Edinburgh er en af mine absolutte yndlingsbyer i hele verden og jeg var så heldig, at jeg for et par år siden kunne kalde den skotlandske hovedstad for mit hjem i et halvt års tid.
I denne guide vil jeg fortælle om nogle af de bedste seværdigheder og oplevelser i Edinburgh.
Planlægger du din tur til Edinburgh i sidste øjeblik? 🏴
Her er mine yndlingshoteller og ting at lave i den skotske hovedstad.
🛌 Bedste Hoteller:
1. Det bedste hotel i byen er The Balmoral
2. Apex Waterloo Place er et fremragende hotel, der tit kan bookes overraskende billigt.
3. Det bedste billige hotel er Aparthotel Adagio Edinburgh Royal Mile
🎡 Top Aktiviteter & Ture:
1. Dagstur til det skotske højland (jeg kan ikke anbefale det nok!)
2. Edinburgh Castle (køb skip-the-line billetter med guidet tour her)
3. Tag en Harry Potter walking tour gennem Old Town
4. Oplev Edinburghs gemte historie i de skjulte passager under jorden i The Real Mary King's Close
Edinburgh er en relativt lille storby, så det er i mine øjne den ideelle by til en forlænget weekendtur, da man nemt kan få set de vigtigste seværdigheder og samtidig rent faktisk holde ferie i stedet for at styrte rundt til en masse forskelligt.
Noget der i særdeleshed kan være tilfældet, hvis man forsøger at se alle seværdigheder i London eller Paris.
Edinburgh er nem at komme til, nem at komme rundt i og så er det ganske enkelt en fortryllende by som jeg endnu ikke har hørt nogen komme skuffede hjem fra.
Så hvis du har planlagt en rejse til Edinburgh kan du godt begynde at glæde dig. Og lad os så ellers gå direkte til guiden til seværdigheder i Edinburgh.
Jeg vil både gennemgå “de kendte” seværdigheder og samtidig give mine egne personlige tips til byen.
Indholdsfortegnelse
- 1. Edinburgh Castle – byens altoverskyggende seværdighed
- 2. The Royal Mile – forener de to royale bygninger
- 3. St Giles’ Cathedral
- 4. Palace of Holyroodhouse
- 5. Arthur’s Seat – bestig Edinburghs vulkan
- 6. Calton Hill – udsigtspunkt midt i byen
- 7. Nationalmuseet – gratis og spændende for børn & voksne
- 8. Victoria Street – Diagonalstræde fra Harry Potter
- 9. Harry Potter byvandring i Edinburgh
- 10. Real Mary King’s Close – oplev det gamle, underjordiske Edinburgh
- 11. Dagstur til Højlandet ⛰
- 12. Gin eller Whiskysmagning 🥃
- 13. Dean Village
- 14. Royal Botanic Garden
- 15. Ghost Tour i Edinburgh 👻
- 16. Hop On Hop Off Sightseeing Bustur
1. Edinburgh Castle – byens altoverskyggende seværdighed
Det er umuligt at skrive en guide til seværdigheder i Edinburgh uden at nævne Edinburgh Castle, så lad os bare starte dér.
Borgen ligger hævet over hele byens centrum, så det er umuligt ikke at blive draget af den imponerende bygning og man har ikke været i Edinburgh, hvis man ikke har slået vejen forbi Edinburgh Castle.
Borgen stammer helt tilbage fra 1100-tallet og har været en af Skotlands vigtigste fæstninger gennem flere hundrede år. Dets betydning for militæret har været enorm og der er fortsat et krigsmuseum (og meget mere) bag murene.
Du kan i princippet godt “nøjes” med at gå turen op til esplanaden foran borgen, hvor man får en fremragende udsigt over både den nye og gamle del af Edinburgh, men det anbefales selvfølgelig at betale de ca 150 kroner og komme indenfor murene.
Hvis du booker din billet online får du en spring-over-køen billet, der godt kan vise sig nyttig – her er altså tale om en af Skotlands bedst kendte seværdigheder, så der kan være godt besøgt i højsæsonen.
