Storbyferie i Manchester & Liverpool – Englands bedste kombination?

manchester

Når du har fået nok af London, så overvej at tage turen til Manchester og Liverpool i det nordvestlige England. Det er billigere og der er ekstremt mange fede ting at opleve. Herunder fortæller jeg om min kombinerede storbytur til Manchester og Liverpool.

Da jeg sad på Koh Samui i august tikkede der en mail ind fra VisitBritain, der spurgte om jeg ville med på en blogger-rejse til Manchester og Liverpool i september?

I og med, at jeg er vild med alt, der er britisk, begge byers musikhistorie og netop var i gang med en bog, der fokuserede på Manchesters musikhistorie, så var det exceptionelt nemt at takke ja til den invitation.

Så efter at have været hjemme fra en måneds rundrejse i Thailand i under en uge boardede jeg EasyJet flyet til Manchester for at opleve lidt britisk kultur på en 4-dages tur til the Northwest.

Manchester

Se min video fra Manchester (optaget i september 2018):


Det er generelt ganske billigt at flyve fra København til Manchester, hvor både EasyJet og SAS har flere daglige afgange. Jeg har faktisk lige sikret mig billet til en koncert derovre, så jeg sidder og tjekker priser og kan se, at det typisk kan gøres for omkring 600 kr retur, hvis man booker i god tid.

Fra lufthavnen til centrum

Det er lækkert at ankomme til Manchester Airport, da man kan komme ekstremt hurtigt og billigt ind til centrum. På ca 15 minutter er man således på Manchester Piccadilly Station i byens centrum – det er jo næsten ligeså lækkert som i København og der er en verden til forskel fra f.eks. Gatwick og Stansted i London.

Så selvom flybilletterne måske er et par hundrede kroner dyrere end du er vant til at betale for en rejse til London, så er de penge faktisk allerede ‘tjent ind’ på lufthavnstransporten 😉

Jeg har skrevet en større guide med konkret info om køb af billetter etc på Storbritannien.dk – guide til transporten fra Manchester Airport til Centrum.

God pubmad i Manchester City Centre

sunday roast
Billede fra pubbens Facebook – jeg var simpelthen for sulten til at tænke på at tage mit eget…

Jeg elsker de britiske pubs, så jeg havde med vilje udskudt min aftensmad en del, så jeg kunne finde en lækker traditionel britisk pub og måske være heldig, at de stadig serverede sunday roast om aftenen.

Heldet var med mig, da jeg trådte ind på en af Manchesters bedst kendte (og højtelskede af lokalbefolkningen) pubber – Mr Thomas’ Chop House.

Pubben er delt op i en ‘drinking’ og en ‘dining’ sektion, hvor jeg her kl 21 lokal tid, var eneste mand i dining-sektionen.

Pubben ligger meget centralt i Manchester og den kan i den grad anbefales, hvis du er på udkig efter en god traditionel pub med god mad og mange lækre ales på hanerne.

Se flere gode ting at lave i Manchester i min videoguide for 2023:

Og lad mig i den forbindelse også lige anbefale at tage på en dagstur fra Manchester til Peak District. Jeg tog selv turen (det tager kun ca 1 time at køre) og man kan faktisk tage toget derude lidt hurtigere, og det var en helt fantastisk naturoplevelse.

Højdepunktet er at gå op på Mam Tor, der er en høj bakke med klippeformationer man kender oppe fra Skotland. Super fed oplevelse og noget jeg ikke troede man kunne opleve i nærheden af Manchester.

Godt hotel i Manchester centrum

hotel manchester
De dyreste værelser på hotellet har flot udsigt over Manchester.

Som tidligere nævnt var jeg inviteret på rejsen af VisitBritain hvilket betyder, at de sørger for alt fra flybilletter til hotel og de mange (ekstremt) gode restaurantoplevelser, der skulle følge i Manchester og Liverpool de næste par dage.

Jeg blev således indlogeret på et af de bedste hoteller jeg nogensinde har boet på. Det er velsagtens kun vores hotel i Bangkok, der kan hamle op med hotellet her i Manchester. Jeg ville ønske hotellerne i London var i ligeså god stand til samme pris! 😀

Jeg boede på Radisson Blu Edwardian, der ligger i nogen af Manchester mest historiske bygninger. Hvis du kender historien om f.eks. Joy Division, så kender du historien om den koncert Sex Pistols gav i Manchester i 1976 – dér hvor kun 20-30 dukkede op, men blandt de 20-30 personer var der folk, der senere startede bands som Joy Division, The Smiths, Simply Red samt The Fall og Buzzcocks (der allerede var i full swing).

