Seværdigheder i London – De 27 bedste ting at lave 🇬🇧

Jeg rejser ofte til London og deler her mit bud på de bedste seværdigheder og ting at lave i den britiske hovedstad.

london seværdigheder

London er uden tvivl den by, der har den største plads i mit hjerte, hvilket også kommer til udtryk her på rejsebloggen, hvor London-afdelingen bugner af indlæg.

I og med at London er en så fantastisk og storslået by, kommer man dog aldrig omkring det hele og det er svært at lave den perfekte guide til seværdigheder og oplevelser i London.

Planlægger du din tur til London i sidste øjeblik? 🇬🇧

Her er et par af de bedste ting at lave, hoteller og andre tips til din rejse til London.

🎡 Top Aktiviteter & Ture:

1. Besøg det imponerende Harry Potter Studios (husk at booke billetter i god tid, da de altid bliver udsolgt)
2. Tag en tur rundt i London Eye (jeg anbefaler fast-track billetter for at undgå køen)
3. Oplev en musical i West End (se spilletider og køb billetter her)
4. Tag på bådtur på Themsen og se London fra sø-siden
5. Oplev mere af England med en dagstur til Stonehenge, Windsor & Bath

🛌 Bedste Hoteller:

1. The Savoy er et af byens bedste og mest kendte luksushoteller
2. Sea Containers og Canopy by Hilton er begge 5-stjernede hoteller, der ofte kan bookes til en fin pris
3. Park Plaza Westminster Bridge er et godt, familievenligt hotel få meter fra London Eye
4. Zedwell Piccadilly Circus er et ekstremt billigt hotel uden den store komfort, men lige i hjertet af London

Ikke desto mindre vil jeg i dette indlæg gøre et forsøg; her vil jeg både skrive om de populære top seværdigheder i London og nogle af de mindre kendte ting at lave.

1. London Eye

London Eye er det enorme pariserhjul, der er beliggende ved Themsens bred. Jeg har personligt taget turen i London Eye 3 gange og har aldrig fortrudt en tur.

Det er ganske enkelt en imponerende udsigt ud over London man får på turen, der tager ca en halv time. En tur i pariserhjulet er en oplevelse for rejsende i alle aldre og i sandhed en klassisk London seværdighed, der bør prøves.

Husk dog for guds skyld at booke billetter til London Eye hjemmefra medmindre I er vilde med at stå i kø 😀

Billetterne kan købes online hjemmefra her.

Dér har du også mulighed for at købe fast-track billetter, hvilket jeg anbefaler. Det er så træls at bruge sin ferie på at stå i kø.

2. Musicals i London

london musical

London er et mekka for dig, der gerne vil se gode musicals. Der er dagligt rigtig mange musicals i London, så der vil også være en, når du besøger den engelske hovedstad.

Det anbefales i høj grad at købe billetter til musicals i London hjemmefra, da de er populære og billetterne derfor ofte er udsolgt til det store forestillinger.

Få overblikket over musicals i London & køb billige billetter her.

I guiden herunder kan du se en liste over de musicals i London, som kører lige nu og du kan samtidig booke billetter hjemmefra.

I skrivende stund kan du f.eks. købe billetter til musicals som Mamma Mia, Løvernes Konge, Les Miserables, Phantom of the Opera og mange flere.

Se min store guide til musicals i London her.

Dér får du også gode tips til at købe last minute billetter til musicals i London – og der er tit gode penge at spare.

3. Bustur i London

Ganske vist ikke én seværdighed, men en super simpel måde at få set en lang række af Londons bedste seværdigheder på en (eller to) dage.

Hvis du booker denne bustur kan du vælge mellem 4 forskellige ruter, der kommer forbi seværdigheder som Big Ben, Buckingham Palace, Tower of London og føromtalte London Eye. Man kan hoppe af og på som man vil, så der er også mulighed for at stå af ved en seværdighed og se nærmere på stedet.

Book billetter til bustur i London her.

4. Tower of London og Tower Bridge

Det er svært at komme udenom Tower of London, når vi snakker om steder i London man skal svinge forbi på sin tur.

Tower of London blev grundlagt helt tilbage omkring år 1078 af Vilhelm Erobreren og lå i sin tid udenfor byen.

Det ville være synd at sige er tilfældet her i vor tid – ganske vist befinder Tower sig i den østlige del af London, men man kan nu vitterligt sidde udenfor Starbucks og få sig en cappuccino mens man nyder synet af det gamle fængsel, der nu mest er en turistattraktion, men dog fortsat er stedet, hvor de britiske kronjuveler opbevares.