Køb billetter til Edinburgh Castle her.
Se også min video, hvor jeg viser 10 af byens bedste seværdigheder:
2. The Royal Mile – forener de to royale bygninger
Det er ikke uden grund, at jeg skriver om The Royal Mile imellem Edinburgh Castle og Holyrood Palace, der kommer længere nede på min liste her.
The Royal Mile er nemlig den vej, der går fra borgen ned til slottet, Holyrood Palace. Det er med andre ord den mest kendte gade i hele Skotland og der er spækket med turistbutikker, hvor man kan købe sig fattig i whisky, kilte, alt-i-uldtøj og alskens turistbras 😀
Alle turister kommer her mindst en gang og de fleste vil nok ende her flere gange på rejsen til Edinburgh, da der er mange seværdigheder og oplevelser på og omkring Royal Mile.
Har du styr på overnatningen? Ellers så tjek min guide til de bedste områder og hoteller i Edinburgh – eller se min video, hvor jeg også viser en del seværdigheder, der er omtalt her:
3. St Giles’ Cathedral
På Royal Mile kan bl.a. anbefale at kigge indenfor i St Giles Cathedral, der er gratis at besøge og simpelthen er en virkelig smuk katedral.
Husk også at udforske sidegaderne, der her hedder en ‘close’, hvor der kan vente en hyggelig pub eller en trappe ned til en anden gade.
Næsten oppe ved Castle finder du bl.a. en virkelig hygge pub i en close, nemlig Jolly Judge.
4. Palace of Holyroodhouse
I bunden af Royal Mile ligger så Holyrood Palace – lige overfor det skotske parlament endda. Jeg skal være ærlig at indrømme, at jeg aldrig har været indenfor, men blot været forbi og vise familie og venner stedet udefra.
Så jeg har ikke så meget insider-viden om, hvordan det ser ud indenfor, men selvom det er et royalt palads, så kan man faktisk komme på rundvisning indenfor…
5. Arthur’s Seat – bestig Edinburghs vulkan
Ved siden af Holyrood Palace ligger Holyrood Park, hvis højeste punkt du ganske enkelt ikke kan overse, når du er i Edinburgh. Hvor Edinburgh Castle ganske vist ligger højt placeret, så er Arthur’s Seat (som vulkantoppen inde i parken hedder) byens altoverskyggende højeste punkt.
Og der kan man naturligvis vandre op, hvilket jeg i den grad anbefaler, hvis du er i nogenlunde form.
Det er ikke en hård opstigning, hvis du tager den nede fra Royal Mile-enden, men i vådt føre kan det kræve nogle gode sko og du skal regne med, at der kommer mudder på dem 🙂
6. Calton Hill – udsigtspunkt midt i byen
Hvor det tager ca 30 minutter at gå op til toppen af Arthur’s Seat, så er det noget mere overskueligt at smutte op på toppen af Calton Hill, der er beliggende for enden af Edinburghs svar på Londons velkendte Oxford Street, Princes Street.
Her er der trapper op, så man kan vitterligt komme (meget) højt op inde i centrum af Edinburgh og blive belønnet med en fantastisk udsigt på få minutter.
Det ville virkelig være en skam at rejse til Edinburgh og ikke tage et smut op på toppen af Calton Hill.
7. Nationalmuseet – gratis og spændende for børn & voksne
Nationalmuseet i Edinburgh er en gratis oplevelse og der er nok at se på for både børn og voksne.
Beliggende i Old Town få hundrede meter fra bl.a. Royal Mile, Victoria Street og Grassmarket, så er det et ret godt sted at have i baghånden til en dag, hvor vejret måske ikke arter sig – det er jo Skotland, så der er god chance for, at solen ikke skinner under hele din storbyferie i Edinburgh.
På Nationalmuseet kan du bl.a. opleve Dolly The Sheep – det første klonede pattedyr i verden.
