Skal du til Ungarns hovedstad, og vil du gerne have så meget som muligt ud af din tur, kan jeg anbefale dig at tage et nærmere kig på disse seværdigheder og oplevelser i Budapest.
Jeg har samlet en række af de bedste seværdigheder og oplevelser i Budapest og der er noget for alle, uanset om du er afsted med din partner eller hele familien.
Budapest er den perfekte destination til en forlænget weekendtur, da det tager under to timer at flyve dertil fra København, så du er hurtigt afsted og hurtigt hjemme igen. Og byens mange seværdigheder gør det meget nemt at lave et forrygende skema til en weekendtur.
Med på listen er der også en række kulinariske oplevelser til dig, der har lyst til at smage på Budapest, og som ikke bare har lyst til at tage på en restaurantkæde, som du også finder i mange andre storbyer.
Budapest byder på nogle unikke spiseoplevelser, som du ikke må gå glip af at prøve, hvis du gerne vil have en anderledes oplevelse end bare endnu en burgerrestaurant.
Indholdsfortegnelse
- Spar penge på transporten med Budapest Card
- 9 top seværdigheder i Budapest du skal opleve
- Buda Slot
- Den Ungarske Parlamentsbygning
- Fiskerbastionen
- Heltepladsen
- Matthias Kirken
- Budapests seværdigheder til fods på en guidet byvandring
- Sankt Stefans Basilika
- Géllert Hill – fantastisk udsigt over Budapest
- Den Store Synagoge
- 9 oplevelser i Budapest
- Széchenyi-badet
- Géllert-badet
- Den Store Markedshal – Nagyvásárcsarnok
- Budapest Chocolate Museum
- Den ungarske Statsopera
- Terrorens Hus
- Bådtur på Donau – se seværdigheder fra floden
- Budapest Zoologisk og Botanisk Have
- Ungarns Nationale Galleri
- Spisesteder du skal besøge i Budapest
Spar penge på transporten med Budapest Card
Hvis du vil have nemt ved at komme rundt i byen, når du er i Budapest, kan det være en rigtig god idé at investere i et Budapest Card. Kortet kan nemt og hurtigt købes online, og det kan give dig en lang række fordele, når du skal en tur til Budapest.
Når du har et Budapest Card, har du mulighed for at køre gratis med offentlig transport i hele Budapest. Det gør det utroligt nemt at komme rundt, og du skal ikke bruge penge på busbilletter, taxature eller andet for at komme rundt fra den ene seværdighed til den anden.
Derudover får du også en række andre fordele. Kortet giver dig blandt andet gratis adgang til 19 museer rundt omkring i byen, samt gratis bagageopbevaring et centralt sted i hovedstaden, hvis du har behov for det.
Det fungerer samtidig som et rabatkort, som giver dig op til 50% rabat på blandt andet termalbade, restauranter, barer og bådture.
Du kan købe Budapest Card online her.
9 top seværdigheder i Budapest du skal opleve
Buda Slot
Den første seværdighed i Budapest, jeg har valgt at tage med her på listen, er Buda Slot, som ligger lige ved Donau floden – naturligvis på Buda siden af byen. Slottet blev første gang bygget tilbage i 1200-tallet, men har siden gennemgået ombygninger og renovationer, og størstedelen af bygningen i dag stammer fra midten af 1700-tallet.
Slottet gemmer på en række forskellige oplevelser. Her finder du blandt andet landet største bibliotek, Det Historiske Museum i Budapest samt Ungarns Nationale Galleri, som bliver beskrevet nærmere i et senere punkt for sig selv.
Det er naturligvis mest interessant at besøge slottet i dagtimerne, men du kan faktisk også sagtens nyde det på afstand om aftenen, hvor det lyser op i et fantastisk lys.
Især hvis du står på den modsatte side af bredden og nyder udsigten over bl.a. slottet. Buda Slottet vil være et rigtig godt sted at starte din tur i Budapest.
Den Ungarske Parlamentsbygning
- Rejsekris & ven med det ungarske parlament i baggrunden.
En anden utrolig fantastisk bygning, der ligesom slottet også ligger lige ned til Donau floden, er Den Ungarske Parlamentsbygning. Parlamentet i Ungarn har siden 1902 mødtes i bygningen.
I dag bruger de kun en lille del af bygningen til dette formål, mens resten blandt andet fungerer som seværdighed for turister.
