Seværdigheder i Stockholm – 20 oplevelser i Sveriges hovedstad

stockholm
Går turen til Stockholm næste gang, og savner du inspiration til, hvad du kan få tiden til at gå med i den svenske hovedstad, er du havnet det rette sted. Her serverer jeg nemlig hele 20 forskellige seværdigheder, oplevelser og spisesteder, som du kan planlægge at besøge, mens du er i byen.

Der er mange, der vælger at tage turen i bil, når de skal til Stockholm. Men der er trods alt stadig godt og vel 650 km, hvis du kører fra København, så vil du gerne bruge mest muligt tid i byen og mindst muligt tid på motorvejen, kan jeg anbefale dig at finde en billig flyafgang til Stockholms Arlanda lufthavn.

Du kan finde flybilletter for omkring 750 kroner tur/retur, hvis du flyver fra København – en lille smule mere hvis du har afgang fra Billund.

Du kan naturligvis også vælge at rejse med tog til Stockholm, hvor turen kan klares på lidt over 5 timer fra Københavns Hovedbanegård.

Uanset om du beslutter dig for at tage turen selv, eller du sætter dig ombord på et fly, har du her inspiration nok til at lave en tætpakket oplevelsespakke til dig og dem, du rejser med, så I kommer helt ind under huden på Stockholm og får alt det med, man nu engang skal se, når man er i byen.

Stockholm Pass – rabatkort til seværdigheder og transport

stockholm seværdigheder
Men inden vi kaster os over hovedretten, starter vi lige med en lille appetizer. For når du skal til Stockholm, kan du nemlig vælge at købe et Stockholm Pass, som giver dig adgang til hele 60 forskellige attraktioner og seværdigheder rundt omkring i byen.

Derudover har du også gratis adgang til hop-on hop-off busser, så du let kan komme rundt i byen. Får du lyst til at besøge en række af de seværdigheder, du finder på listen herunder, kan du hurtigt ende med at spare penge, hvis du vælger at købe et Stockholm Pass, så du ikke skal betale entré hvert sted, men blot kan slentre gratis ind.

Du kan købe kortet til 1, 2, 3 eller 5 dage.

Du kan købe dit eget Stockholm Pass her.

9 seværdigheder i Stockholm du bare skal se

Gamla Stan – Stockholms fantastiske gamle by

Hvis du vil opleve noget af det gamle Stockholm, bør du helt klart lægge ud med at tage et smut forbi Gamla Stan. Hvad der engang blev betegnet som byens slumkvarter, er i dag et af de smarteste og mest eftertragtede steder i byen.

Gamla Stan er en lille ø i midten af Stockholm, hvor de brostensbelagte gader snor sig omkring små restauranter, barer, købmandsgårde og pladser. Gamla Stan er også hjemsted for en række museer og øvrige seværdigheder som bl.a. Storkyrkan og Stortorget, som jeg kommer ind på længere nede.

Selvom der tit er mange turister her, er det ikke svært at komme til at snuse til Stockholms historiske stemning i denne del af byen. 

Vasamuseet – Sveriges mest kendte krigsskib


En af de mest populære seværdigheder i Stockholm er Vasamuseet. Og når du kender til historien bag, er det heller ikke så mærkeligt. 

Vasa var et svensk krigsskib fra 1600-tallet, som kæntrede på sin jomfrurejse. I over 300 år lå det på bunden af havet, indtil det i 1954 blev fundet af Anders Franzén og dykkeren Per Fälting.

Efter fire år lykkedes det at bjærge skibet og dets over 14.000 dele, der havde revet sig løs fra skibet. Inden skibet kunne blive udstillet, skulle hver enkelt del sættes på plads igen under en langvarig restaurering.

Skibet er i dag udstillet på Vasamuseet, hvor du kan komme helt tæt på det legendariske krigsskib, der aldrig nåede at aftjene sin værnepligt.

På museet er det muligt både at få guidede ture eller lydguides, så du kan blive endnu klogere på det prægtige skibs skæbne.

Stockholms Slot – Kungliga Slottet

Stockholms Slot, eller Kungliga Slottet, er en af de attraktioner, du finder på Gamla Stan. Det ligger lige ned til kajen, hvor der går små færger tæt ved.