Der er bl.a. en café og restaurant på museet og jeg kan også anbefale at finde vej til toppen, hvor der er en udendørs åben terrasse, hvor man får en glimrende udsigt over Edinburgh og kan se helt ned til Pentland Hills.
8. Victoria Street – Diagonalstræde fra Harry Potter
JK Rowling skrev som bekendt Harry Potter bøgerne (i hvert fald den første), da hun boede i Edinburgh. Det betyder, at mange af stederne fra bogen er inspireret af virkelige steder i Edinburgh.
En af de mest kendte er Victoria Street, der ligger få meter fra Rowlings faste skrive-café i Edinburgh – og man ser straks, at det er her hun har fået inspiration til Diagonalstræde (Diagon Alley) fra Harry Potter universet.
I Victoria Street er der flere cafeer, indie butikker og en af byens bedste pubber, The Bow Bar.
9. Harry Potter byvandring i Edinburgh
Hvis du (også) er kæmpe Harry Potter fan, så kan du med fordel tage på en 2-timers dedikeret Harry Potter byvandring i Edinburgh.
- Læs også: guide til Harry Potter Studios i London
Turen koster kun ca 100 kroner, har ekstremt gode anmeldelser og kommer forbi nogle af de vigtigste Harry Potter relaterede seværdigheder i Edinburgh.
Læs mere om byvandringen og køb billetter her.
10. Real Mary King’s Close – oplev det gamle, underjordiske Edinburgh
En af Edinburghs mest populære seværdigheder, eller oplevelser er det måske nærmere, er Real Mary King’s Close.
Det er så populært, at hvis man kommer på dagen, så er der sjældent ‘tider’ til ture – det måtte jeg selv sande her for et par måneder siden, da jeg var i Edinburgh og ville tage en tur i Mary King’s Close med nogle venner. Vi var der lige efter åbningstid kl 10, men kunne først få tid sent om aftenen.
Så jeg vil virkelig anbefale at booke denne oplevelse i Edinburgh hjemmefra!
Videoen herover viser meget godt, hvad du kan forvente, så jeg vil ikke fortælle meget mere om oplevelsen, men blot anbefale den på det kraftigste…
Køb billetter og læs mere her.
11. Dagstur til Højlandet ⛰
Okay, så en dagstur til Højlandet er naturligvis ikke en seværdighed i Edinburgh, men jeg mener oprigtigt, at alle der har mere end et par dage i Edinburgh kraftigt bør overveje at tage på en dagstur ud af byen.
Det tager kun 1 times kørsel før man rammer Højlandet, hvor landskabet ændrer sig dramatisk og derefter føler man bare, at man kører igennem en filmkulisse.
Højlandet i Skotland er et af de steder jeg altid drømmer mig tilbage til og selvom jeg efterhånden har været på utallige busturer fra Edinburgh enten som guide eller på egen hånd, så får jeg aldrig nok.
Der findes mange forskellige ture, men min anbefaling er altid at tage en, der kommer forbi Glencoe.
Det kunne f.eks. være denne tur fra Edinburgh til Loch Ness, Glencoe og Højlandet.
Glencoe er i mine øjne noget af det smukkeste, der findes i Skotland – medmindre man tager over på Isle of Skye, men det er for langt til en endagstur fra Edinburgh.
Derfor: tag på dagstur fra Edinburgh til Glencoe – det vil jeg vædde med, at du ikke kommer til at fortryde.
I denne video viser jeg kort Glencoe og nogle af de steder man vil komme forbi på en tur:
Hvis du gerne vil opleve Glenfinnan Viadukten (“Harry Potter broen”), så skal du booke en tur, der kører specifikt derhen.
Du kan endda booke en dagstur fra Edinburgh, hvor du kommer ud at køre med “Hogwarts Express” – se mere om denne tur her.
12. Gin eller Whiskysmagning 🥃
Skotland er verdenskendt for sin eminente whisky og der er mange, der kommer rejsende fra hele verden udelukkende for at tage på whiskydestilleri i Skotland.
