Seværdigheder i Oslo – Hvad skal man se & opleve i Norges hovedstad?

oslo seværdigheder

Med kun omkring en times flyvetur fra Danmark er Oslo en af de spændende storbyer, du finder tættest på Danmark. Du har naturligvis også mulighed for at tage den knap 600 km lange tur op gennem Sverige, hvis du har lyst til at køre i stedet for. 

Men hvad skal du så se og opleve, når du kommer til Oslo?

Introduktion – hvad skal man se i Oslo?

Det hjælper jeg dig med at blive lidt klogere på her, hvor jeg har samlet en række tips til, hvad du kan få tiden til at gå med, hvis du vælger at drage mod Norges smukke og historiske hovedstad.

Oslo er blandt andet rig på museer, så hvis du elsker at komme på museumstur, kan du godt glæde dig til at opleve Oslo.

Jeg har bare en brøkdel af dem med på listen her, da det ellers hurtigt kun vil være en liste over museer i Oslo, og da det ikke er alle, der er lige vilde med en god museumstur, har jeg for god ordens skyld rystet posen lidt, så der også er kommet noget mere med end bare norske museer.

Der er også flere steder, der er oplagte at tage hen med ungerne, som måske ikke er lige så begejstret for at gå og kigge på Edvard Munch malerier som du selv er. Rush Norway og Oslo Klatrepark er bare nogle af dem, og dem skal jeg nok også komme med en nærmere beskrivelse af senere i artiklen. 

Har du bil til rådighed i løbet af din tur, vil jeg i den grad også anbefale dig at køre en tur ud for at se nærmere på den storslået norske natur, som du ikke finder lignende nogle andre steder i verden.

Selvfølgelig har du nok ikke tid til at tage på flere dages sejltur ind i de små norske bugter, men du skal ikke særlig langt væk fra Oslo for at finde eksempler på den enorme rigdom af ubeskrivelig natur, som Norge har at byde på.

Ellers vil jeg bare ønske dig og din familie eller venner en rigtig god tur op til vores norske venner.

Gæstfriheden er i hvert fald i top, og den norske varme og glæde smitter hurtigt af på dig, lige så snart du lander i hovedstaden.

Vikingeskibsmuseet – en top seværdighed i Oslo

Det første museum du kan lægge ud med at besøge er Vikingeskibsmuseet, hvor du finder de bedst bevarede vikingeskibe i verden.

I slutningen af 1800-tallet blev der under en stor udgravning ved gården Oseberg, omkring 70 km syd for Oslo, fundet en enorm skibsgravplads, hvor man i alt fandt hele tre vikingeskibe dateret helt tilbage fra år 834. 

De tre skibe Tuneskibet, Gokstadskibet og Osebergskibet er i dag udstillet på Vikingeskibsmuseet, som blev opført på sin nuværende placering i 1926, små tyve år efter udgravningen af skibene var fuldendt.

På museet finder du også udstillinger af øvrige genstande og effekter, som blev fundet i samme udgravning. Det er den mest gennemførte vikingeudstilling i verden, og hvis det har bare en smule interesse, er det i den grad en udstilling, der er værd at besøge.

Og måske børnene også vil finde de ældgamle vikingeskibe interessante.

Du har mulighed for at købe entrébilletter til museet lige her.

Vigelandsanlegget – en helt speciel & gratis oplevelse

I udkanten af Oslo finder du Vigelandsanlegget, et skulpturanlæg beliggende i den offentlige park Frognerparken. Det perfekte sted at tage hen, hvis du gerne vil ud på en længere travetur, da parken er enorm, og Vigelandsanlegget er bare prikken over i’et i den ellers smukke park.

Skulpturerne er udformet af manden, der også har lagt navn til anlægget, nemlig Gustav Vigeland – en norsk billedhugger, der især var aktiv i starten af 1900-tallet.

Anlægget er hele 32 hektar, og den ligger altså inde i en endnu større park, så der er nok af meter at tilbagelægge, når du besøger stedet.

Hver og en af de i alt 214 skulpturer er nøje udformet og skabt af den norske billedhugger, hvis tegninger også har dannet ramme for selve designet af anlægget, der først stod færdigt en håndfuld år efter, at Vigeland var død.

