I fredags tog jeg med det billige fly fra København til Bergamo Lufthavn (også kaldet Milan Bergamo Airport), landede sent & overnattede på et lufthavnshotel inden jeg havde halvanden dag i Milano. Dagene blev udnyttet til fulde og jeg vil herunder beskrive en række steder & oplevelser i Milano, der kan anbefales.
Mit indlæg om, hvordan jeg planlagde weekendturen til Milano er her.
Seværdighederne i Milano
Når jeg rejser bruger jeg altid et par timer i forvejen på at lære om byen; hvad anbefaler de lokale, hvad skriver andre rejsebloggere, hvilke seværdigheder er noget værd? Den slags ting. Sædvanligvis skorter det ikke på oplevelser & seværdigheder af forskellige arter, men netop med Milano var det faktisk svært at finde en god stak seværdigheder & oplevelser.
Det var typisk Duomoen og det historiske centrum, der blev nævnt og så var der naturligvis en række andre katedraler & museer, hvis man er interesseret i den form for kultur (det er jeg sædvanligvis ikke).
Derudover er det småt med seværdigheder, men heldigvis fandt jeg frem til, at der skulle være et område syd for centrum, som skulle have en helt speciel stemning; Navigli.
Jeg tror, at jeg på næste rejse til Milano også vil prøve at tage lidt ud af byen og måske også tage turen op til Lake Como, der virker som et af de smukkeste steder i Norditalien.
Opdateret 2024 – læs min nye guide til hvor man skal bo ved Comosøen.
Navigli er fremragende!
Navigli skulle vise sig at være det klart bedste område i Milano. Det tør jeg godt lægge hovedet på blokken og sige, da jeg på trods af min korte tid i byen, gik på den gode side af 10 kilometer, løb lidt over det samme (både lørdag & søndag – det er fedt at opleve en by, når man løber) og overnattede på et hotel i Milano, der lå lidt nord for centrum.
Således fik jeg set rigtig meget af byen og oplevede ikke et område, der havde samme charme som Navigli.
Navigli er centreret omkring et par kanaler ala Venedig (eller Nyhavn :-D)
Jeg fremhæver også Navigli i min guide til de bedste områder at bo i Milano.
Vi (min rejsekammerat Simon & jeg) tog til Navigli efter lørdagens eftermiddags-løbetur og slendrede rundt, fik en øl på en af områdets mange barer og spiste senere aftensmad før italienerne overhovedet overvejede at føle sult (kl lidt over 18) 😀
Jeg kan virkelig anbefale at tage metroen (eller gå) ned til Navigli. Der kører f.eks. metro til P.ta Genova stationen, der ligger et stenkast fra kanalen og de mange restauranter & barer. Søndag middag var vi igen i Navigli, hvor vi indtog frokosten på en klassisk turist-italiensk restaurant ved navn Ristorante Bellariva. Udmærket måltid, men en restaurant, der nok skal vælges pga beliggenheden helt ned til kanalen.
En anden ‘seværdighed’, der kan anbefales er den store Sempione Park lidt vest for centrum af Milano. Super flot park, der bruges af Milanos indbyggere til at få et afbræk fra det hektiske byliv og de smalle gader. Kan i høj grad anbefales uanset om man blot vil have lidt fred og ro eller man leder efter en god løberute. Super hyggelig park!
Fodbold i Milano
Lørdag aften tog vi metroen ud til San Siro stadion og så AC Milan mod Atalanta. Som gammel fankultur-nørd og FIFA 98 spiller stod et besøg på San Siro meget højt på min liste. Stadionet levede da i fulde grad op til forventningerne og jeg vil anbefale alle fodboldinteresserede rejsende til Milano at tage ud og se fodbold på San Siro.
Det er super nemt at komme derud med metroen og billetter kan købes hjemmefra.
Man køber ganske enkelt billetterne på AC Milans website og printer dem ud. Husk pas, der stemmer overens med navnet på billetten 🙂
Tanker om at besøge Milano
Efter at have tilbragt en hurtig weekend i Milano må jeg ærligt erkende, at jeg nok ikke vender tilbage foreløbigt. Sædvanligvis når jeg har været på korte storbyferier (f.eks. til Rom, Paris eller London), så glæder jeg mig til at vende tilbage og udforske den pågældende by endnu mere.
Sådan har jeg det ikke rigtig med Milano. Jeg føler, jeg har set det jeg skulle se og i øvrigt var jeg ikke synderligt imponeret af hverken stemningen, arkitekturen eller byen generelt.
Flybilletterne til Bergamo er godt nok billige, men transporten fra Bergamo til Milano centrum tager så også 1 time.
Når Italien har så mange andre flotte storbyer at byde på, ser jeg ikke mig selv tilbage i Milano foreløbig.
- Booking.com er min foretrukne hotel-booking portal med gode tilbud i hele verden
- Get Your Guide er en portal, hvor du kan booke billetter til seværdigheder, udflugter på rejsemål og diverse transportbilletter
- Omio er den bedste side til at finde billige tog- og busbilletter i hele Europa.
- Rentalcars.com er det bedste sted at få overblik over priser på lejebiler