Du kan købe billetter til Tower of London hjemmefra her.

Se også min video, hvor jeg viser nogle af de bedste ting at lave i London:

5. Buckingham Palace

Vi bliver lidt i det royale for Buckingham Palace, hvor det britiske kongehus holder hof, fortjener naturligvis også en plads på en liste over steder i London man skal se.

Jeg må dog blankt erkende, at jeg har det lidt svært med Buckingham Palace og hele ‘change of the guards’. Sidstnævnte bliver tit nævnt som noget, der bare skal ses, når man rejser til London.

Nu har jeg selv set det, da jeg var på skoletur i 8. klasse og jeg tog for et par år siden, da jeg var rejseguide for en skoleklasse i London, efter lærernes anvisning eleverne med til change of the guards.

Jeg må bare sige, at det ikke er noget specielt – der er ekstremt mange mennesker og man har svært ved at se noget som helst. Så er det sagt 😀

Buckingham Palace ligger til gengæld meget tæt på det absolutte centrum af London, så det er nemt lige at slå vejen forbi og gå ned af The Mall.

Og nu kan man faktisk også komme indenfor og udforske en af de mest ikoniske bygninger i verden.

Dette skal man dog købe billetter til på forhånd, hvilket kan gøres hos Get Your Guide her.

Læs også mine guide til de bedste bydele og hvor man skal bo i London.

6. Sea Life London Aquarium

En seværdighed i London, der er meget populær blandt børn er en tur i London Akvarium, der er et af de største i Europa. Der er f.eks. mulighed for at se over 400 forskellige arter, bl.a. pingviner, 12 forskellige typer af hajer og piratfisk.

Man sparer 15% ved at købe billetter til London Akvarium online og får også fast-track adgang, så man springer køen over. En voksenbillet koster 19 pund, børn 14 pund.

Akvariet ligger i øvrigt lige ved siden af London Eye og London Dungeons.

Billetterne kan købes online hjemmefra her.

7. Bådtur på Themsen

Endnu en oplevelse i London, der er populær for hele familien er en bådtur på Themsen. Jeg har selv sejlet turen flere gange og har hver gang benyttet det selskab, der hedder City Cruises.

Dér kan man f.eks. stå på båden lige ved siden af London Eye og sejle ud til Tower of London. Det er en ganske hyggelig tur, hvor man oplever en anden, mere rolig side af London.

Billetter til en sejltur på Themsen koster 18 pund for voksne & 9 pund for børn u/16, når man booker hjemmefra, hvor der er rabat.

Køb billetter hjemmefra og se mulighederne her.

I min video, hvor jeg viser “hvad kan man se i London på en dag?” tager jeg også med City Cruises:

8. Madame Tussauds London

Det evigt populære voksmuseum i London er endnu et godt bud på en seværdighed, der i særlig grad er populær for børn i London.

I kender sikkert lidt til Madame Tussauds; her er tale om voksdukker, der i allerhøjeste grad ligner de kendte personer, som de skal forestille.

Det er de færreste, der besøger Madame Tussauds i London og går derfra med mundvigene nedad. Her er tale om en af de mest kendte seværdigheder i London, men så sandelig også en, der er besøget og alle pengene værd.

Køb for guds skyld billet hjemmefra – køen til Madame Tussauds i London er lang, hvis man ikke har købt billet hjemmefra. 

Køb billetten hjemmefra hos GetYourGuide her.

9. Harry Potter i London

harry potter london

London & Harry Potter hænger sammen. Jeg har skrevet en stor guide til Harry Potters London, hvor du bl.a. kan læse om den store Harry Potter udstilling der kan besøges, men også se hvilke Harry Potter seværdigheder i selve London, der kan besøges.

Læs guiden til Harry Potters London her. 

Du kan også gå direkte til booking af billetter til Harry Potter Studios – klik her.

Se min video fra Harry Potter Studios i London her:

Læs også min dybdegående guide til rundvisningen jeg var på i Harry Potter Studios i London.

Vær opmærksom på, at studierne ikke ligger i selve London, så man skal i princippet afsætte en hel dag til sin Harry Potter tur.

Hvis du ikke har mod på den helt store tur, men stadig gerne vil have lidt magi på din London rejse, så overvej at se Harry Potter teaterstykket i Londons West End.

