Her deler jeg en guide til, hvilke områder på Amalfikysten, der er de bedste at bo i for at få den fulde italienske oplevelse.
Jeg er netop hjemvendt efter en uge i Italien, hvor hovedmålet med rejsen var Amalfikysten. Vi fløj til Fiumicino Lufthavn i Rom, tog toget direkte til Napoli, hvor vi overnattede og derefter gik turen til Amalfikysten.
Herunder vil jeg dele mine personlige erfaringer med de forskellige områder og byer på Amalfikysten – med det formål at besvare spørgsmålet: hvor skal man bo på Amalfikysten?
Lad os gå direkte til det bedste område på Amalfikysten.
Indholdsfortegnelse
- 1. Amalfi – bedste område på kysten ⭐️
- Transport til Amalfi er nemt
- Sådan er det at bo i Amalfi
- Anbefaling af billig overnatning i Amalfi by
- 2. Positano – den smukkeste by 🙌🏻
- Overnatning i Positano er ikke billig
- Positano er lille, smuk og hurtigt set
- 3. Sorrento – min personlige favorit 🍋
- Overvej Sorrento som base for din rejse
- Vores hotel i Sorrento – billig overnatning i centrum
- 4. Ravello – hvis du lejer bil 🚗
- 5. Maiori – børnevenligt med Amalfikystens største strand 🏖
1. Amalfi – bedste område på kysten ⭐️
Byen Amalfi har lagt navn til ferieområdet Amalfikysten, så det er nærliggende at starte sin research med at kigge på hovedbyen.
Det gjorde jeg også, da jeg for et par måneder siden skulle finde ud af, hvor vi skulle bo på vores rejse.
Ret hurtigt blev jeg klar over, at det kan være en decideret stressende affære at køre bil på Amalfikysten og rigtig mange fraråder faktisk at leje bil, men i stedet tage busser og færger.
Jeg fandt denne video på Youtube og valgte derefter at vi måtte klare os med færger 😀
Derfor valgte jeg at se efter et sted at bo i Amalfi, da man herfra nemt kan komme rundt til resten af kysten – og samtidig er byen spækket med restauranter og butikker, så jeg tænkte, at det ville være et spændende sted at bo.
Transport til Amalfi er nemt
Vi kom således til Amalfi med færge fra Sorrento på ca 2 timer (et område jeg nævner senere i guiden her), tog færge på dagstur til Positano (20 min) og da vi skulle videre nordpå til Rom tog vi færge til Salerno på 40 minutter, hvorfra man kan gå til stationen på 5 minutter.
Rent logistisk er Amalfi dermed den perfekte by at bo i på Amalfikysten.
Sådan er det at bo i Amalfi
Vi rejste fra Sorrento til Amalfi med færgen og dér ankommer man til havnen, der ligger et par minutters gang fra hovedtorvet i byen, Piazza Duomo.
Her blev vi mødt af ejeren af den lejlighed vi havde booket (mere om det senere) og gik ad hovedgaden til vores lejlighed.
Der er én hovedgade i Amalfi og det er fortrinsvis der man finder restauranterne, isbarerne, cafeerne og butikkerne.
Jeg kunne forestille mig, at mange der er på endagstur til Amalfi ikke kommer længere end domkirken, “strøget” og havnefronten.
Vi boede ca 10 minutters gang fra domkirken, hvilket var nok til at komme væk fra den (meget) turistede hovedgade, hvilket fortæller lidt om, at Amalfi altså er en ret lille by.
Personligt var jeg vild med at sidde på trappen op til domkirken og nyde en øl og at kigge på mennesker, ved 20-tiden om aftenen, når solen var ved at gå ned.
Vi boede i Amalfi i 3 nætter, hvilket var helt passende: en ankomstdag, en dag på stranden og en dag med udflugt til Positano og så rejste vi videre med færge til Salerno og tog til Rom.
Flere dage i Amalfi havde nok blevet en anelse kedelig – det ér altså en overraskende lille by og man skal se sig for, når man vælger restaurant, da her altså er tale om en af de mest turistede områder af Italien, så der er skruet op for priserne og ned for kvaliteten, hvis man ikke tænker sig om.
Anbefaling af billig overnatning i Amalfi by
Så Amalfi er altså ikke en storby, men alligevel flokkes turister fra hele verden hertil. Det betyder, at der er kamp om hotellerne og ferielejlighederne.
Dermed stiger prisen for en overnatning også og jeg må blankt erkende, at jeg blev overrasket over, hvor dyrt det er at bo i Amalfi.
Hotellerne var enten fuldt bookede eller kostede mange tusinde kroner pr nat for helt basic værelser.
Tricket må være at booke sit hotel i Amalfi i rigtig god tid – eller være lidt heldig.