Hvis du har lyst, har du mulighed for at få en guidet rundvisning i parlamentet. På den måde kan du se, hvad der officielt er Ungarns største bygning, med egne øjne indefra. Foruden at være den største bygning i Ungarn, er det samtidig den tredjestørste parlamentsbygning i hele verden.
Du har mulighed for at booke din billet til turen rundt i parlamentet hjemmefra. Turen varer 45 minutter, så det giver dig fin tid til at tage den nygotiske bygning i betragtning.
Book billet til en guidet rundvisning i parlamentet her.
Tjek også denne engelske rejseblog, der fortæller rigtig godt om den ungarske parlamentsbygning.
Fiskerbastionen
På din rejse til Budapest må du heller ikke snyde dig selv for at komme en tur forbi Fiskerbastionen, som nok er en af de mest velkendte seværdigheder og varemærker i byen.
- Har du endnu ikke booket hotel? Læs min guide til centrale hoteller i Budapest her.
Fra Fiskerbastionen har du et fantastisk udsyn over byen, hvor du har mulighed for at få nogle forrygende billeder med hjem.
Bastionen bør i den grad både betragtes udefra, men i særdeleshed også indvendigt, hvis du har tid og mulighed for det. Det koster dog entré at komme ind, men det er en af de seværdigheder i Budapest, du får rabat til, hvis du har et Budapest Card. Her får du 10% på en voksenbillet.
Rundt om bygningsværket finder du blandt andet en række caféer, hvor du har mulighed for at få en kop kaffe eller en let frokost som afslutningen på din tur til Bastionen.
Heltepladsen
Elsker du historie, bør du tage dig tid til at komme et smut forbi Heltepladsen. Heltepladsen fungerer samtidig som hovedindgang til City Park, byens store offentlige park.
Hovedattraktionen på pladsen er uden tvivl Tusindårsmonumentet, som blev opført tilbage i slutningen af 1800-tallet i takt med, at Ungarn her kunne fejre sine første 1000 år. Opførelsen startede i 1890’erne, men monumentet stod først færdig i 1929.
Foruden muligheden for at kombinere en tur på Heltepladsen med en tur i parken lige ved siden af, bør du også overveje at kombinere det med en tur på enten The Museum of Fine Art eller The Budapest Hall of Art, som ligger på hhv. højre og venstre side af monumenterne, og som er med til at indramme heltepladsen.
Selve pladsen har ikke meget andet end sine monumenter at byde på, men har du tid, og skal du alligevel besøge nogle af de øvrige seværdigheder i nærheden, kan jeg anbefale at smutte en tur forbi.
Matthias Kirken
Noget af det absolut flotteste, du overhovedet kan se i Budapest, er Matthias kirken. Den ligger lige ved siden af Fiskerbastionen blandt andet, og derfor kan du med fordel udforske det område af byen på samme dag.
Kirken er utrolig smuk udefra, men hvis du vil have den komplette oplevelse af kirken, bør du også tage et kig indenfor.
Kommer du på det rigtige tidspunkt, kan du endda være heldig at få lov til at opleve en gudstjeneste i kirken. Der er entré for at komme ind i kirken, men hvis du har valgt at købe et Budapest Card Plus, som er en opgradering af det almindelige Budapest Card, får du fri entré.
Der er også flere arrangementer i kirken, som du kan opleve. Du kan blandt andet høre klassiske koncerter i kirken, hvis du har lyst til det.
Budapests seværdigheder til fods på en guidet byvandring
Har du ikke lyst til selv at planlægge din tur rundt til de mange klassiske seværdigheder, og vil du bare gerne have den nemme løsning, kan du også vælge at booke en guidet tur rundt i byen.
Med mindre du selv læser op på de forskellige seværdigheder i Budapest, vil du på din egen arrangerede tur kun se de flotte bygninger og attraktioner. Med en guide kommer du lige et spadestik dybere, da der også bliver fortalt om hvert eneste sted, I kommer forbi.
Det er den perfekte mulighed for dig, der gerne vil se de vigtigste steder i byen, men som ikke har lyst til at bruge en hel dag på at vandre rundt, fare vild og blive udmattet.
Disse ture varer som regel et par timer, men så har du også set alle de vigtigste elementer i byen. Så har du resten af dagen til at slappe af, nyde maden eller smage på den lokale øl.
Book en guidet tur rundt i Budapest hjemmefra her.
Tjek også denne glimrende guide til restauranter i Budapest.