Så hvis man er musikhistorie-connoiseur kender man Free Trade Hall bygningen i Manchester, hvor Sex Pistols gav koncert. Det er nu et hotel og det hedder Radisson Blu Edwardian…

Jeg har en Joy Division-relateret tatovering og er kæmpe fanboy, så jeg kunne næsten ikke være i mig selv, da jeg checkede ind på hotellet.

Selvom du ikke er musikinteresseret, så kan jeg i den grad anbefale dette hotel i Manchester. Det har 5-stjerner, super god morgenmad og ekstremt lækre værelser.

Jeg har skrevet en længere anmeldelse af hotellet i Manchester her.

Det er faktisk ikke dyrt som man kunne forvente af et 5-stjernet hotel i England – det kan bookes for omkring 800 kr for 2 personer, hvis man rammer de rigtige datoer.

Rundvisning i Manchesters cool Northern Quarter

Mandag morgen mødtes jeg i lobbyen med de tre andre i min rejsegruppe; Mally and The Moon fra Norge, Anja fra Sverige og Julie der var VisitBritain Nordics udsendte og dermed rejsefører på turen.

Første punkt på dagsordenen i Manchester var en guidet rundtur i Ancoats og Northern Quarter. Sidstnævnte er Manchester trendy område, hvor der er et utal af gode restauranter, cafeer og pubber.

Northern Quarter er uden tvivl stedet at besøge, hvis man leder efter cool graffiti til sin Instagram 😀

Det er et område, der ligger meget tæt på f.eks. det enorme Arndale Shopping Center og generelt er det lige ved siden af Manchester City Centre, så det ville være en skam ikke at slå vejen forbi, når er på de kanter.

Læs meget mere om Northern Quarter og vores rundvisning her.

På ovenstående link kan du også læse mere om, hvilke seværdigheder i Manchester jeg anbefaler. Der er nemlig en del og nok til at fylde en hel weekend ud.

Resten af dagen blev bl.a. brugt på at tjekke John Rylands Library (Manchester svar på Hogwarts) og så fik jeg shoppet lidt i Pretty Green, set stedet hvor the Hacienda i sin tid var opført og så faldt jeg over den flotteste pub jeg nogensinde har set.

manchester pub
Peveril of the Peak – Manchesters flotteste pub.

Tapas i Manchester

Til aftensmad stod den på tapas på en af Manchesters mange fremragende restauranter. El Gato Negro ligger meget centralt, er super flot og har et godt menukort – med glutenfri og vegan muligheder, hvis det skulle friste 😀

En super god restaurant, hvis man vil spise spansk på sin tur til Manchester. Personligt går jeg mere efter det britiske køkken, når jeg selv vælger derovre 😉

Læs mere på deres website.

Fra Manchester til Liverpool

Tirsdag formiddag og det var tid til at skifte Manchester ud med fjendebyen mod vest, Liverpool. Det er såre simpelt at komme fra Manchester til Liverpool – der går nemlig masser af tog i timen og man kan få meget billige billetter, hvis man ellers booker i god tid.

Turen tager ca en times tid fra man forlader f.eks. Manchester Piccadilly Station til man står på Liverpool Lime Street.

Læs mere om transport fra Manchester til Liverpool her.

Vores vilde hotel i Liverpool

Også i Liverpool blev vi indlogeret på et ekstremt godt hotel. Da jeg sendte navnet til min ven fra Liverpool fortalte han mig, at det var ret kendt og bl.a. er hotellet, hvor Liverpool FC indlogerer de spillere de er i transferforhandlinger med.

Så det er altså et af de bedre hoteller i Liverpool for at sige det mildt 😉

Hotellet hedder Titanic Hotel og er et af de mest pompøse jeg har boet på. Der er vitterligt ikke sparet på indretningen, hvor særligt hotellets enorme bar-området virkelig er indrettet cool.

Værelset jeg fik var større end min 60 kvm lejlighed i København. Helt vanvittigt stort værelse med udsigt til en flod/bugt, hvor der bl.a. også var dette fede street art maleri af fire af Liverpools fineste fyre.

 

Et opslag delt af Rejsekris 🌴 (@rejsekris) den


Et virkelig cool hotel i Liverpool, men dog et hotel, der ligger et stykke udenfor centrum. Ikke mere end en hurtig taxatur på 5-10 minutter, men dog alligevel så langt ‘ude’ at det er for langt til at gå for den almindelige storbyferie-turist.

Så man skal altså vælge dette hotel i Liverpool, hvis man gerne vil opleve at bo på et virkelig ekstravagant hotel, hvor der naturligvis også lige er swimmingpool i kælderen 😉

Jeg har skrevet en længere anmeldelse af stedet i min guide til hoteller i Liverpool her.