Tjek selv priser på hoteller i Amalfi på dine rejsedatoer her.
Selv var jeg ude et par måneder inden vi rejste til Amalfi i juni og der var masser af muligheder til fine priser, men da vi besluttede os for ikke at leje bil blev det indsnævret.
Når man ikke har bil skal man i sagens natur enten være klar på at tage bussen en del eller bo centralt i en af byerne på Amalfikysten.
Jeg fandt dog en hel ferielejlighed 10 minutters gang fra domkirken, der næsten var for god til at være sand til en pris på ca 1200 kr pr overnatning, hvilket så meget billigt ud.
Stedet havde dog fine anmeldelser fra tidligere gæster, så jeg tænkte, at man også gerne må have lidt held som rejseplanlægger 😎
Det viste sig også at være en rigtig god lejlighed og efter et par dage på hoteller i Napoli og Sorrento, så var det rigtig rart med en hel lejlighed med et køkken, stue og soveværelse.
Min eneste anke i forhold til lejligheden er, at der måske lige manglede lidt køkkenredskaber, så hvis vi rent faktisk havde villet lave andet end æg til morgenmad, så var vi nok kommet lidt til kort.
Men når man nu er i Italien og der bl.a. ligger et fantastisk pizzeria med mulighed for takeaway 5 minutter væk, så er det egentlig ikke et problem.
Se flere billeder af stedet og book overnatningen i Amalfi her.
2. Positano – den smukkeste by 🙌🏻
Det næste område på Amalfikysten er naturligvis Positano.
Hjemmefra startede jeg faktisk med at kigge efter hoteller i Positano, da jeg havde en idé om, at det var det bedste sted at bo på Amalfikysten.
Overnatning i Positano er ikke billig
Priserne viste sig dog at være så sindssyge (jeg fandt intet til under 7.000 kr pr overnatning), at den idé hurtigt blev skudt til hjørne.
Det var jeg glad for, da jeg efterfølgende også selv læste og selv oplevede, at Amalfi har mere at byde på, når man skal være der flere dage.
Når det så er sagt, så er Positano i sandhed noget for sig selv.
Det er en markant anderledes oplevelse end Amalfi, da Positano er mindre og mere eller mindre kun har helt smalle stræder på en meter eller to, hvor der ikke er plads til hverken biler eller scootere.
Til gengæld er stræderne fyldt op med souvenirshops, cafeer, restauranter og… rigtig, rigtig mange endagsturister, der kommer til Positano for at opleve stedet de hjemmefra har set så ofte på Instagram og Youtube 😀
Vi tog som tidligere nævnt færgen fra Amalfi til Positano, hvilket tog bare 20 minutter med Positano Jet og havde udset os en restaurant, hvorfra vi kunne sidde og have udsigt over hele bugten.
På Google Maps var der kun 10 minutters gang, men det viste sig, at man ankommer til stranden i Positano og så er der ellers nærmest intet sted i byen, hvor man ikke skal opad.
Så det tog lidt længere tid, men vi fik til gengæld gået alle de små stræder igennem – hvilket man faktisk kan gøre utrolig hurtigt.
Positano er lille, smuk og hurtigt set
Ligesom Amalfi, så er Positano virkelig en lille by.
Jeg må nok erkende, at jeg forlod Positano en anelse skuffet af en eller anden årsag.
Jeg ved ikke, hvad jeg havde forventet, men det blev simpelthen for turistet til min smag med de mange amerikanske dialekter på hvert gadehjørne.
Det var fedt at bruge et par timer i Positano for det ér en vanvittigt smuk by, men den er faktisk smukkest, når man kommer sejlende dertil.
Når først man træder i land er der også smukt, men for dælen – der er mange mennesker!
Måske ramte jeg en dårlig dag for jeg kan også læse, at andre er helt forelskede i Positano – det er måske smag og behag. Når man læser rejseblogs, så er der i hvert fald masser af things to do in Positano.
Jeg tror dog, at hvis man skal bo i Positano til en pris, der er til at betale og få en god oplevelse, så skal man komme udenfor højsæsonen i sommermånederne.
Dette gælder måske nok for hele Amalfikysten, men i endnu højere grad for Positano.
Se de bedste hoteller og book online med prisgaranti her.
3. Sorrento – min personlige favorit 🍋
Sorrento ligger faktisk ikke på selve Amalfikysten, men på “den anden side” af halvøen og nævnes tit i forbindelse med rejser til det verdenskendte kystområde.
Netop derfor valgte vi også at tage en overnatning i Sorrento på vejen fra Napoli – byen er nem at komme til med 1 times regionaltogskørsel fra Napoli og man kan nemt komme videre til Amalfikysten med færge eller bus.