10. Guidet pubcrawl

london pub tur

Er der noget bedre end en god øl på en pub i London?

Jeg har svært ved at forestille mig, hvad det skulle være i hvert fald. Jeg faldt for nylig over en guidet pub-tur i London, som jeg uden tvivl skal på, når jeg inden længe igen drager til den engelske hovedstad.

Det er ikke en klassisk pubcrawl, hvor der lægges op til hård druk, men derimod en guidet tur, hvor man kommer forbi en række legendariske pubs og samtidig lærer en hel del om Londons historie fra sin guide.

Jeg har ikke selv prøvet den, men alle virker til at være ekstremt glade for deres tur, der kommer forbi en lang række historiske pubber i London.

Se den gode pubcrawl her.

11. London Dungeon

Vitterligt lige ved siden af London Eye ligger et andet populært sted i London – i sær for børn. Det er nemlig London Dungeon.

London Dungeon er et interaktivt… “museum” er måske ikke det rigtige ord at bruge her, men forestil dig lidt et gammeldags “spøgelseshus” som man så i tivolier førhen (måske eksisterer de stadig?), hvor man går igennem et setup med en masse overraskelser.

Man går med andre ord igennem et setup, hvor der er 20 skuespillere, der laver løjer med en 😀

Læs mere og book billetter online her.

12. British Museum (gratis oplevelse i London)

British Museum er i mine øjne et sted i London, der ikke kan anbefales nok – til alle aldersgrupper. Jeg ved dog også godt, at det ikke nødvendigvis er en tur på museum, der ligger først for, når man booker sin tur til London 😀

Så denne er måske mere til dig, der lige har et par timer til overs på din 2. eller 3. tur til London (det er jo de færreste, der kan holde sig væk, når først man har været afsted).

British Museum er gratis og rummer så mange specielle artefakter, at det er umuligt at opridse de vigtigste her. Men hvis du vil se rosettestenen, så er det altså på British Museum det foregår 😀

Bygningen er en oplevelse i sig selv og så ligger museet altså meget tæt på Oxford Street – i den østlige ende ned mod Tottenham Court Road.

Så overvej lige at slå vejen forbi, hvis I er på de kanter – og det er de fleste, når de rejser til London 😉

13. Churchill War Rooms

churchill war rooms

Lær om livet i London under 2. verdenskrig med en tur i Churchill War Rooms, der er beliggende tæt på Downing Street nummer 10, hvor den britiske premierminister holder hof – og også gjorde det under krigen.

I Churchill War Rooms kommer du ned i den originale bunker, hvor Sir Winston Churchill og hans regering opererede under krigen.

London blev som bekendt udsat for tunge bombardementer af tyskerne, så der var behov for et ordentligt bunker-system – og det er blevet bevaret og nu åbent for turister.

Udover at komme ned i Churchill War Rooms, så findes der også en række guidede ture, der tager dig forbi en række af de vigtigste monumenter og steder i Westminster, så det er værd at overveje, hvis du gerne vil mærke historiens vingesus i London.

Se mere om Churchill War Rooms og turene her.

14. Palace of Westminster & Big Ben

london

Palace of Westminster er hjemstedet for det britiske parlament, så hvis du nogensinde har set en eneste film om London eller et billede (og det har du jo, når du læser denne guide), så kender du bygningen.

Det er også her vi finder ikoniske Big Ben, så det er naturligvis en seværdighed alle bør slå vejen forbi, når turen går til London.

houses of parliament

Men vidste du, at det faktisk er muligt at komme ind og opleve selve Houses of Parliament? Det er det, men kun på specielle datoer.

Du kan se hvilke datoer man kan komme indenfor og booke rundvisningen online hos GetYourGuide her.

15. Westminster Abbey

Lige ved siden af Palace of Westminster (og stadig tæt på Churchill War Rooms) ligger Westminster Abbey, der må siges at være en af de vigtigste og mest ikoniske bygninger i London.

Kirken blev bygget helt tilbage mellem år 1045 og 1050, hvilket også bare understreget, hvor gammel en by London egentlig er.

Det er i Westminster Abbey at det britiske kongehus holder sine vigtigste begivenheder og senest dannede kirken rammerne om Dronning Elizabeth den 2.‘s begravelse i 2022.

Westminster Abbey har siden 1066 (!) været stedet for kroningen af den næste britiske monark.

