3 dage i Railay – Thailands flotteste strande?

På vores 30 dage i Thailand var første stop, efter 2 hæsblæsende dage i Bangkok, Railay. Railay er et meget lille område i den større Krabi-region, hvor velkendte øer som Phi Phi og Koh Lanta også ligger.

Vi startede vores rundrejse i Thailand med at tage et fly fra Bangkok til Krabi til den nette sum af 180 kr…

At flyve fra Don Muang Airport i Bangkok

bangkok trafik

Når man skal fra a til b i Bangkok skal man lige huske at beregne tid til trafikpropperne.

Først skulle vi dog lige fra vores hotel i Bangkok og ud til ‘den anden’ lufthavn i Bangkok, Don Muang. Vi landede i den nyere Suvarnabhumi lufthavn, så der skulle lige researches lidt i forhold til at komme til Don Muang.

Kunne vi tage mon et tog eller en bus?

Det viste sig, at det ville være alt for besværligt at komme til Don Muang lufthavn med offentlig transport – omend lufthavnen faktisk har en station, så var der intet express-tog dertil og bus kunne vi (igen) ikke overskue.

Læg dertil, at prisen for en taxa fra Bangkok til Don Muang lufthavn ikke ville koste mere end ca 250-300 baht (under 60 kr) og så var valget nemt.

Jeg har tidligere nævnt, at taxa-chauffører i Bangkok kan være lidt trælse at forhandle med og da vi skulle tidligt op og afsted havde jeg lidt bange anelser – kunne vi nu finde en taxa, hvor chaufføren ville køre med taxameter?

Jep, det fandt vi i første forsøg. Jeg sagde til ham, at jeg nok skulle betale toll roads og så drønede vi afsted i 100 meter indtil vi ramte den første af mange trafikpropper 😀

  • Protip når du skal fra Bangkok til lufthavnen (uanset hvilken det er): tag afsted i rigtig god tid – der er (næsten) altid hardcore trafik i Bangkok!.

Prisen for turen endte på ca 260 baht + 70 for toll roads og det tog ca 1 time pga trafikken at tilbagelægge de ca 20 kilometer.

Don Muang lufthavn er en ganske udmærket lufthavn, der faktisk fremstår nogenlunde moderne. Der er Burger King, Starbucks, diverse restauranter og en 7/11, så man kan handle ganske billige ting selv i lufthavnen i Bangkok.

God oplevelse og efter lidt morgenmad boardede vi vores Thai Lion Air fly til Krabi.

Transport til Railay

railay thailand

For en mand, der gerne har tjekket togtiderne flere uger i forvejen for at se, hvordan han nemmest og hurtigst kommer fra lufthavn til hotel, når han rejser fra København til London, så var det en udfordring at skulle planlægge vores rundrejse i Thailand 😀

Jeg havde læst mig frem til, at Railay er omgivet af klipper og derfor ikke er tilgængeligt via veje, men kun fra søsiden. Derudover havde jeg fundet en havnekaj (pier), hvorfra vi kunne komme med longtail boat til Railay, men der er selvsagt ikke en Thai udgave af Rejseplanen.dk at tjekke.

Så afsted med taxa fra Krabi lufthavn til Ao Nammao Pier, hvor det skulle være muligt at komme med en longtail boat til Railay East, hvor vores resort lå.

Taxaen havde en flatrate på 500 baht (udenfor Bangkok gider ingen køre med taxameteret slået til og jeg gad ikke en gang prøve) – altså knap 100 kr for en tur, der tog ca 45 minutter.

Taxachaufføren var flink og hurtig til at få os ind på et billetkontor, hvor han modtog en 100 baht seddel for at have bragt kunder i butikken – til gengæld blev vi trakteret med lidt dyrere billetter (100 baht pr mand) end hvad jeg havde læst det skulle koste online…

Nuvel, velkommen til det sydlige Thailand 😀

Snart var vi dog ude i rum sø med en longtail boat, der sejlede os til Railay East pier, hvorfra vi kunne gå til vores resort på 15 minutter.

railay thailand

Klipperne som Railay er kendt for – udsigten her er fra stien fra hotellet til Railay ‘byen’.