Sankt Stefans Basilika
En anden seværdighed i Budapest, der også emmer af storslåethed og historie er Sankt Stefans Basilika. Det er den tredjestørste kirkelige bygning i landet, og den er blandt andet meget kendt for sin promovering af især klassisk musik, og du har også selv mulighed for at høre en klassisk koncert i basilikaen.
I løbet af sommeren er der hver eneste søndag koncert i bygningen, der i øvrigt er opkaldt efter Ungarns første konge, Stefan 1. Basilikaen huser også Basilika-koret, der foruden at optræde hyppigt i basilikaen, også turnerer rundt og giver koncerter i resten af Europa.
Hvis du er interesseret i at komme en tur ind og se denne prægtige bygning, kan du springe køen over ved at bestille en billet hjemmefra til en rundvisning.
Géllert Hill – fantastisk udsigt over Budapest
Har du mod på en længere vandretur, kan du begive dig en tur op af Géllert Hill, den store bakke der ligger på Buda-siden af byen. Herfra får du det absolut bedste overblik over byen. Og kan du ovenikøbet kombinere det med en solopgang eller solnedgang er det virkelig fantastisk.
På Géllert Hill finder du blandt andet det over 150 års gamle Citadel, og i forlængelse af denne tidligere militærbygning står også Frihedsstatuen, der blev opført til ære for de sovjetter og ungarer, der mistede livet i kampen for at frigøre Ungarn fra nazisterne.
Senere kommer jeg også lidt nærmere ind på bl.a. Géllert-badet, som du finder for foden af den høje bakke. Géllert Hill rager godt og vel 235 meter op i vejret, så det kræver et par gode ben at komme til toppen. Men når du først kommer op og ser udsigten, vil du bestemt ikke fortryde det.
Den Store Synagoge
Den sidste seværdighed i Budapest jeg vil anbefale, inden vi hopper videre til de mere aktive oplevelser, er Den Store Synagoge. Det er den største synagoge i hele Europa, og den næststørste synagoge i verden, og den kan rumme over 3.000 siddende gæster.
Synagogen spillede en stor rolle under 2. Verdenskrig, da både synagogen og de omkringliggende bygninger blev brugt til at indespærre og tilbageholde jøder.
I den anledning er der også sat mindesmærker op for de faldne, der døde i og omkring synagogen i denne periode, heriblandt Emmanuel-mindetræet.
Både Emmanuel-mindetræet og selve synagogen kan du få adgang til på en guidet rundtur. Her kommer du også forbi Heltetemplet, det ungarske jødiske museum og Raoul Wallenberg-mindeparken.
Billetterne til denne guidet rundtur i Den Store Synagoge finder du her.
9 oplevelser i Budapest
Er du mere til oplevelser end til seværdigheder, har jeg også et par gode ting til dig i ærmet, som du kan glæde dig til at kaste dig over, når du rejser til Budapest.
For der er nemlig masser af sjove og spændende ting, du kan lave i byen, hvis du ikke lige er til at gå rundt og kigge på gamle bygninger 😀
Széchenyi-badet
En af de ting, som Budapest blandt andet er meget kendt for, er sine termalbade. Et af de mest populære bade er uden tvivl Széchenyi-badet, der består af hele 3 indendørs og 15 udendørs bassiner.
Skal du på storbyferie i Budapest, er det et must at komme i en af de termiske bade, du finder i byen. Széchenyi-badet er bare et af dem, men det er nok også det mest kendte termalbad i verden.
Du kan springe køen over ved at købe billet til badet her.
Géllert-badet
Hvor Széchenyi-badet ligger på Pest-siden af byen, finder du Géllert-badet på Buda-siden. Som tidligere nævnt ligger badet for foden af Géllert Hill, så du kan eventuelt overveje at hoppe en tur i vandet, efter du har været en tur oppe og nyde udsigten fra toppen af bakken.
Med en billet til Géllert-badet får du adgang til flere indendørs og udendørs bassiner, en række saunaer samt dampbad.
Jeg vil anbefale dig kun at besøge et af disse termalbade i byen, da oplevelsen ret meget er den samme, uanset hvilket bad du vælger. Så spar på pengene og vælg et af badene, med mindre du brænder for at besøge dem alle.
Den Store Markedshal – Nagyvásárcsarnok
Elsker du at gå på marked, når du er i udlandet, må du heller ikke snyde dig selv for en tur i Den Store Markedshal, eller Nagyvásárcsarnok som den går under på ungarsk.