Vi tog selv toget fra Napoli til Sorrento, hvor man kører forbi Vesuv og også kan stå af ved Pompeji, hvis man vil opleve byen, der blev ødelagt af vulkanudbruddet tilbage i år 79.
Togturen tager lidt over 1 time og stationen i Sorrento ligger lige i centrum, så man kan nemt gå til sit hotel i den hyggelige kystby.
Overvej Sorrento som base for din rejse
Da vi rejste fra Sorrento mod Amalfi efter blot en enkelt overnatning stod vi faktisk tilbage med følelsen af, at det var lidt for hurtigt.
Her efter rejsen må jeg også erkende, at Sorrento faktisk er den by, der både overraskede mig mest og samtidig er stedet, hvor jeg helst vil rejse tilbage til igen.
De andre turister har også opdaget Sorrento, der i flere årtier har været et yndet rejsemål ligesom (resten af) Amalfikysten. Men fordi byen har en vis størrelse, så føler man ikke på samme måde, at man går rundt i Disneyland som det af og til kan føles som i Amalfi og Positano.
Der er masser af restauranter, små hyggelige stræder i centrum og så er det også muligt at finde hoteller til rigtig fine priser med central beliggenhed i Sorrento.
Jeg kan også anbefale at gå ud til Bagni Regina Giovanna, hvor man finder den herligste grotte, der (ligesom resten af Sorrento) er blevet brugt som udflugtssted helt tilbage fra romertiden.
Sorrento overraskede mig virkelig positivt og jeg vil virkelig slå et slag for, at du overvejer at tage en overnatning eller to her i byen, der også har et par strande og altså også har færgeforbindelser til bl.a. Napoli, Capri og Amalfi.
Vores hotel i Sorrento – billig overnatning i centrum
Da vi kun havde en enkelt overnatning i Sorrento valgte vi at overnatte relativt spartansk på trods af, at der masser af rigtig gode hoteller i Sorrento, der bl.a. har swimmingpools og havudsigt. Se de 10 bedste hoteller i Sorrento her.
Vi ville dog gerne spare lidt på overnatningen i Sorrento, så vi fandt det lille La Rada B&B, der scorede topkarakterer fra tidligere gæster og ligger få minutters gang fra stationen i Sorrento.
Før ankomst var der rigtig god kommunikation fra ejernes side, så vi fandt nemt stedet, der ligger inde i et almindeligt lejlighedskompleks midt i Sorrento.
Det er ikke umiddelbart det hyggeligste sted at overnatte og jeg vil ikke anbefale det til flere overnatninger i Sorrento, men hvis du leder efter det her klassiske “et sted at sove i centrum til en billig pris”, så er det et fint bud.
Værterne var flinke, morgenmaden var faktisk rigtig fin og blev serveret på værelset, så vi kunne sidde på vores lille altan og nyde den.
Når det så er sagt, så booker jeg mig 100% ind på et af de mere luksuriøse hoteller med udsigt over bugten, når turen går til Sorrento næste gang.
Jeg har f.eks. fundet dette helt eminente hotel:
Stedet ligger i centrum, har gode værelser med udsigt og den her lækre swimmingpool med havudsigt. Der skal nok spares lidt op, men jeg tror også, det er pengene værd.
Se flere billeder af stedet og book online her.
4. Ravello – hvis du lejer bil 🚗
Det sidste område på listen er fortrinsvis for dig, der lejer bil på din rejse til Amalfikysten eller er klar på en bustur eller to.
Ravello er nemlig beliggende ‘oppe i landet’, så man kan ikke hoppe på en færge og komme til den populære by på Amalfikysten.
Nu har jeg flere gange slået et slag for, hvor nemt det er at komme omkring på Amalfikysten med færger og fortalt at trafikken er slem. Det er den også, men når det så er sagt, så får man naturligvis også en kæmpe frihed ved at leje bil.
Det er altså heller ikke sådan, at man skal have internationalt kørekort eller at det er komplet umuligt at komme omkring med bil – derfor skal Ravello naturligvis med på listen her.
Ravello ligger faktisk meget tæt på selve Amalfi, så det er også et glimrende sted at bo for dig, der gerne vil opleve flere steder på kysten.
Se placering på kort her:
Jeg nåede aldrig selv forbi Ravello, men har læst utroligt gode ting om byen i bjergene. Det skulle være et område, hvor man kommer lidt mere ned i tempo end i f.eks. Amalfi og Positano, hvor der altid er mange mennesker.
Se også de 10 bedste hoteller i Ravello her.
5. Maiori – børnevenligt med Amalfikystens største strand 🏖
5-6 kilometer øst for Amalfi by finder vi Maiori, der ofte beskrives som det bedste sted på Amalfikysten, hvis man rejser med børn.