Tager du en tur forbi Stockholms Slot, er det oplagt at opleve den kongelige livgarde og vagtskiftet, hvis du er det på det rette tidspunkt. Kommer du forbi slottet i sommerhalvåret, er vagtskiftet udvidet med både militærorkester og heste.

Du har både mulighed for at nyde slottet udefra eller at komme ind og se gemakkerne helt tæt på. Der er meget at se, så det kan være en rigtig god ide at sætte nok tid af til at få det hele med. 

Slotshaven er også en utrolig flot attraktion, så den kan du også glæde dig til. Er du i Gamla Stan, kan du næsten ikke undgå at komme en tur forbi det historiske slot.

Guidet byvandring – se Stockholms seværdigheder til fods

stockholm guide
Har du lyst til at blive guidet rundt til flere af Stockholms seværdigheder og oplevelser, kan du også vælge at booke en guidet byvandring rundt i byen. Det er en nem måde at få set det meste på, og du slipper for selv at skulle stå i spidsen for planlægningen af turen.

Guiden er professionel og ligger inde med en stor viden omkring de monumenter, seværdigheder og attraktioner i byen, som I kommer rundt til. Så selvom du slipper for selv at skulle læse op på de mange ting, I kommer forbi, kan du stadig ende med at lære noget om byens mange seværdigheder.

Du bestemmer stort selv varigheden af turen, da den kan tage alt fra en times tid og op til 4-5 timer.

Book din guidet byvandring i Stockholm her

Dér kan du også læse anmeldelser fra tidligere kunder på turene – guiderne får meget pæne anmeldelser.

Djurgården – en anderledes del af Stockholm

djurgaarden stockholm baadtur
En seværdighed i Stockholm, du ikke kommer udenom, er en tur til Djurgården. Det er en ø midt i byen, som blandt andet byder på en meget flot natur med alle sine smukke egetræer, og samtidig også gemmer på en lang række museer og oplevelser, vi nok skal komme ind på om lidt.

Har du brug for et afbræk fra det moderne Stockholm, kan jeg anbefale dig at trække dig tilbage og tage en slapper fra den moderne bys trummerum og koble af på Djurgården. Her er der virkelig lækkert, og når du har fået vejret igen, kan du besøge en af de museer, du finder på øen.

Du kan blandt andet også komme ud og sejle på Djurgården-kanalen, hvis du vil se den smukke ø fra vandet.

Det kan du blandt andet booke billet til her.

Stortorget – Stockholms ældste torv

Hvis vi skal vende tilbage til Gamla Stan, som jeg lagde ud med, kan du, når du er der, vælge at besøge Stortorget, som er det ældste torv eller den ældste plads i Stockholm. Her finder du et vældigt leben, og pladsen bader i caféer, restauranter, barer og mennesker.

Stortorget er blandt andet også vært for et årligt tilbagevendende julemarked. Så hvis du kommer til Stockholm i december måned, kan det være en oplagt mulighed for at se Stortorget tage sig ud næsten som et krybbespil.

Derudover er Stortorget også stedet for mange demonstrationer og happenings i løbet af året. Det er generelt bare den perfekte samlingsplads for mange af Stockholms indbyggere samt turister i byen.

Kommer du på Gamla Stan, er Stortorget næsten også en seværdighed, du ikke kan komme udenom.

Storkyrkan

Når du har fået kaffen på Stortorget, og du igen er klar til at bevæge dig videre, kan det passende være afsted mod Storkyrkan, eller Sankt Nikolai Kyrka som den også hedder. I 1942 skiftede kirken fra at være en domkirke til en bispekirke, og hvis du er heldig, kan du nå at fange en gudstjeneste eller en koncert i kirken under dit besøg.

Storkyrkan ligger bogstaveligt talt kun 150 meter fra Stortorget, så det er ikke til at misse, hvis du først er på Gamla Stan.

Har du valgt at købe et Stockholm Pass, er Storkyrkan en af de oplevelser i Stockholm, som du kan komme ind og se gratis. Der er inkluderet entré til kirken i dit Stockholm Pass. 

Junibacken – rejse med børn til Stockholm?



Har du børnene med til Stockholm, er det oplagt at tage dem med en tur til Junibacken, som er en af de seværdigheder i Stockholm, der befinder sig på Djurgården.