Hotel i Railay – Anmeldelse af Railay Great View Resort

Railay great view resort

Vores værelse på hotellet i Railay.

Vi fandt paradis på Hotels.com og valgte at booke 3 nætter på Railay Great View Resort, hvilket så var det eneste hotel vi havde booket hjemmefra, derfra tog vi den på gefühl og efter vejrudsigterne.

Jeg kan anbefale alle, der leder efter et godt hotel/resort i Railay-området at bo på Railay Great View Resort. Det er lidt langt fra ‘der hvor det sker’, men ikke mere end 15 minutters gang og så bor man til gengæld på et fantastisk resort, hvor man får meget for pengene.

Vi gav ca 400 kr pr overnatning for 2 personer i en cool hytte med eminent havudsigt.

Jeg har lavet en lille video, hvor jeg viser rundt i vores hytte på Railay Great View Resort. I videoen snakker jeg også lidt om, hvordan det var at bo i selve Railay kontra at bo i Ao Nang og tage på dagstur til Railay.

Udover de fine værelser på hotellet i Railay, så er der også en ganske stor moderne pool med udsigt over de klipper som kendetegner Railay-området.

railay hotel poolHelt fantastisk at ligge ved poolen og slikke sol med en så flot udsigt!

Morgenmaden på Railay Great View Resort er også god. Morgenmad på hoteller i Thailand er generelt lidt svingende, men her var der nok at vælge imellem og også en kok, der stod klar til at lave en frisk omelet – kvaliteten var god og udvalget var det samme.

Alt i alt – et hotel i Railay, som kan anbefales!

Læs mere om & book hotellet her.

Railay Beach som rejsemål

aber i railay

Der er rigtig mange abekatte i Railay!

Hvordan er Railay området så egentlig som rejsemål?

Well, som jeg prøver at sige i ovenstående video, så ville jeg nok ikke tage 3 dage lige dér igen. To overnatninger ville være fint; en dag til at udforske de to gode strande på Railays vest-side og en dag til at tage på bådtur.

‘Byen’ i Railay er ikke super spændende, så man skal kun rejse hertil for at slappe af og se den enormt flotte natur – eller hvis man er vild med at klatre, så er dette stedet at tage mere end et par dage.

Når det så er sagt, så er jeg virkelig glad for, at vi kom forbi Railay – det er, sammen med Maya Beach, de flotteste strande jeg har oplevet i hele Thailand.

Der er to strande i området; selve Railay Beach og så Phra Nang Beach – de to strande adskilles af nogle store klipper, så man skal ‘bagom’ via Railay East for at komme fra den ene til den anden.

Phra Nang er den mindste og den med de største bølger.

Phra Nang Beach

Phra Nang Beach

Phra Nang Beach

Phra Nang Beach

Selve Railay Beach er mere en klassisk badestrand, der ligger i en bugt mellem to store klippefremspring. Virkelig en flot strand og nok det sted, hvor jeg har fået den bedste øl-udsigt 😀

railay beach

En øl med udsigt på Railay Beach

Vi tog også på en 4-islands bådtur fra Railay og det var en fin oplevelse. Der kan købes billetter i diverse små ‘tourist info’ shops rundt omkring i byen. Prisen for vores tur var vist 500 baht + 400 baht for at komme ind på den fredede ø, hvor nedenstående billede er fra.

thai food

Thai mad på en fredet ø som sidste stop på vores bådtur.

Railay var en god oplevelse!

Næste stop på vores rundrejse i Thailand var Koh Lanta.

Kristoffer Føns

Kristoffer Føns

Jeg er ekspert i rejser til London & har en bred viden om rejser til mange andre europæiske storbyer. Her på Rejsekris.dk blogger jeg om mine egne rejser og forsøger at give mine bedste tips videre. Du kan støtte mit arbejde ved at booke din næste rejse (f.eks. flybillet & hotel) via et link på min liste her.

Skriv en kommentar