Så blev det endelig fredag! I dag sidder jeg på mit kontor som jeg plejer, men i dag er det ikke blot en sædvanlig weekend, der venter for enden af arbejdsdagen – der venter en weekendtur til Milano!
Her vil jeg kort beskrive, hvordan jeg har planlagt turen og hvad jeg skal opleve på den intense tur til Milano. Se også min store guide til hvor man skal bo i Milano.
Det praktiske: flybillet & hotel
Det første jeg gør, når jeg skal på rejse, er at bestille flybillet. På denne tur rejser jeg med min gode ven, Simon, der desværre er i den ulykkelige situation, at han har et klassisk 8-16 job 😀
Så vi var nødsaget til at booke en sen afgang; det er dog ofte afgangene på skæve tidspunkter, der er de billigste, så det er egentlig fint nok.
Vi har booket en billig flybillet med RyanAir og lander således i Bergamo Lufthavn lidt i 12 i aften/nat. Prisen for en returbillet med hjemkomst søndag kl 20 blev 405 kr. Jeg elsker billige flybilletter! 😀
Transporten fra Bergamo Lufthavn til Milano foregår i bus og tager en times tid, så vi har booket en enkelt overnatning på et lufthavnshotel ved lufthavnen i Bergamo.
Jeg har skrevet en guide til, hvordan man kommer fra Bergamo Lufthavn til Milano centrum. Vi har booket busbillet hjemmefra og kommer frem & tilbage for blot 18 euro – begge to.
Hotellet vi bor på fredag-lørdag hedder NH Orio al Serio og ligger lige ved lufthavnen. Vi gav 700 kr for en overnatning på det 4-stjernede hotel, der har gratis morgenmad – fin pris. Se hotellet hos Hotels.com her.
Lørdag morgen har vi lige tid til en hurtig tur i hotellets fitnesscenter, spise morgenmad i buffeten (der i følge anmeldelserne på Hotels.com skulle være rigtig god) og derefter tage med bussen til Milano.
Vores hotel i Milano ligger tæt på ‘Centrale’ banegården, hvor busserne kører til, så det er helt perfekt. Går du selv med planer om en weekendtur til Milano, så tag et kig på min guide til hoteller i Milano.
Pris for weekendtur til Milano (de sikre udgifter)
Flybillet: 405 kr
Hotel pr mand: 730 kr
Lufthavnstransport: 67 kr
I alt: 1.202 kr
Seværdigheder & oplevelser i Milano – vores plan
Min ven Simon og jeg er begge glade for at løbe og et af målene med rejsen er også at prøve nogen forskellige løberuter i Milano af. Så når vi “lander” i Milano bliver løbeskoene snørret og det er tid til lidt sightseeing med høj puls. Vi tager en kort tur og derefter står den på sightseeing i roligere tempo.
Vi skal naturligvis forbi Duomo, som jeg personligt glæder mig meget til at opleve. Det er småt med ‘must see’ seværdigheder i Milano, men Duomo står nummer 1 på de fleste lister, har jeg researchet mig frem til.
På Rejsekris’ Instagram bad jeg om tips til gode, billige restauranter og fik en fantastisk kommentar fra brugeren gogo_sayu, der gav mig navnene på flere forskellige restauranter, som jeg håber vi kan komme forbi.
Jeg er vild med italiensk mad og glæder mig vildt meget til at indtage pizza & pasta, som jeg sædvanligvis holder mig fra herhjemme (uden dog at være helt fanatisk stenalder-kost mand!). Der kommer uden tvivl et indlæg med tips, når jeg kommer hjem!
Kamp på San Siro
Om aftenen skal vi se AC Milan mod Atalanta på San Siro. Det er fodbold, til dem der ikke ved det 😀 Må blankt erkende, at det er den anden Milano klub, Inter, der i mine unge år var mit italienske favorithold, men oplevelsen bliver fed!
Sidst jeg så fodbold i Italien var i 2010, hvor jeg både så Parma-Fiorentina (jeg har også en forkærlighed for holdet fra Toscana) og Empoli-Lecce. Dér var fodboldspillet ikke særlig godt, men den italienske fankultur kan bare et eller andet specielt.
Billetter til kampen har vi købt hjemmefra på AC Milans website.
Mere sightseeing – Navigli
Mange rejsebloggere nævner, at Milano ikke har det helt store at byde på medmindre man virkelig interesserer sig for shopping og mode, men et område går dog igen: Navigli. Navigli området ligger syd for centrum og centrerer sig omkring en kanal – Venedig style! 😀
Dér skal vi naturligvis lige nå hen og snuse til stemningen, spise mere pasta og bare vade rundt. Jeg vandrer altid en del rundt på mine rejser og farer vild med vilje, det er der jeg synes, man oplever en bys puls bedst.
Mere om Milano på den anden side af weekenden her på rejsebloggen!
- Booking.com er min foretrukne hotel-booking portal med gode tilbud i hele verden
- Get Your Guide er en portal, hvor du kan booke billetter til seværdigheder, udflugter på rejsemål og diverse transportbilletter
- Omio er den bedste side til at finde billige tog- og busbilletter i hele Europa.
- Rentalcars.com er det bedste sted at få overblik over priser på lejebiler
Hej Kristoffer!
Tak for dine altid spændende indlæg på bloggen og nu også dine billeder på Instagram.
Har du i grunden nogle anbefalinger af andre spændende rejseblogs som du selv følger. Os som ikke selv får taget sig sammen til at rejse så meget, kan jo rejse via jeres spændende rejseindlæg 🙂
Ser frem til at følge dig i fremtiden.
Mvh. Torben
Hej Torben
Tusind tak for de pæne ord!
Hehe, ja det er altid godt med inspiration 🙂 Jeg er i hvert fald fast læser på den danske blog Ontrip.dk og en af de største internationale rejseblogs NomadicMatt.com. De kan anbefales!
Tak for anbefalingerne Kristoffer.
Det lyder som om i havde en god tur til Milano 🙂
Hej
Tak for en dejlig artikel.
Jeg vil spørge dig til råds om Milano da min kæreste og jeg overvejer, at holde nytår i byen. Hvad tænker du om det? Kan du anbefale en god restaurant til nytårsmiddag og et hotel som ligger rimelig centralt.
Hilsen
Anne
Hej Anne
Det tror jeg da vil være rigtig fedt! Jeg ville nok booke restaurant i og holde aftenen i Navigli-området, som uden tvivl er det hyggeligste i Milano. Jeg kan desværre ikke anbefale en restaurant, men vil anbefale jer at kigge lidt på f.eks. Yelp og Tripadvisor. Se også denne tråd om nytårsaften i Milano: https://www.tripadvisor.com/ShowTopic-g187849-i143-k4822206-New_Year_s_Eve_in_Milan-Milan_Lombardy.html
I forhold til hoteller i Milano, så har jeg faktisk skrevet en guide dertil, som I finder her: http://rejsekris.dk/hotel-i-milano
Hvis I gerne vil bo i Navigli-området, hvor der er gang i den til nytårsaften, så har jeg lige lavet et specielt link med hoteller i det område. Se dem her: http://rejsekris.dk/link/hoteller-navigli
Håber I får en rigtig god tur til Milano!
Hej Kristoffer
Har du noget guiden til Venedig?
Tak for dine råder 👏👏👏👍
Hilsen Bruneta
Hej Bruneta
Nej, jeg har desværre ikke besøgt Venedig – endnu – så der kan jeg ikke hjælpe.
Det er dog uden tvivl en by, jeg regner med at få besøgt inden alt for længe.