Det er en meget imponerende oplevelse, og hver eneste skulptur kan betragtes i lang tid, da de er så nøje udformet.

En god, og ikke mindst gratis oplevelse, der er værd at besøge, mens du er i Oslo.

Akershus Slot – skabt (delvist) af Christian IV

oslo seværdigheder


Mere centralt i byen finder du Akershus Slot, et fæstningsanlæg og tidligere fængsel, som  i dag også er en af de store seværdigheder i Oslo.

Den strategiske beliggenhed har haft en stor betydning for fæstningen gennem den norske historie, så det har i den grad været en vigtig brik for Oslo gennem tiden.

Faktisk er det vores egen Christian IV, der har stået for store dele af fæstningen, da han var konge for både Norge og Danmark under hans regeringsperiode.

Der er dog sket meget med fæstningen siden, men det gør den ikke mindre spændende at besøge den dag i dag.

Senere i historien får Akershus dog også en mere blodig og tragisk plet på sin kappe, da det under 2. Verdenskrig blev udnyttet af den tyske besættelsesmagt til at likvidere norske patrioter og modstandsfolk.

I dag fungerer det bl.a. som gravkapel for den norske kongefamilie.

Du kan blandt andet komme forbi Akershus på en to timers guidet byvandring.

Det Kongelige Slott – et anderledes “slot”

det kongelige slott oslo
Et af de mindre imponerende slotte, men dog en af de bedst kendte seværdigheder i Oslo.

Ikke langt fra Akershus finder du Det Kongelige Slott, som i dag er residens for netop den norske royale familie.

Der er mange delte meninger om selve slottets udseende, og jeg kan da også godt indrømme, at det måske ikke er det pæneste slot, vi stolt kan fremvise i Europa. Men det er stadig en fascinerende bygning, der i den grad er et besøg værd, hvis du har mulighed for det.

Hvis du ikke har tid til at komme på besøg inde på selve slottet, kan du også sagtens betragte det udefra, hvilket du nemt kan gøre på en lille gåtur rundt i Oslo, hvis du alligevel er på en lille byvandring.

Det er dog kun i sommermånederne, at dele af slottet er åbent for offentligheden. Ellers kan du gå en tur i slotsparken, som hyppigt bliver brugt af Oslos borgere.

Så rund lige slottet, hvis du alligevel bor centralt i Oslo, eller hvis du alligevel går en tur rundt i byen.

Kon-Tiki Museet – udstilling fra”Norges Indiana Jones”

thor heyerdahl


Siger navnet Thor Heyerdahl dig noget?

Det var manden, der stod bag Kon-Tiki ekspeditionen, der blandt andet har lagt navn til både bogen og ikke mindst filmen om den dramatiske eventyrrejse, hvor en gruppe med Thor Heyerdahl i spidsen forsøgte at sejle fra Sydamerika til Polynesien. 

Thor Heyerdahl ville forsøge at bevise, at amerikanske indianere var sejlet med strømmen fra Peru til Polynesien, men selvom det lykkedes at komme frem på flåden bygget primært af balsatræ, var der ikke mange forskere og professorer, der gav meget for eksperimentet.

Dette skyldes bl.a. DNA-forskning, der viste, at indbyggerne på Polynesien primært havde aner fra Asien og ikke Sydamerika.

Kon-Tiki Museet er en udstilling af både Kon-Tiki ekspeditionen, men også en række af Thor Heyerdahls øvrige ekspeditioner, som han foretog over 40-50 år.

Thor Heyerdahl er noget af det nærmeste, vi kommer på en ægte Indiana Jones – en moderne oplevelsesrejsende, der ikke lod nogen form for modstand slå sig ud. 

Hvis du gerne vil være mere om en markant norsk personlighed, så er dette en seværdighed i Oslo for dig.

