Koh Tao – 3 dage i en bungalow ved stranden

nang yuan koh tao

Det blev til 5 nætter på Koh Samui inden turen gik med færgen nordpå til Koh Tao. 5 dage på Koh Samui var fint, men vi havde nok også overlevet med 4 – Samui er, i mine øjne, ikke noget specielt vidunder, men et fint sted at se, når man er på de kanter.

Koh Tao er verdenskendt for at være et paradis for dykkere og det er, vist nok, verdens 2. billigste sted at tage dykkercertifikat. Vi så frem til at opleve den lille ø i den thailandske golf og bookede 3 nætter i en bungalow.

  • Koh Tao kan kun nås med færge, men det er ganske nemt at komme dertil – se rejseplaner, priser og book online her.

Vores bungalow/hotel på Koh Tao

Som altid, når jeg skriver om vores rejse i Thailand vil jeg lige gennemgå vores hotel, så det måske kan inspirere dig, der sidder og selv planlægger en tur. Jeg kan i hvert fald godt anbefale dette sted på Koh Tao.

Palm Leaf Resort Koh Tao

koh tao resort
Promo-billede fra Hotels.com af hotellet set fra sø-siden.

Palm Leaf er et bungalow-resort beliggende på den nordligste del af Sairee Beach. Sairee Beach er kendt som party-stedet på øen, men ligesom tilfældet var det, da vi var på Phi Phi, så synes jeg ikke, at fest-stemningen var særlig voldsom.

Måske var det fordi vi var i Thailand i low season (august) eller også er der forskel på, hvad vi rundt om i verden betegner som party zone…

Alligevel valgte vi altså et resort, der lå lidt væk fra selve byen – ca 10 minutters gang langs stranden eller samme tid via en asfalteret vej (igen uden der rigtig var plads til fodgængere).

Stranden var relativt oplyst om aftenen, så vi kunne fint gå hjem via stranden (i sikkerhed fra trafikken på vejen) efter at have spist og fået et par drinks inde i Sairee.

bungalow koh tao
Standard bungalow på Palm Leaf Resort.

Der er tale om et klassisk lille resort med lidt over 30 forskellige bungalows, hvor vi valgte en standard bungalow med aircondition.

Der er ekstremt stille på resortet, så her er altså ingen problemer med at falde i søvn. Værelserne er ganske fine – det er vitterligt bare en standard bungalow med en god, stor seng og et fint badeværelse.

Palm Leaf Resort ligger lige ned til stranden, hvor der også er liggestole for gæsterne.

Man kan leje scooter til 300 baht per dag af hotellet – hvilket vi gjorde og fræsede Koh Tao rundt en enkelt dag og brugte den ellers blot til at komme lidt rundt og ind til byen.

Man kan godt finde langt billigere bungalows eller hostels på Koh Tao, men vi ville gerne have en god standard og bo lækkert ned til stranden.

Dertil er dette resort helt perfekt og samtidig tæt nok på byen til at det ikke bliver for afsides.

Så en stor anbefaling af Palm Leaf Resort på Koh Tao herfra – personalet var også utroligt flinke og naturligvis hjælpsomme med at skaffe billetter til bådtur og senere færge ned til Koh Phangan 😉

Prisen for vores standard bungalow på Koh Tao var 312 kr pr nat.

Læs mere om resortet og book selv her.

3 dage på Koh Tao

Der er nogen ting man simpelthen bare skal, når man er på Koh Tao. Som de klassiske western tourists vi var, tog vi f.eks. naturligvis afsted på en bådtur.

Bådtur med dykning og Nang Yuan

Nang Yuan er en af de flotteste øer i Thailand, så den bør man besøge, når man er på Koh Tao. Den ligger vitterligt et par hundrede meter fra selve Koh Tao og er den mest besøgte seværdighed i området.

Der er f.eks. også dagsture dertil fra Koh Samui og Koh Phangan – så flot er der. Læs mere om Koh Nang Yuan hos denne rejseblogger.

Når noget er flot, så er der også (andre) turister. Sådan er det, men det ville da være meget rart at opleve øen for sig selv 😀


Der var endda en kø på 10-15 minutter for at komme op til øens eneste viewpoint.

Lidt absurd oplevelse at stå i kø op ad en trappe i en jungle og så komme op, tage sit billede og gå ned igen.

koh tao viewpoint
På vej til toppen af viewpoint på Nang Yuang.
nang yuan koh tao
Godt befolket, men også en god udsigt til Nang Yuan.

Nang Yuang var første stop på vores bådtur, der endte med at blive ret forfærdelig. Vi havde en håbløs guide, der forsøgte at charmere et par tyske piger og ellers opførte sig skidt overfor os andre gæster på båden.

Arrangøren hedder Diamond Tours og der er reklamer for deres bådture overalt på Koh Tao. Dem vil jeg gerne advare imod. Vi blev f.eks. hentet på vores hotel, men skulle så sidde ved kajen og vente 1 time før båden sejlede. ‘Buffeten’ ombord bestod af ris og kylling.

Der blev spillet vanvittigt høj musik og på et tidspunkt ignorerede guiden mig endda selvom jeg er 100% sikker på, at han hørte og så mig (jeg spurgte ham, hvor jeg skulle sætte min tallerken efter jeg havde spist).

Men Koh Tao er smuk fra søsiden, så jeg er alligevel glad for, at vi var på bådtur. Og jeg var glad, da vi blev sat af og kunne skride 😀

Vi blev, igen, ramt af dårligt vejr en af vores dage på Koh Tao, der derfor blev brugt inden døre og på cafeer i Sairee.

Scooter på Koh Tao

Igen vil jeg dog anbefale at leje en scooter og så bare køre rundt. Koh Tao er meget lille, så det er nemt at se øen på et par timer. Det gjorde vi og blev belønnet med nogle helt vanvittigt flotte views fra øens bjergtoppe – og dem er der mange af.

God café med morgenmad

Der var mange gode steder at få stillet sulten i Sairee. Et sted vi vendte tilbage til var Indie Café, der også er et hostel. Indie ligger lige midt i ‘byen’ – noget Google Maps ikke fortæller, så før vi ankom var det ret umuligt at se om der overhovedet var noget ‘by’ i nærheden af vores hotel.

Det er der dog 🙂

Vi spiste morgenmad på cafeen flere gange, hvor vi fik glimrende (western) mad til ganske billige priser.

Koh Tao er en flot, lille ø som er et besøg værd, hvis man alligevel er i området (altså f.eks. på Koh Phangan eller Koh Samui), men ikke en ø jeg ville rejse langt for at opleve.

Det står uden tvivl anderledes til, hvis jeg var (super) interesseret i dykning, så tror jeg det er en must-visit ø i Thailand.

Se også min video fra min rejse til Koh Tao (og Koh Phangan) i 2019 her og læs om dette års mere party-inspirerede rejse til Thailand her:

  • Booking.com er min foretrukne hotel-booking portal med gode tilbud i hele verden
  • Get Your Guide er en portal, hvor du kan booke billetter til seværdigheder, udflugter på rejsemål og diverse transportbilletter
  • Omio er den bedste side til at finde billige tog- og busbilletter i hele Europa.
  • Rentalcars.com er det bedste sted at få overblik over priser på lejebiler