Uden tvivl en af de vigtigste seværdigheder i London, hvis du er interesseret i det britiske kongehus.

Se mere om Westminster Abbey og køb billet online.

16. Camden Market

Der er et utal af spændende markeder i London, men Camden Market er virkelig en oplevelse i sig selv.

Hvis du nogensinde har følt dig anderledes og ikke som de andre, så er der en god chance for, at Camden Market er noget for dig.

Hele Camden Town emmer af kultur og det er i særdeleshed et område af London, der har stærke rødder i musikkens verden. Det er her alle de seje britpop-bands hang ud i 90’erne og Amy Winehouse boede her før sin tragiske død.

amy winehouse statue camden
Amy Winehouse statuen på Camden Market

På Camden Market kan du købe alt fra klassiske souvenir t shirts til vintage tøj, malerier og psykedelisk tøj til det næste techno rave.

Der er vitterligt noget for enhver smag og bare det at kommer ud fra undergrundsbanen på Camden Town Station og gå op mod markedet er en oplevelse i sig selv.

Markedet er åbent alle ugens dage, men der er naturligvis flest mennesker lørdag og søndag, så overvej at tage herop på en hverdag, hvis du ikke kun er i London på en weekendtur.

Hvis du vil lære alle Camden Towns underfundige hemmeligheder, så kan du tage på en guidet privat rundvisning.

I Camden kan jeg i øvrigt anbefale pubberne The Lock Tavern, The Good Mixer og The Hawley Arms.

17. Kanaltur fra Camden til Little Venice

Du troede måske, at Themsen var den eneste mulighed for at komme på en bådtur i London?

En bådtur på Themsen er naturligvis en af de bedste måder at se mange af de helt centrale seværdigheder i London, men hvis du gerne vil ind under huden på den britiske hovedstad og opleve byen fra en af de mindre kanaler, så overvej at tage på en tur fra Camden til Little Venice.

De ikoniske, oldschool både sejler lige fra Camden Market og tager dig via Regent’s Canal forbi London Zoo til Little Venice i det vestlige London (tæt på Paddington, hvor mange vælger at booke hotel).

En ekstremt hyggelig og billig bådtur, der giver et helt nyt billede af London.

Se mere og book billetter her.

18. Portobello Market & Notting Hill

Notting Hill ringer en klokke for mange – i hvert fald, hvis du har set den populære film med Hugh Grant og Julia Roberts af samme navn.

Notting Hill er et område i det vestlige London, der i sig selv er et besøg værd med sine smukke, klassiske farverige huse og hyggelige butikker.

Men hvis du skal have fuld valuta for pengene, så overvej at besøge Notting Hill om lørdagen, hvor der er Portobello Road Market.

Det er et markant anderledes marked end så mange andre i London – her er hele Portobello Road nemlig afspærret og i stedet for biler finder man en lang række boder med alt fra antikviteter til frisk frugt, vintage tøj og meget mere.

Der er en helt festlig stemning i området, hvor der naturligvis også er masser af restauranter, pubber og cafeer, hvis du ikke er til street food fra en af de mange boder.

Du kan med fordel tage tuben til Notting Hill Gate (central line) og bare følge strømmen af mennesker, hvorefter du få minutter senere træder ind på Portobello Road.

19. Borough Market

borough market
På Borough Market.

Hvis jeg skal nævne ét madmarked i London du skal besøge, så må det være Borough Market, der er beliggende på Themsens sydlige bred tæt på bl.a. London Bridge og Shakespeare’s Globe.

Der har været marked på pladsen helt tilbage fra 1200-tallet, så her er tale om endnu en markering af, hvor mange historiske oplevelser og seværdigheder London byder på under overfladen.

På markedet kan man nu om stunder både få street food, alskens oste, lokalt producerede frugt og grønt og craft drikkevarer.

Jeg besøger Borough Market i denne video om de bedste seværdigheder i London man kan se på en dag:

Jeg er vild med Borough Market, men har tidligere lavet den fejl at time mit besøg dårligt – markedet har nemlig ikke åbent til aftensmad.

Der er åbent fra 10-17 undtagen lørdag (den store dag), hvor der er åbent fra 9-17 og søndag er det kun fra 10-15.

Hvis du vil have den fulde oplevelse, så kan du med fordel tage på en guidet food tour på Borough Market.

20. St Paul’s Cathedral

city of london
St Paul’s Cathedral.