Norsk Folkemuseum – god seværdighed i Oslo med børn

 

 
 
 
 
 
Vis dette opslag på Instagram
 
 
 
 
 
 
 
 
 

 

Vakre høstfarger i friluftsmuseet 🍁🍂 Foto: @helgereiser1965 #norskfolkemuseum #folkemuseet

Et opslag delt af Norsk Folkemuseum (@norskfolkemuseum) den


I gåafstand fra Kon-Tiki Museet finder du også Norsk Folkemuseum, som efter danske referencer mest minder om en kombination af Den Gamle By og Frilandsmuseet.

Museet er en hel landsby og ikke bare en enkelt bygning, hvor du finder et par udstillinger.

Du træder direkte ind i Norges historie, og med hele 155 autentiske bygninger fra det gamle Norge, er der nok at gå på opdagelse i.

Museet ligger, som mange andre museer i Oslo, på halvøen Bygdøy, der hører med som en del af Oslo. 

  • Det kan være en god idé at sætte et par timer af til at besøge Norsk Folkemuseum, da du nemt kan få tiden til at gå her med så meget at se.

Derudover er der også frivillige skuespillere og historikere, der iklædt gammeldags tøj går rundt på museet og både spiller og fortæller om Norges historie. 

Også et sted, hvor du nemt kan tage børnene med. Entréen ligger på 120 norske kroner, så det er til at have med at gøre.

Bliv klar til din norske ferie med nogle af de bedste bøger der foregår i Norge.

Holmenkollbakken – Norgest mest kendte bakke

Selvom den ligger et stykke uden for Oslo, er det stadig et af byens stolte vartegn. Interesserer du dig bare en smule for skisporten, er der ingen tvivl om, at Holmenkollbakken giver genklang i dine ører.

Det er Nordens måske mest kendte skihopbakke, og den har eksisteret siden 1892, hvor den første officielle konkurrence blev afholdt på bakken.

Du kan selvfølgelig tage ud at se bakken på en almindelig hverdag, men hvis du virkelig vil have en oplevelse ud over det sædvanlige, kan det være en god idé at besøge den, når der hoppes på den.

Det er klart, at du ikke nødvendigvis kan time din tur til Norge med en konkurrence på Holmenkollbakken, men det er en fantastisk oplevelse at stå der med de knap 70.000 andre tilskuere og opleve skihop i verdensklasse.

Siden sin første konkurrence, hvor den første rekord på 21,5 meter blev sat, er der sket lidt med sporten. I dag er den officielle rekord på bakken seksdoblet og lyder på intet mindre end 141 meter.

Mathallen Oslo – Oslos svar på Torvehallerne

Elsker du god mad, og vil du gerne have en lækker smagsoplevelse, mens du er i Oslo, bør du ikke snyde dig selv for at besøge Mathallen.

Alt afhængig hvor du bor i byen, har du mulighed for at gå langs floden Akerselva, som er en smuk og hyggelig tur, der fører til Mathallen.

I hallen finder du en lang række boder og butikker, hvor du både har mulighed for at sætte dig ned at spise, samt at købe råvarer ind hvis du selv vil lave mad derhjemme.

Maden er af en utrolig høj kvalitet, og du kan allerede nu godt glæde dig til at smage på nogle af de mange fantastiske retter, du finder i Mathallen.

Du skal dog også huske på, at vi trods alt stadig er i Norge, så priserne i Mathallen er også derefter.

Det kan godt være en pebret fornøjelse at besøge Mathallen, men hvis du vil have en god smagsoplevelse, kan det i den grad anbefales.

Oslo Reptile Park – tør du holde en python i Oslo?

oslo reptilpark
Der venter mange spændende oplevelser i Oslo Reptile Park.

Er du til slanger, krybdyr og reptiler, kan du også vælge at tage en tur forbi Oslo Reptile Park. Udefra ser bygningen ikke ud af meget, men det skal du ikke lade dig snyde af.

Indenfor møder du en verden af, i nogens øjne, små søde kæledyr, eller i andre menneskers øjne, skrækkelige og frygtindgydende væsener. Er du mere af sidstnævnte overbevisning, er dette nok ikke stedet for dig.

Hvis du vælger at besøge Oslo Reptile Park, har du blandt andet mulighed for at få lov til at holde en slange selv. Du kan simpelthen få lov at holde en python, hvis du altså tør.

