Seværdigheder i Barcelona – Guide til byens bedste oplevelser

barcelona

Måske en af Europas smukkeste byer og uden tvivl en af de mest populære rejsedestinationer for danskere – Barcelona er evigt populær og der er nok at se i storbyen.

I denne guide tager vi et kig på, hvilke seværdigheder i Barcelona, som man ikke må gå glip af på en storbyferie til den spanske kystby.

Hvis du har læst min guide til transport fra Barcelona Lufthavn til centrum vil du vide, at jeg anbefaler alle rejsende at købe enten Hola BCN kortet eller Barcelona City Pass. Sidstnævnte kort giver også adgang til en række af de seværdigheder & oplevelser i Barcelona som jeg herunder anbefaler, så overvej at købe dette kort hjemmefra, hvis du vil spare penge på de populære attraktioner & samtidig få adgang til ubegrænset brug af offentlig transport i Barcelona (link til køb her).

Og lad os så komme i gang med seværdighederne i Barcelona.

Sagrada Familia – Barcelonas mest kendte seværdighed

sagrada familia barcelona

Man kan ikke have en guide til seværdigheder & oplevelser i Barcelona uden at komme ind på Sagrada Familia. Da Antoni Gaudi i 1882 (!) satte arbejdet med at bygge den ikoniske bygning i gang havde han næppe regnet med, at arbejdet med kirken skulle vare (langt) over 100 år.

Ikke desto mindre er det tilfældet med Sagrada Familia, der endnu ikke er færdigbygget, men ikke desto mindre er Barcelonas mest kendte vartegn og en seværdighed alle, der besøger Barcelona bør slå vejen forbi.

Sagrada Familia er naturligvis på UNESCOs Verdensarvliste og man kan nyde synet af kirken fra mange dele af Barcelona. Det er selvsagt gratis blot at skue kirken udefra, mens det koster penge at besøge kirken.

Køb billet til Sagrada Familia hjemmefra & spring køen over

Kirken er en af de mest kendte i verden og de fleste turister, der besøger Barcelona vil gerne opleve kirken indefra. Derfor er der lang kø! Dette kan dog undgås, hvis man er lidt smart hjemmefra. Man kan således købe specielle fast track billetter, som gør at man springer køen over og kommer direkte ind.

Disse billetter skal købes hjemmefra og prisen pr person er 137 kr.

Link til køb af billetter til Sagrada Familia her.

Shopping & hygge på Ramblaen


Ramblaen (La Rambla) er en gade i centrum af Barcelona, der kan sammenlignes lidt med vores Strøget i København. Det er en gade, som man uden tvivl vil slå vejen forbi, hvis man besøger Barcelona for første gang – og den skal da også besøges.

Der er en perlerække af gode restauranter, barer og butikker på gaden, hvor der altid er masser af liv. I sommermånederne, hvor der er ekstra mange turister kan gaden dog godt føles en anelse for tætpakket og der er kø til de gode restauranter.

I og med, at Ramblaen er gaden som alle skal besøge, når de rejser til Barcelona, så er der desværre også en række turistfælder, som man lige skal passe på. Derfor vil jeg anbefale alle, der gerne vil opleve den gode Barcelona-stemning og nyde et måltid på en af Ramblaens mange restauranter, at læse lidt op på diverse restauranter hjemmefra.

Brug en side som Tripadvisor og læs anmeldelser fra tidligere gæster. Så er I sikre på, at I får et godt måltid og ikke skal spilde jeres penge på en dårlig oplevelse.

Man kan naturligvis også blot tage på slentretur på Ramblaen og kigge på butikker (og mennesker). Start eventuelt helt oppe ved Catalunya metro-stationen og gå hele vejen ned til den gamle havn.

Det er en glimrende tur 🙂

Flot udsigt over Barcelona – Montjuïc svævebanen

barcelona svævebane

Noget af det, der adskiller Barcelona fra andre populære storbyer i Europa er muligheden for at tage på en (ret lang) tur med svævebane, hvor man virkelig kan se, hvor stor byen er. Fra Montjuïc svævebanen (som den hedder) kan man så selv spotte byens kendte seværdigheder, hvor den føromtalte Sagrada Familia naturligvis er den nemmeste at få øje på.