Junibacken er et børneunivers med fokus på børnelitteratur, herunder især værker af Astrid Lindgren. Så er dine børn glade for Pippi Langstrømpe, Emil fra Lønneberg eller Ronja Røverdatter, vil de uden tvivl få en oplevelse for livet ved at besøge Junibacken.

Stedet indeholder blandt andet Sveriges største boghandler. Derudover finder du også en restaurant og et teater på Junibacken.

Der er også en masse andre børnebogsforfattere repræsenteret her, men Astrid Lindgren er især markeret, da der blandt andet også findes en statue af forfatteren ude foran Junibacken.

Et ganske unikt sted midt i storbyen, og den perfekte oplevelse i Stockholm for dig der har børnene med.

Skogskyrkogården – de kendtes kirkegård i Stockholm

skogskyrkegarden

Vil du gerne en smule ud af centrum og se noget lidt andet end bare gamle bygninger eller museer, kan jeg anbefale dig at tage en tur ud til Skogskyrkogården, hvis du har mulighed for det.

En helt unik seværdighed i Stockholm, hvilket blandt andet er blevet markeret ved, at UNESCO har udnævnt kirkegården som verdensarvsmonument.

Skogskyrkogården, eller Skovkirkegården, ligger i unikke omgivelser. At kirkegården er placeret midt i en skov er noget ret specielt, som vi ikke rigtig har lignende her i Danmark. 

Flere store svenske personligheder gennem tiden er også blevet begravet på Skogskyrkogården. Herunder blandt andet skuespillere, malere, kunstnere, arkitekter og mange andre.

Kirkegården er et kæmpe område, hvor det er oplagt at gå en lang tur og nyde det gode vejr og se et ægte verdensarvsmonument helt tæt på.

9 oplevelser i Stockholm

ABBA: The Museum

abba museum stockholm

Museet i Stockholm er en meget interaktiv oplevelse og et must for alle, der bryder sig bare det mindste om ABBA.

Du kan næsten ikke sige Sverige uden også at sige ABBA. Og nu hvor ABBA var så kæmpe store, som de jo var, er det jo heller ikke underligt, at svenskerne har valgt at lave et helt museum dedikeret udelukkende til de gigantiske verdensstjerner.

Vil du have en rigtig fed oplevelse i Stockholm, skal du uden tvivl tage en tur forbi ABBA: The Museum.

Uanset hvor meget du kender til ABBA og deres historie, vil du blive imponeret, når du træder ind af dørene til dette fantastiske museum.

Følg i fodsporene på popgruppen, når du går ned af memory lane og ABBA’s historie. Mange interaktive indslag giver dig blandt andet også mulighed for selv at komme på scenen og give den gas som Agnetha eller Frida.

Køb billet her og få blandt andet en audioguide med på din tur.

Bådtur til Skærgården – oplev den flotte Svenske natur

stockholm baadtur

Naturen omkring Stockholm er fantastisk flot og opleves bedst fra søsiden.

Bare fordi du skal en tur til Stockholm, betyder det ikke, at du ikke kan forlade byen – bare for en stund vel og mærke. Har du lyst til at komme helt tæt på den svenske Skærgården, har du mulighed for at tage på en bådtur med afgang fra netop Stockholm.

Bådturen varer omkring to og en halv time, og den tager dig rundt i Stockholms unikke øhav, hvor du kommer helt tæt på den svenske natur. Med på turen er der også en guide, der på både svensk og engelsk fortæller om de oplevelser i møder undervejs på sejlturen. 

Bådturen foregår på et klassisk skærgårdsskib, hvor det også er muligt at købe mad og drikke ombord.

Find dine billetter til oplevelsen her.

Safari i den svenske natur – se vildsvin og elge tæt på Stockholm

stockholm safari
Safari er jo gerne noget vi forbinder med en savanne i Tanzania, og det inkluderer som regel løver, næsehorn og zebraer. Men du kan rent faktisk også komme på en safari i den svenske natur.

Kun 20 minutters kørsel fra Sveriges hovedstad har du mulighed for at tage på safari i den vilde og barske svenske natur.

Denne svenske safari tager omkring fire timer, og I tager afsted ved solnedgang. Turen inkluderer blandt andet et vaskeægte midsommermåltid, som I kan nyde sammen, mens der omkring jer vil være vildsvin, rådyr eller sågar elge.

Vil du se andet end bare den asfaltbelagte storby, når du er i Stockholm, og vil du have en rigtig svensk oplevelse, bør du ikke snyde dig selv for en safari i den svenske vildmark.

