta 😀

Mødet med Koh Lanta blev desværre ikke den helt store succes. Jeg kan ikke sige, at jeg ikke anbefaler at rejse til Koh Lanta for jeg har desværre ikke oplevet hele øen og eftersigende ikke det smukkeste.

Vi blev nemlig ramt af klassisk Thailandsk uvejr med voldsom nedbør og kraftig vind. Så 2/3 af vores dage blev desværre brugt inden døre, hvilket ikke er super spændende, når nu man lige er kommet til en ny ø og egentlig helst ville udforske den.

lanta scooter
Udsigten fra vores scooter-rundtur på Koh Lanta.

På 3. dagen klarede det dog op og vi lejede scooter i den lille butik, der ligger lige ved siden af ChaDa Resort. Prisen var 200 baht om dagen pr scooter og vi blev kun bedt om at lægge en kopi af pas, så det var rart og en god oplevelse.

Jeg havde læst en del om, at vejene på Koh Lanta skulle være slemme og trafikken ligeså, men jeg synes egentlig, det var fint.

Jeg har kørekort (til bil), men havde velsagtens kun kørt scooter et par gange før rejsen til Thailand, så det var lidt spændende at skulle begive sig ud i den notoriske asiatiske trafik på en scooter og så samtidig manøvrere i venstre side af vejen.

Det er jeg dog utrolig glad for, at jeg gjorde og jeg vil anbefale alle andre at leje en scooter, når Thailand skal udforskes. Jeg synes generelt, at der bliver taget fint hensyn til turister på vejene, som på Koh Lanta ganske vist var lidt hullede, men intet der bør afskrække nogen fra at køre der.

Vi kørte følgende rute på Koh Lanta, hvor vi endelig så, hvor smuk en ø der her er tale om. Særligt nede for enden af vejen på øens østlige del var der helt fantastiske viewpoints.

For enden af vejen ligger så et resort, hvor jeg uden tvivl vil bo, hvis jeg kommer til Koh Lanta igen. Der var en arbejder der, men ingen gæster og det lignede lidt, at han bare ventede på, at der kom nogen forbi.

koh lanta resort
Resortet på Koh Lanta set udefra.

Her mødte vi for første gang den notoriske thai gæstfrihed, da vi blev indbudt til bare at bruge poolen og endda bare at tage danskvand/cole, hvis vi havde lyst.

Note: jeg skrev dette indlæg om Koh Lanta uden internetadgang og da jeg nu er hjemme ved mit wifi har jeg tjekket op på det nævnte resort. Det hedder Sang Kha Ou Resort og der er både nogle lidt trælse ting og nogle fede ting ved resortet, som man kan se på Tripadvisor her.

Fed oplevelse og vi kunne sagtens have blevet, men der hærgede et slemt maveonde hos en i vores entourage, så vi satte kursen mod hotellet. Vejret var nu også begyndt at vise tænder igen, så vi fræsede retur.

Så ja. Jeg var på Koh Lanta i 3 dage, men må blankt erkende, at jeg ikke kan anbefale de helt store seværdigheder eller ting at lave lige dér.

Sådan går det jo, når man rejser til Thailand og i særdeleshed Krabi-området i ’green season’.

Vejrudsigten i Andaman Sea lysnede dog og vi bookede derfor billetter til Koh Phi Phi – partyøen som også skulle være flot.

Jeg spurgte min go-to Thailand-ekspert Ricko fra Unique Travel (der arrangerer rejser til hele Asien), hvor vi skulle bo på Phi Phi og han vendte straks tilbage med navnet på et hotel, som nok havde den flotteste udsigt på hele vores rejse til Thailand.

Læs min rejseblog om Phi Phi her.

  • Booking.com er min foretrukne hotel-booking portal med gode tilbud i hele verden
  • Get Your Guide er en portal, hvor du kan booke billetter til seværdigheder, udflugter på rejsemål og diverse transportbilletter
  • Omio er den bedste side til at finde billige tog- og busbilletter i hele Europa.
  • Rentalcars.com er det bedste sted at få overblik over priser på lejebiler