Svævebanen er opkaldt efter bydelen/bakken Montjüic, der er et epicenter for kunst i Barcelona og dermed også værd at udforske, hvis man har disse interesser. Læs evt mere om bydelen her.

Montjuïc svævebanen er en ganske billig seværdighed/oplevelse i Barcelona, så den vil jeg anbefale alle at opleve. Turen er ca 750 meter lang og der er 3 stoppesteder på svævebanen, så der er rig mulighed for at udforske hele bakken.

Billetter kan købes hjemmefra og en returbillet koster kun 91 kroner.

Link til køb af billet her.

FC Barcelona indefra – besøg Camp Nou

barcelona stadion rundtur camp nou

FC Barcelona har i mange år været et af de bedste fodboldhold i verden og man kan mene om klubben hvad man vil, men deres stadion & klubbens historie er altså helt speciel. Derfor vil jeg anbefale alle, der har den mindste fodboldinteresse at slå vejen forbi Camp Nou og opleve FC Barcelona indefra.

Man skal booke sin rundtur på stadion hjemmefra og det anbefales at få booket i så god tid som muligt. Så har du måske allerede booket fly og hotel i Barcelona, så kan du med fordel begynde at planlægge, hvornår du skal besøge Camp Nou og booke billetterne.

Man får en 1,5 times lang rundtur på Camp Nou, der bl.a. går forbi det dedikerede FC Barcelona museum, hvor der er udstillet en lang række klenodier fra storklubbens vilde historie.

Vær opmærksom på, at du skal hente dine billetter på et turistkontor inde i centrum (lige ved Catalunya metro & Ramblaen) før du begiver dig mod stadion – dette får du mere information om på linket herunder.

Læs meget mere om rundturen og køb billetter her.

Badeferie i Barcelona

Og så til noget af det, der tiltrækker mange danskere, når sommerferie-destinationen skal vælges og valget falder på Barcelona: den fremragende strand. Interessante storbyer med strand er relativt svært at finde her i Europa, så at man kan pakke badebukserne med, når turen går til Barcelona er altså helt eminent.

I min guide til hoteller i Barcelona centrum har jeg medtaget hoteller med swimmingpool, men der er nu altså noget helt særligt ved også at kunne smutte forbi stranden og tage en dukkert i havet.

Kortet herover viser, hvor den store sandstrand er placeret og det må siges at være lige i centrum.

Det bliver ikke meget bedre 😀

Hvis du vil opleve Barcelona fra søsiden, så overvej at tage på bådtur. Se f.eks. denne bådtur, der tager 1,5 time og koster 114 kr pr person – link her.

Park Güell – Barcelonas mest besøgte seværdighed

barcelona seværdigheder

Park Güell er ligeså ikonisk for Barcelona som stranden og Sagrada Familia. Hvis du ikke fik nok at at opleve Barcelonas skyline fra svævebanen, så kan du i Park Güell også få en helt eminent udsigt over byen.

Du har sikkert set et billede lignende det herover flere gange og det må da også siges, at udsigten fra Park Güell er en klassisk Barcelona-seværdighed. Parken er da også det sted i Barcelona, der besøges af flest rejsende hvert år – med god grund.

Udover den episke udsigt over Barcelona er der utroligt mange finurlige bygninger i parken, så den billige indgangspris på kun 64 kr (ved online booking) er altså det hele værd.

Link til køb af billetter her.

Jeg håber, du kunne bruge denne guide til seværdigheder og oplevelser i Barcelona. Hvis du har nogen spørgsmål til Barcelona eller din rejse dertil, så er du naturligvis velkommen til at skrive en kommentar herunder.

Ellers vil jeg blot ønske dig en god tur til fantastiske Barcelona 🙂

Læs evt mere om byen på Barcelonas officielle turist-hjemmeside her.

Kristoffer Føns

Kristoffer Føns

Jeg er ekspert i rejser til London & har en bred viden om rejser til mange andre europæiske storbyer. Her på Rejsekris.dk blogger jeg om mine egne rejser og forsøger at give mine bedste tips videre. Du kan støtte mit arbejde ved at booke din næste rejse (f.eks. flybillet & hotel) via et link på min liste her.

Skriv en kommentar