En af Londons mest ikoniske bygninger er uden tvivl St Paul’s Cathedral i City of London.

Jeg er helt vild med at gå turen over Millennium Bridge fra sydsiden af Themsen, hvor man vitterligt stirrer lige ind i katedralen – det er decideret smukt.

Rejsekris London
Broen er ikke det værste sted at tage en selfie 😀

St Paul’s er kendt for bl.a. at være stedet, hvor Prins Charles (nu Kong Charles) og Diana blev gift.

london millennium bridge
Millennium Bridge i London.

St Paul’s er en enorm katedral, der er åben for offentligheden mod billet. Og man kan naturligvis komme helt op i toppen og nyde en fænomenal udsigt over City of London.

Se mere og køb billetter online her.

21. Tate Modern

Tate Modern lige ned til Themsen.

Lige på den anden side af Themsen og ved starten af Millennium Bridge finder vi Tate Modern, der er et af de mest imponerende kunstmuseer i Europa.

Jeg er personligt ikke så kunstinteresseret, så det tog mig mange ture til London før jeg endelig kom indenfor dørene på Tate Modern.

Selvom jeg ikke er kunstinteresseret, så var jeg imponeret af Tate Modern, så jeg tror, at hvis du er bare den mindste smule interesseret i kunst, så kan du bruge en hel dag her.

Det er gratis at besøge Tate Modern, men der kan være udstillinger, der kræver særskilt billet.

Læs mere og planlæg dit besøg her.

Du kan meget nemt kombinere St Paul’s, Tate Modern og Borough Market – alle tre seværdigheder ligger meget tæt på hinanden.

22. Skygarden

Skygarden er noget så sjældent som en gratis oplevelse i London 😀

Skygarden er med andre ord en gratis public garden i London, hvor det blot kræves at man booker billet til sit besøg i forvejen.

Og lad det være sagt med det samme – hvis du allerede har købt flybilletterne til London, så sørg hellere for at få booket en billet til Skygarden, de bliver nemlig altid udsolgt.

Skygarden er beliggende øverst i en bygning i London finansielle distrikt, City of London, der kaldes Walkie-Talkie bygningen og vi må nok erkende, at det ikke er den smukkeste bygning set udefra.

skygarden london
Walkie-Talkie bygningen udefra.

Men det kan vi jo også være ligeglade med for udsigten oppe fra Skygarden er helt fantastisk. Vi er lige mellem Tower of London og St Paul’s, men kan faktisk se det meste af det centrale London heroppefra.

London Skygarden
Udsigten fra Skygarden til St Paul’s Cathedral.

Der er en restaurant i Skygarden, der kræver booking, men for alle med almindelig billet er der også en café, der både sælger snacks, kaffe og drinks.

Der er noget meget fedt at at få en pint med den her skønne udsigt over London – og så er (indgangen) gratis!

Book billetten her.

23. Dagstur til Stonehenge, Windsor og Bath

Jeg ved, at vi er mange, der rejser til London igen og igen. Så derfor har mange efterhånden været forbi London Eye, Big Ben og Trafalgar Square et par gange.

Så hvad med at tage på en dagstur fra London og opleve nogle af de mest ikoniske seværdigheder England har at byde på?

En af de mest populære dagsture fra London går til Stonehenge, Windsor og Bath.

Der er naturligvis seværdigheder og oplevelser i London nok til mange ture, men jeg vil alligevel lige dele ideen, da mange glemmer, at der altså ér andet at se i det sydlige England end bare London.

Selvom London er fantastisk 😀

24. Hackney City Farm

Lad os komme tilbage til London og direkte til en af de mindre kendte oplevelser i det østlige London: nemlig Hackney City Farm.

Som navnet antyder er der tale om en lille gård inde midt i London.

Jeg har været her flere gange og elsker at vise stedet til nye folk, der aldrig helt forstår hvad jeg taler om før de selv går ind på farmen og ser alt fra en kæmpe gris til geder og æsler.

Det er gratis at komme ind, men jeg anbefaler naturligvis at donere lidt til stedet eller slå vejen forbi deres udmærkede café.

En skæg oplevelse i Hackney, hvor jeg i området også kan anbefale at slå vejen forbi Broadway Market om lørdagen, hvor der er gademarked med lækker streetfood og alskens lækkerier.

25. Brick Lane

Vi bliver i East End og smutter lidt syd for Hackney City Farm til Brick Lane i Shoreditch-området, der er mange år har været lidt af et hipster-hotspot i London.