Sammen med søsterbyen Minori, der også beskrives som et godt område, er stedet her således et fornuftigt sted at lede efter hoteller.
Byen har nemlig en vis størrelse og er bygget op med mange restauranter, cafeer og butikker.
Maioris største attraktion er dog uden tvivl stranden, der er den længste på Amalfikysten, hvor de typisk er relativt små og også afspærret i “beach clubs”, hvor man skal købe adgang til en liggestol for 20-30 euro pr dag (ja, det er prisen!).
Jeg besøgte ikke selv Maiori, men havde nok booket hotel her i byen, hvis ikke jeg havde fundet den billige lejlighed i Amalfi.
Der er nemlig både gode forbindelser til Amalfi med bus og færge (og også færger til bl.a. Capri og Salerno). Så her kan man også bo, hvis man ikke lejer bil på sin Amalfi-rejse.
Se også de 10 bedste hoteller i Maiori her.
Jeg håber, du kunne bruge denne guide til de bedste områder på Amalfikysten og du nu er klar til at booke din rejse til det smukke ferieområde.
Se også de mest populære udflugter i Amalfi:
Hvis du har nogen spørgsmål om stederne nævnt i guiden her, så skriv endelig en kommentar herunder og jeg skal gøre mit bedste for at hjælpe med rejseplanlægningen.
- Booking.com er min foretrukne hotel-booking portal med gode tilbud i hele verden
- Get Your Guide er en portal, hvor du kan booke billetter til seværdigheder, udflugter på rejsemål og diverse transportbilletter
- Omio er den bedste side til at finde billige tog- og busbilletter i hele Europa.
- Rentalcars.com er det bedste sted at få overblik over priser på lejebiler
Hej Kris. Hvis man vælger Sorrento som base, kommer man så ikke til at bruge meget tid på at sejle til Amalfi og derfra til øvrige byer, eller mener du at kan lade sig gøre på en dagstur fra Sorrento ?
Hej Carina
Det tager ca 2 timer fra Sorrento til Amalfi by, så hvis man planlægger at tage flere dagsture, så bliver det nok lidt træls. Tjek planerne her: https://www.ravello.com/ferry-schedule/sorrento/amalfi/
Men hvis man f.eks. bor i Sorrento og tager en enkelt dagstur til Amalfi og Positano (på samme tur), så vil det give fin mening.
Hej Kris
Jeg er ved at planlægge en tur til Amalfikysten med min mor. Vi vil på egen hånd gerne vandre rundt i en uge på kysten.
Hvor vil du anbefale at bo således man kan har base 1 sted og gå derfra hver morgen ( ca 7-8 timers tur )
På forhånd tak
Med venlig hilsen Sanne
Hej Sanne
Det lyder skønt! Til vandring på Amalfikysten vil jeg (også) anbefale at have selve Amalfi by som base. Dérfra kan I enten vandre direkte op i bjergene eller nemt komme til byer på hele Amalfikysten med enten bus eller færge.
Jeg vandrede ikke selv på min rejse dertil i sommers, men lavede også lige en hurtig Google-søgning efter de bedste trails og kan se, at der er masser af gode muligheder fra selve Amalfi. Tjek dette link: https://www.alltrails.com/da-dk/italy/campania/amalfi
Færgerne fra Amalfi sejler i pendulfart til de andre større byer på kysten, så I vil også nemt kunne tage f.eks. til Positano, Minori, Maoiri, Praiano og lignende.
Så – Amalfi er mit bedste bud.
Rigtig god rejse til Amalfikysten 🇮🇹
Hejsa
Tak for din gode rejsebeskrivelse 🙂
Vi overvejer at bo i Napoli et par dage inden vi rejser videre til Sorrento – vi er vi tvivl om Napoli er tiden værd, eller om vi evt. blot skulle tage en færge eller bus fra Sorrento til Napoli på en dagstur.
Mvh Lotte
Hej Lotte
Takker! Jeg forstår jeres overvejelse. Jeg må indrømme, at jeg nok havde valgt det I overvejer: at have base i skønne Sorrento og så eventuelt tage færgen over til Napoli på en dagstur for at spise pizza og gå rundt i de hyggelige gader.
Jeg blev ikke ramt i hjertet af Napoli på samme måde som f.eks. Rom, Firenze og Sorrento. Og det er lidt samme historie jeg hører fra venner og mange andre rejsebloggere – der er sgu bare et eller andet ved Napoli, der er lidt off.
Jeg elsker, hvordan du detaljeret beskriver de forskellige områder og giver praktiske tips om transport. Det lyder som om Amalfi er et perfekt udgangspunkt for at udforske kysten. Det er altid godt med personlige anbefalinger, især når det kommer til turistede steder som denne. Nu har jeg endnu mere lyst til at opleve Amalfikystens charme!
Tak, Darko.