Du køber billetter til din svenske safari her.

Gröna Lund – Stockholms Tivoli

En af de oplevelser, du blandt andet også får adgang til med Stockholm Pass, er Gröna Lund Tivoli, som er en forlystelsespark midt i byen. Det er ikke vanvittigt stort, men det betyder ikke, at det ikke er muligt at få en sjov dag med hele familien, hvis I vælger at besøge det svenske tivoli.

Du skal dog lige være opmærksom på, at tivoliet har, ligesom mange andre forlystelsesparker, sæsonåbent. Sæsonen for Gröna Lund kører fra 28. april til 28. september.

Kommer i til Stockholm uden for denne periode, er det desværre ikke muligt at komme i Gröna Lund, uanset om I har et Stockholm Pass eller ej (forlystelserne er i hvert fald ikke åbne).

I tivoliet finder du blandt andet flere rutschebaner, et hurlumhejhus og en scene, hvor der hver sommer er store koncerter.

SkyView – fantastisk udsigt over Stockholms skyline



Det bedste sted at få et panorama view ud over Stockholm må nok være fra toppen af Ericsson Globen. Globen er en kuglerund bygning, der blev indviet tilbage i 1989 og som er et af de markante vartegn for byen.

Og nu har du den unikke mulighed at blive ført op på toppen af Globen for at kunne se ud over hele byen. Denne oplevelse går under navnet SkyView og kan måske sammenlignes lidt med en af de mest populære seværdigheder i London, London Eye.

SkyView blev først bygget i 2010, det vil sige mange år efter selve Globen. SkyView består af i alt fire gondoler, hver med plads til 16 mennesker, der på skinner kan køre op til toppen af Globen, hvor du har et panorama udsyn over den smukke svenske hovedstad.

SkyView er en af de mange oplevelser i Stockholm, du har gratis adgang til med Stockholm Pass. Har du ikke Stockholm Pass, koster billetterne 160 svenske kroner, så det kan hurtigt betale sig at investere i et Stockholm Pass.

Östermalms Saluhall – Stockholms Torvehallerne



Foruden de to spisesteder, jeg anbefaler i slutningen af denne rejseguide til Stockholm, er der også her en oplevelse for dig, der gerne vil smage på Stockholm, mens du er i byen.

Er du et madøre, vil du sætte pris på at tage en tur forbi Östermalms Saluhall. Hallen byder på et væld af delikatesser, og det har den gjort, siden den blev indviet tilbage i 1888. 

Skal du selv lave mad, mens du er i Stockholm, er Östermalms Saluhall det perfekte sted at tage hen for at finde de bedste råvarer og den højeste kvalitet af fødevarer.

Hallen er i top 10 over foodhalls i verden, så du skal glæde dig til at komme forbi, hvis du får mulighed for det.

Skansen – frilandsmuseum og zoo 

skansen stockholm
Er du på Djurgården, og har du tid til overs, bør du overveje at besøge Skansen, som er et frilandsmuseum og en zoo. Hvis du har et Stockholm Pass, har du fri adgang til Skansen.

Har du sparet passet væk, kan du her finde en entrébillet til Skansen for kun 57 kroner.

Skansen dækker over et område på over 150 gårde og huse, hvor nogle kan dateres helt tilbage fra 1700-tallet. Derudover er der en zoo, hvor du kan møde en lang række skandinaviske dyr som blandt andet ulve, bjørne og rensdyr. Du kan også finde mere eksotiske dyr som blandt andet flamingoer og aber. 

Fotografiska – verdensklasse fotografiudstilling

fotografiska stockholm
Er du interesseret i fotografering, vil du blive glad for at komme en tur på Fotografiska. Det store museum, der på trods af sit navn ikke er et egentlig museum med research og forskning, men derimod blot fungerer som en udstilling, kom til i 2010 og har siden fået tusindvis af besøgende hvert eneste år.

Igen er der fri adgang med Stockholm Pass (vil du ud og opleve noget i Stockholm, kan det altså virkelig betale sig med et Stockholm Pass – som du bare kan fornemme i denne artikel, er der mange steder, du får fri entré til med dette pas).