Brick Lane er da også et mekka for dig, der elsker vintage-shopping og ved lige præcis hvad du går efter.

Det er egentlig lidt sjovt med Brick Lane for området er et traditionelt fattigt område i det østlige London, hvor der er spækket med indiske restauranter og gamle huse, men i starten af 00’erne flyttede kunstnerne ind og transformerede området til hvad det er i dag.

Her kan man i den grad tale om gentrificering, men der er ingen tvivl om, at hvis du gerne vil opleve en af de mest trendy gader i London, så må du ud til Brick Lane.

Hvis du er musikinteresseret, så husk at slå vejen forbi den enorme Rough Trade Records butik og hvis du vil opleve en klassisk, oldschool East End pub, så skal du ind forbi The Pride of Spitalfields.

Brick Lane ligger i hjertet af Londons notoriske East End, så hvis du vil opsøge kendte steder fra historierne om Jack the Ripper, så er dette også stedet.

Bl.a. er der Jack the Ripper skilte med information lige ved siden af pubben The White Hart.

26. Natural History Museum & Science Museum

Natural History Museum og Science Museum er egentlig to forskellige museer, men de er beliggende lige ved siden af hinanden i South Kensington lige syd for Hyde Park og tæt på det ikoniske Harrods-shoppingcenter.

Derfor giver det måske god mening at slå vejen forbi begge museer, når du alligevel er på de kanter.

Begge museer er ekstremt børnevenlige, så hvis du rejser til London med børn bør du i den grad overveje at besøge disse museer.

På Natural History Museum finder du bl.a. et kæmpe skelet af en dinosaur, hvilket altid er populært blandt både børn og voksne.

Entré til begge museer er i øvrigt gratis, men du skal booke en billet online.

Link til Natural History Museumlink til Science Museum.

27. Afternoon Tea

afternoon tea london
Skal du en tur med afternoon tea sightseeing bussen?

Der er ingen, der elsker te ligeså meget som briterne, så når du rejser til Storbritannien skal du selvfølgelig prøve det ikoniske koncept: afternoon tea.

Vær dog lige opmærksom på, at du måske godt kan springe frokosten over eller spise en meget let frokost inden du tager til afternoon tea: man får nemlig markant mere end bare en kop te og en lille småkage.

Afternoon tea er en helt speciel og virkelig lækker oplevelse, hvor man både får te (eller kaffe, det må man gerne), små sandwiches og alskens lækre kager.

Jeg vil anbefale at booke bord, da afternoon tea altså er en meget populær ting i London, så der er rift om de gode steder.

Du kan også tage oplevelsen et niveau op og booke enten en afternoon tea tur med en sightseeing-bus eller et river cruise på Themsen med afternoon tea.

Tjek også min store guide til de bedste afternoon tea i London.

Jeg håber, at du kunne bruge denne guide til de bedste seværdigheder og ting at lave i London.

Hvis du har nogen spørgsmål om den britiske hovedstad, så skriv endelig en kommentar herunder eller læs alle rejseguides til London her.

Ofte stillede spørgsmål:

Hvad bør man se i London?

I denne guide fortæller jeg om nok seværdigheder og oplevelser til flere rejser til London, men hvis du rejser til London første gang skal du i hvert fald se London Eye, Big Ben og Palace of Westminster, shoppe på Oxford Street, Tower of London, British Museum og måske en tur til Harry Potter Studios, hvis du er fan af troldmanden.

Hvad skal man se i London med børn?

Der findes mange populære oplevelser i London, der er målrettet børn. Du kan med fordel booke billetter til London Eye, Madame Tussauds, London Zoo, Sea Life Aquarium og Natural History Museum.

Hvor mange dage skal man bruge i London?

Så mange som muligt! Men man kan nå at opleve meget på en forlænget weekend med 3-4 fulde dage.

Hvilken musical skal man se i London?

De mest populære musicals i London er bl.a. Lion King, Phantom of the Opera, Mamma Mia og Grease. Se mere om musicals i London her.

  • Booking.com er min foretrukne hotel-booking portal med gode tilbud i hele verden
  • Get Your Guide er en portal, hvor du kan booke billetter til seværdigheder, udflugter på rejsemål og diverse transportbilletter
  • Omio er den bedste side til at finde billige tog- og busbilletter i hele Europa.
  • Rentalcars.com er det bedste sted at få overblik over priser på lejebiler