Hvis du vil en tur i markedshallen, vil jeg anbefale også at nyde en tur op og ned af Váci Utca, som nok er hovedgaden i Budapest, hvor du finder en masse restauranter og butikker, som også er værd at bruge tid på, hvis du har et bankende shoppinghjerte.
For enden af gaden finder du så markedshallen. Hallen byder på mange små boder, og du kan finde alt fra små hyggelige madboder til de klassiske turistboder med t-shirts, kasketter og andre kopiprodukter, som du kan finde på alle andre markeder i nok hele verden.
Er det kvalitet, du er på udkig efter, bør du nok mere se i retning af madboderne end i turistboderne, og så kan det bestemt ikke skade at prutte om prisen et sted som dette.
Budapest Chocolate Museum
Har du en sød tand, kan du også overveje at invitere hele familien med en tur på chokolademuseet i Budapest. Det er nok de færreste, der ved, at der er en lang og gammel tradition for at lave chokolade i Ungarn, men det kan du opleve ved at tage en tur på dette velsmagende museum.
Under din tur vil du få mulighed for naturligvis at smage på varen, men du kan også selv få lov til at lave din egen chokolade.
Du vil også blive budt på både småkager, te og varm kakao, så du skal ikke være bange for, at du ikke får stillet din trang til søde sager under denne tur.
Læs en anmeldelse af chokolademuseet her. Så bliver du måske klogere på om dette er en oplevelse i Budapest, der er noget for dig.
Den ungarske Statsopera
Elsker du opera, eller har du bare lyst til en storslået oplevelse, selvom opera måske ikke er din hjemmebane, kan du vælge at tage en tur forbi Den ungarske Statsopera.
Kort efter at byen blev slået sammen til et samlet Budapest tilbage i midten af 1800-tallet, blev der lagt planer om at lave en majestætisk operabygning. Og den plan blev fuldført med Den ungarske Statsopera, der, selvom du ikke skal opleve en forestilling, også er turen værd bare for det prægtige syn udefra.
Men at komme ind i bygningen er selvfølgelig sjovest. Det er ganske nemt at købe billetter til forestillingerne, da du bare skal gå ind på Opera.hu, hvor du finder programmet samt mulighed for at købe billet til lige netop den forestilling, du gerne vil se.
Du finder både musicals, balletter, operetter og meget andet på plakaten. Uden tvivl en helt speciel oplevelse i den ungarske hovedstad.
Terrorens Hus
Vil du have et indblik i noget af Ungarns blodige historie, kan du tage en tur forbi Terrorens Hus, som er et nyere museum i Budapest.
Museet blev etableret tilbage i 2002, og det gemmer på nogle af de grufulde sandheder og realiteter, som de ungarske borgere i tidernes morgen måtte gå igennem, da landet var under ledelse af både fascister og kommunistiske fronter.
Hvis du har tænkt dig at besøge museet, kan det være en rigtig god ide at få dig en lyd-guide, så du har mulighed for at få læst informationerne op på engelsk.
Køb billetter online her – stedet får hele 4,9 ud af 5 stjerner fra tidligere gæster.
Bådtur på Donau – se seværdigheder fra floden
Da Donau floden går direkte midt igennem byen, er det også et must at komme en tur ud at sejle på den. Det er der heldigvis rig mulighed for, da der er mange sigthseeing både på floden.
På turen har du rig mulighed for at nærstudere nogle af historiske og ikoniske bygninger fra byen, der ligger lige ned til floden.
Du har både mulighed for at booke en dags-, aften- eller nattur på floden. Det er måske nemmest at planlægge en tur midt på dagen, men det er også en speciel oplevelse, når lyset opsigtsvækkende bader de smukke bygninger i opmærksomhed.
Du kan nemt booke en billet til en times sigthseeing på Donau-floden hjemmefra her.
Budapest Zoologisk og Botanisk Have
I hjertet af Budapest ligger også Budapest Zoologisk og Botanisk Have. Her kan du hilse på de mange dyr, eller du kan gå på opdagelse i den storslåede botaniske have. Alt i alt findes der her over 1000 dyrearter, så der er rigeligt i vente, hvis du beslutter dig for at tage en tur i den ungarske zoo.
Det koster 3300 HUF at komme ind for voksne, men hvis du har et Budapest Card, har du mulighed for at spare 25% på indgangen. Endnu engang kan det være en klog beslutning at investere i et Budapest Card. Og samtidig er transporten til zoo også dækket med kortet.
Haven er delt op i flere afdelinger, herunder blandt andet Australia Zone, Savannah Zone og America Tropicana. Det perfekte sted at tage hen med ungerne, hvis de er trætte af at gå og kigge på kirker og parlamentsbygninger.