Mange af de mest kendte destillerier findes oppe i det skotske Højland eller udenfor Edinburgh i Lavlandet, men du kan også komme på whiskysmagning i Edinburgh.
Overvej f.eks. denne whiskysmagning, der er en af de bedst anmeldte whiskysmagninger i Edinburgh.
Hvis du er mere til gin, så tjek denne ginsmagning i Edinburgh.
Edinburgh Gin er i øvrigt en decideret fremragende gin, der naturligvis også kan fås på alle pubberne, hvis du ikke vil på en decideret smagning.
13. Dean Village
Dean Village er, som navnet antyder, en lille landsby, men beliggende inde midt i Edinburgh.
Dean Village er nok et af de områder af Edinburgh, der er det mest instagrammable – men selvom du ikke konstant er på jagt efter det bedste skud til dine sociale medier, så kan det anbefales at slå vejen forbi det hyggelige område af Edinburgh.
Jeg har lavet et kort, der viser en af de hyggeligste gåture ture i Edinburgh fra Dean Village til Stockbridge.
Den lille gåtur slutter på en af byens bedste pubber (The Bailie Bar), hvor de færreste turister finder hen.
Jeg boede selv i Stockbridge området, der er ekstremt undervurderet blandt turister, så slå vejen forbi her, hvis du gerne vil opleve det ægte Edinburgh 😉
14. Royal Botanic Garden
Lige nord for Stockbridge finder vi Edinburghs botaniske have, der er et dejligt afbræk fra storbyens sus og dus.
Det er gratis at komme “ind” i haverne, hvor der både er et kæmpe udendørs areal og indendørs drivhuse med alskens spædende blomster og planter.
Det er ikke fordi, at jeg personligt er så optaget af blomster og planter, men jeg nød alligevel at komme her og bare gå rundt i de rolige omgivelser.
15. Ghost Tour i Edinburgh 👻
Edinburgh er en af de smukkeste byer i Europa og kan på mange måder minde lidt om Prag med sine dramatiske, nærmest gotiske kirker og bygninger.
Så naturligvis findes der også masser af spøgelsesture i Edinburgh.
Personligt tør jeg ikke den slags, men jeg kan læse, at turene er ekstremt populære og får rigtig gode anmeldelser.
Så hvis du er til uhyggelige historier, så overvej at tage på en Dark Secrets Ghost Walking Tour i Edinburgh.
16. Hop On Hop Off Sightseeing Bustur
Edinburgh er en relativt lille storby, hvor man nemt kan gå rundt til alle byens seværdigheder i New Town og Old Town, men vær opmærksom på, at det altså går meget op og ned i Edinburgh.
Derfor har jeg lige muligheden for at tage på en af de populære Hop On Hop Off sightseeing busser med i denne guide til Edinburghs bedste seværdigheder.
Det er noget jeg i særlig grad vil anbefale til jer, der måske er lidt oppe i årene, er gangbesværede eller rejser til Edinburgh med børn.
Her vil en sightseeing bustur være en fin måde at få et overblik over byen og så enten stå af ved de seværdigheder I gerne vil se – eller bare køre rundt og så vælge, hvilke steder I skal komme tilbage til.
Se mere om bussen og køb billetter her.
Hvis du har nogen spørgsmål om din rejse til Edinburgh eller Skotland generelt, så skriv endelig en kommentar herunder.
Som tidligere nævnt har jeg boet i Edinburgh, arbejdet som rejseguide i byen og drevet mit eget rejsebureau, der skræddersyede rejser til Skotland, så jeg ved en lille smule om stedet 😀
- Booking.com er min foretrukne hotel-booking portal med gode tilbud i hele verden
- Get Your Guide er en portal, hvor du kan booke billetter til seværdigheder, udflugter på rejsemål og diverse transportbilletter
- Omio er den bedste side til at finde billige tog- og busbilletter i hele Europa.
- Rentalcars.com er det bedste sted at få overblik over priser på lejebiler