Du kan også se, når dyrene bliver fodret, hvilket også er en helt særlig oplevelse.

Er du ikke interesseret i krybdyr, vil jeg ikke anbefale dig at besøge stedet. Men er du fan, er det klart et besøg værd.

Bådtur i Fjorden – se Oslos seværdigheder fra en båd

oslo bådtur
Fjorden omkring Oslo er en seværdighed i sig selv, så en sejltur her er i den grad en god idé.

Når du er i Oslo, kan det også være en idé at udnytte den unikke mulighed, du har for at komme ud at sejle en tur i Oslofjorden.

Du kan blandt andet booke billetter til en to timers sejltur rundt i fjorden, hvor du blandt andet kan nyde den smukke udsigt over Oslo og den unikke natur, der omkranser byen.

Der er også andre og længere ture, hvor du er flere timer på vandet, men det koster naturligvis også derefter.

Hvis du bare gerne vil en tur ud på fjorden og se nærmere på de charmerende små øer, der ligger på fjorden, er denne to timers tur mere end rigeligt.

Du finder dine billetter til turen her.

Rush Norway – stor trampolinpark for børn i Oslo

rush norway trampolinpark
En god oplevelse, hvis du rejser til Oslo med børn.

Savner du et sted, hvor dine unger kan få brændt lidt energi af, kan du tage dem med til Rush Norway, som du finder lidt syd for Oslo.

Rush Norway er en stor trampolinpark, hvor både du og dine unger kan springe afsted, indtil I ikke kan mere.

Det er sjovt for hele familien, og hvis du ikke lige kan følge med i ungernes tempo, er der også en god lille café, hvor du kan få dig en glad lille kop kaffe, mens ungerne leger videre.

  • Vær opmærksom på, at der kan være mange mennesker, alt afhængig hvornår I vælger at komme.

Der er gerne færre mennesker i hverdagene kontra i weekenderne, så har I mulighed for at komme i løbet af ugen i stedet for om lørdagen eller søndagen, er der måske lidt færre gæster.

Det koster 160 norske kroner for en time, så det kan godt være i den dyre ende, hvis du har to-tre børn der skal ind at springe rundt. Men de får også en utrolig sjov oplevelse.

Tusenfryd – populær forlystelsespark syd for Oslo

Der findes naturligvis ikke en storby med respekt for sig selv, der ikke har en forlystelsespark i nærheden. Oslo har også sådan en, men hvor de i København og Stockholm ligger mere centralt, så finder du Oslos ca. 20 km syd for byen.

Parken hedder Tusenfryd, og hvert eneste år byder den mere end en halv million mennesker velkommen, så det er en yderst velbesøgt forlystelsespark.

Ligesom mange af forlystelsesparkerne herhjemme har Tusenfryd også sæsonåbent. Fra april til oktober er der åbent hver weekend, mens der i sommermånederne er åbent hver dag.

Derfor kan det være en god idé lige at tjekke åbningstiderne, når du kommer til Oslo, hvis du overvejer at tage dertil, så du ikke kører forgæves.

Tusenfryd dækker både over en “almindelig” forlystelsespark med karruseller og rutschebaner, men også badelandet Badefryd, som du får adgang til, når du køber billet til Tusenfryd.

Det koster som udgangspunkt 429 norske kroner for en entrébillet, der også fungerer som dit turpas.

Børn under 95 cm kommer gratis ind i parken, og der er forlystelser for børn i alle aldre.

Oslo Klatrepark – aktiv ferie i Oslo?

oslo klatrepark


En anden oplevelse i Oslo for hele familien er en tur til Oslo Klatrepark, hvor både store og små kan få deres sag for, når der skal klatres på de veludførte klatrebaner i træerne.

Der er baner til alle niveauer, og hvis du ikke er vild med højder, har du også mulighed for at gå langs banerne nede på jorden og følge resten af familien, der klatrer om kap.

Vær opmærksom på, at der kan være forskellige krav til de forskellige baner. Nogle af banerne skal barnet være af en vis højde for at komme op på, og der er som udgangspunkt krav om, at barnet skal være i følgeskab med en voksen.