Ungarns Nationale Galleri
Som nævnt i afsnittet om Buda Slot, finder du ved slottet Ungarns Nationale Galleri. Bygningen er enorm, så med mindre du har masser af tid, skal du nok forlig dig med, at du ikke kommer til at nærstudere alle værkerne.
Her finder du næsten samtlige historiske værker fra Ungarn. Værkernes oprindelse spænder helt tilbage fra Middelalderen og op til i dag.
Museet selv anbefaler dig at sætte 1,5-3 timer af til besøget for at få en fyldestgørende oplevelse. Med Budapest Card er der mulighed for fri entré.
Spisesteder du skal besøge i Budapest
Har du lyst til at komme ud og smage på Budapest, er der her et par anbefalinger til dig, der gerne vil prøve noget andet end bare det sædvanlige på en storbyferie.
- Læs også Rejsekris’ beskrivelse fra en tidligere rejse til Budapest, hvor der er flere mad-anbefalinger.
Har du altid drømt om at spise som en rigtig ridder, kan jeg virkelig anbefale dig at tage en tur på Sir Lancelot. Her er der vaskeægte middelalderstemning. Maden er ikke nødvendigvis bedre end så mange andre steder, men oplevelsen er i særklasse. Her er der ikke noget, der hedder kniv og gaffel.
Det foregår med hænderne, og maden bliver serveret langs langborde i den mur- og kampestens belagte spisesal, akkurat som man kunne have forestillet ske i Middelalderen. Underholdningen bliver leveret i form af mavedans, ildspyning og musik på luth, og øllet bliver serveret i passende store ølkrus. Mere ridderligt kan det ikke blive.
Elsker du street food, kan jeg i den grad også anbefale dig at svinge et smut forbi Street Food Karavan, når du har fået nok af Middelalderen.
Her kan du smage på både klassiske ungarske retter samt internationale specialiteter, når du går forbi de mange små madboder. Der er masser af bænke og borde, hvor du kan sidde og nyde maden, og da hver ret ikke er så stor og ikke koster særlig meget, har du mulighed for at smage på de mange forskellige specialiteter.
Jeg håber, at du kunne bruge denne rejseguide til seværdigheder og oplevelser i Budapest og at du får en rigtig god rejse til Ungarn.
Ofte stillede spørgsmål:
Budapest er kendt for sine smukke bygninger, historiske monumenter og imponerende udsigtspunkter. Her er nogle af de bedste seværdigheder, du bør overveje at se på din tur til den ungarske hovedstad:
1. Parlamentet – en af Europas største og mest imponerende bygninger
2. Fiskerbastionen – et ikonisk udsigtspunkt med udsigt over Donau og Pest-siden af byen
3. Széchenyi termiske bad – det største termiske bad i Europa
4. Heltenes Plads – en stor plads dedikeret til Ungarns helte og ledere
5. Buda Slot – et historisk slot med en fantastisk udsigt over Budapest
6. Den Store Synagoge – den største synagoge i Europa og et symbol på Budapests jødiske arv. Er beliggende i det Jødiske Kvarter, der er et af de bedste områder i Budapest.
7. Gellért Bakke – et populært sted for vandreture med panoramaudsigt over byen
I denne guide giver jeg flere ideer og nogle af mine personlige præferencer.
Jeg vil anbefale, at man bruger mindst 3 dage i Budapest for at kunne besøge nogle af de mest populære seværdigheder og også have tid til at nyde byen og dens atmosfære.
Ja, Budapest er generelt en meget billig destination sammenlignet med mange andre byer i Europa.
Selvfølgelig kan der være nogle turistfælder eller luksussteder, hvor priserne er højere end gennemsnittet. Men hvis du holder dig til lokale restauranter og butikker og undgår de mest turistede steder, vil du helt sikkert kunne opleve Budapest uden at sprænge dit budget.
Denne rejseguide til seværdigheder og oplevelser i Budapest er skrevet af Sander, der er min faste med-skribent her på Rejsekris.dk.
- Booking.com er min foretrukne hotel-booking portal med gode tilbud i hele verden
- Get Your Guide er en portal, hvor du kan booke billetter til seværdigheder, udflugter på rejsemål og diverse transportbilletter
- Omio er den bedste side til at finde billige tog- og busbilletter i hele Europa.
- Rentalcars.com er det bedste sted at få overblik over priser på lejebiler