Kajaktur i Stockholm – vild oplevelse!

stockholm kajaktur
Den sidste oplevelse i Stockholm, jeg kommer til at vende her, er en storslået kajaktur med afgang fra hovedstaden. Jeg vil anbefale dig bare at være i nogenlunde form, hvis denne kajaktur er noget for dig, da den tager omkring otte timer, før du er tilbage i Stockholm igen.

I vil blive hentet i Stockholm om morgenen, og efter omkring en halv times kørsel, vil I ankomme til det sted, hvor kajakkerne venter på jer.

Her får I en hurtig introduktion, og så er det ellers afgang ud på havet. Her vil I sejle langs kysten, hvorfra I vil kunne nyde den skønne svenske natur.

Undervejs vil der også være en lækker frokost på en privat ø, hvor der også vil være kaffe og kage på svensk maner. Jeres guide på turen er engelsktalende, så alle kan være med. Hen af eftermiddagen vil I vende snuden mod Stockholm igen. 

Du køber en Full-Day kajaktur her.

2 spisesteder du ikke må snyde dig selv for at prøve i Stockholm

Som lovet, er der også lige her et par anbefalinger til dig, der gerne vil ud og spise godt, mens du er i Stockholm.

The Seven – syv retter fra forskellige lande

Først og fremmest kan jeg anbefale dig at booke et bord på The Seven. Her bliver der serveret street food i hyggelige og behagelige rammer, hvor du har tid til at sidde og nyde den mad, du får serveret. Som navnet antyder, får du syv forskellige retter, alle baseret på street food fra forskellige steder i verden.

Det er et fedt og anderledes koncept, hvor du et og samme sted får mulighed for at smage på en masse internationale retter uden at bevæge dig en meter.

Stockholms Gastabud – klassisk svensk mad

Har du ikke den store interesse i internationalt street food, og vil du hellere bruge din tid i Stockholm på at smage på klassiske svenske retter, kan jeg anbefale dig en tur på Stockholms Gastabud, som du finder på Gamla Stan.

Der kan godt være mange mennesker og endda kø uden foran restauranten, så hvis du har mulighed for det, kan det være en god idé at komme i god tid.

Stockholms Gastabud serverer klassiske svenske retter i uformelle omgivelser. Så vil du have svinekæber eller kødboller med kartoffelmos, er dette stedet at gå til.

Der kan ikke bookes bord på restauranten, så det fungerer ud fra først til mølle princippet. Så har du ikke så meget tid i byen, er det ikke sikkert, du når en tur på Stockholms Gastabud. Men prøv hvis du kan, for du vil ikke fortryde det, hvis du får et bord.

Jeg håber, at du kunne bruge denne rejseguide til seværdigheder og oplevelser i Stockholm – rigtig god rejse til den svenske hovedstad.

Denne artikel er skrevet af Rejsekris’ faste skribent, Sander, der hjælper mig, Kristoffer, med at udarbejde store rejseguides til populære storbyer verden over.

Kristoffer Føns

Kristoffer Føns

Her på Rejsekris.dk blogger jeg om mine egne rejser og forsøger at give mine bedste tips videre. Du kan støtte mit arbejde ved at booke din næste rejse (f.eks. flybillet & hotel) via et link på min liste her. Alle indlæg kan indeholde affiliate-links.

2 kommentarer

  • Luna

    Hej Kris. Tak for de mange gode anbeflinger! Vi, min kæreste og jeg (begge i start-30’erne) rejser til Stockholm her i efterårsferien og kan helt sikkert bruge mange af de her tips. Men vi kigger lidt efter hotel og hvor det er godt at bo i Stockholm – har du nogen anbefalinger der?

    september 13, 2019 at 8:17 am
    • Kristoffer Føns
      Kristoffer Føns

      Hej Luna

      Tak for de pæne ord om min rejseguide til seværdigheder i Stockholm 🙂

      Yes, det kan du tro. Jeg har faktisk en hel guide til hoteller i Stockholm her: https://rejsekris.dk/hotel-stockholm

      Personligt er mit yndlingsområde i Stockholm nok Södermalm, der er øen lige syd for Gamla Stan. Der er en lidt anderledes stemning end i resten af byen – måske lidt mere afslappet og lidt mere cool med masser af gode cafeer, restauranter og pubber.

      Håber ovenstående og guiden kan bruges – rigtig god tur til Stockholm 🙂

      september 16, 2019 at 8:55 am

Skriv en kommentar