Da parken naturligvis er udendørs, er der med fokus på sikkerheden lukket i vinterhalvåret. Ellers er der i resten af året åbent hver onsdag samt i weekenderne.

Et rigtig godt sted at tage hen med hele familien.

Operahuset i Oslo – en smuk bygning du kan gå op på

Operahuse har det bare med at stjæle billedet i de byer, hvor de ligger. Det kan vi blandt andet se med Operahuset i Sydney og vores eget i København.

Det samme gør sig gældende for Operahuset i Oslo, som du i den grad også må tage en tur forbi, hvis du kommer til Oslo.

Den flotte arkitekttegnet bygning er blevet et velkendt vartegn for byen. Hvis du kommer forbi, kan jeg anbefale dig at gå en tur op på det – ja, du læste rigtigt, du kan rent faktisk gå på taget af bygningen.

Herfra har du en utrolig flot udsigt over både Oslofjorden og resten af byen. 

Du har også mulighed for at komme en tur ind i foyeren, hvor du kan købe en souvenir med hjem eller spise en god frokost i husets restaurant.

Med en pris på næsten fire milliarder kroner, er der lagt vægt på hver eneste detalje, og det fik da også stor opmærksomhed for medierne, da huset officielt åbnede i 2008.

Køber du billetter til Hop-on hop off-busserne kommer du bl.a. forbi Operahuset i Oslo.

Munchmuseet – fremragende kunstmuseum

munchmuseet oslo


Det sidste museum, jeg kommer til at anbefale dig her, er Munchmuseet, som jeg også kort var inde på i indledningen.

Det er nok ikke ungernes favoritsted, men hvis du er interesseret i kunst, og hvis du gerne vil se Edvard Munchs fantastiske kunstværker, kan jeg i den grad anbefale dig at lægge vejen forbi dette museum.

Edvard Munch var en driftig kunstner, hvilket blandt andet kan ses på museets samling af værker, som tæller mere end 28.000 titler.

Heraf er 1100 af dem malerier, mens langt størstedelen af grafiske blade.

  • Munchs nok mest berømte maleri, nemlig Skriget, finder du dog ikke på Munchmuseet, men derimod på Nasjonalgalleriet, der dog også ligger i Oslo.

Dette kan også anbefales, hvis du gerne vil opleve det berømte maleri.

Der er også værker af andre kunstnere på museet, men det er klart Munchs samling, der fylder mest.

Vær opmærksom på, at grundet deres store Munch samling, kan museet have udlånt malerier til andre museer og udstillinger verden over, så du kan ikke altid være sikker på, at et specifikt maleri er hjemme, når du besøger museet.

Nobel Peace Center

nobel peace center oslo


Sidst, men ikke mindst, kan du også vælge at lægge vejen forbi Nobel Peace Center i Oslo, der første gang slog dørene op i 2005. Centeret har til formål at fremvise og udstille værker, idéer og forskninger, der har vundet nobelpriser gennem tiden.

Bygningen bliver dog også anvendt til mange andre formål, heriblandt politiske arrangementer og refleksionsaftener, hvor store emner som miljø, krig, fred og konflikter gennemgås. 

Her har du virkelig mulighed for at få en forståelse af, hvad vi mennesker er i stand til, og hvor langt vi er kommet. Bliv klogere på de mange nobelprismodtagere, og vær klar på at høre både rørende og barske historier.

Jeg vil her til sidst ønske dig en rigtig god tur til Oslo og jeg håber, at du kunne bruge denne store guide til seværdigheder og oplevelser i Norges hovedstad.

Denne rejseguide til Oslo er skrevet af Sander, der er fast skribent her på rejsebloggen, hvor han skriver generelle guides til danskernes yndlingsdestinationer.

  • Booking.com er min foretrukne hotel-booking portal med gode tilbud i hele verden
  • Get Your Guide er en portal, hvor du kan booke billetter til seværdigheder, udflugter på rejsemål og diverse transportbilletter
  • Omio er den bedste side til at finde billige tog- og busbilletter i hele Europa.
  • Rentalcars.com er det bedste sted at få overblik over priser på lejebiler