Frokost i The Baltic Triangle

Vores første frokost i Liverpool blev indtaget på en af byens mange trendy (og med trendy mener jeg, at det er den velkendte cool hipster-stil vi kender fra København 😉 ) restauranter. Vi mødtes med et par scousers fra Visit Liverpool, som fortalte om deres by over en god frokost.

Jeg fik en ‘scouse pie’, der er en klassisk britisk pie med alt godt fra mors køkken – anbefales!

Stedet hedder The Baltic Social og er et glimrende udgangspunkt for at udforske et af Liverpools mere trendy (see what I did there?) områder, The Baltic Triangle.

Efter en rundtur i Baltic Triangle gik turen retur til hotellet for at hvile fødderne lidt.

Bedste pizza i Liverpool?

 

Et opslag delt af The Quarter (@thequarterliverpool) den


Om aftenen hoppede vi i en Uber og kørte til Liverpools Georgian Quarter, hvor der er spækket med de flotteste britiske rækkehuse. Og så ligger der en særdeles cool café/restaurant ved navn The Quarter.

Jeg havde svært ved at beslutte mig for, hvad jeg skulle vælge fra det glimrende menukort, men tog chancen med en ‘duck pizza’.

Mine tænder læber en anelse i vand nu, hvor jeg tænker tilbage på den – jeg har fået nogen sindssygt gode pizzaer i Rom, men den her går ind på top 3 over gode pizzaer jeg har spist.

Servicen var desuden ekstremt venlig og afslappet på stedet, så det er helt sikkert en café/restaurant jeg kommer tilbage til næste gang turen går til Liverpool.

Oplevelser ved Liverpools havnefront

liverpool beatles statue
Fab Four på havnen i Liverpool.

Vores sidste dag i Liverpool stod i havnens tegn. Liverpools havnefront er nemlig både flot og så er det også dér en del af byens bedste museer ligger.

Vi startede dog med en bådtur i havnen, hvilket er en fin måde lige at se byen udefra, så det kan anbefales.

Alle de nævnte seværdigheder og oplevelser omtalt her har jeg også skrevet udførligt om på Storbritannien.dk, hvor du får meget mere information om billetkøb og lignende. Så hvis du overvejer en tur til Liverpool, så læs den større guide til seværdigheder i Liverpool på Storbritannien.dk.

Derudover kan jeg nævne, at hvis du er vild med høje bjerge, så ligger Snowdonia i Wales faktisk ikke mere end ca halvanden times kørsel fra Liverpool.

The Beatles Story

Yes, jeg elsker The Beatles, så det var klart, at jeg også ville elske The Beatles museet i Liverpool. The Beatles Story er ikke som andre museer; det er en interaktiv oplevelse, hvor man pludselig står i en tro kopi af The Cavern Club.

Fed oplevelse!

British Music Experience

Som tidligere nævnt, så er jeg besat af britisk musik. Så jeg er den helt forkerte at spørge om, hvorvidt et besøg på British Music Experience er tiden værd – jeg kunne have brugt flere dage derinde på at falde i staver over f.eks. Noel Gallaghers guitar, David Bowies kostumer og meget mere.

Hvis du er musikinteresseret, så er du godt dum, hvis du ikke slår vejen forbi British Music Experience i Liverpool!

På sidstedagen fik vi afternoon tea på Oh Me Oh My, frokost på cubanske Revolucion de Cuba og aftensmad på Izakaya. Det var altsammen enestående!

Jeg gik mig en tur i Beatles-gaden Mathew Street, tog et selfie med John Lennon statuen, shoppede lidt på Bold Street og fik en pint på en af Liverpools mange gode pubber.

En storbytur til Manchester og Liverpool er i den grad anbefalelsesværdigt!

Nu har jeg efterhånden besøgt begge byer et par gange og er på ingen måde træt af dem. Som du ved, så står London mit hjerte meget nært, men det nu om stunder er det faktisk ligeså meget tanken om Northern Quarter som tanken om Camden Town, der hiver mig mod Storbritannien.

Jeg kan kun anbefale at prøve noget andet end London, hvis du kan lide den britiske hovedstad – Storbritannien er et fedt rejseland.

Om en uge tager jeg selv til Edinburgh og Glasgow, igen-igen 😉

  • Booking.com er min foretrukne hotel-booking portal med gode tilbud i hele verden
  • Get Your Guide er en portal, hvor du kan booke billetter til seværdigheder, udflugter på rejsemål og diverse transportbilletter
  • Omio er den bedste side til at finde billige tog- og busbilletter i hele Europa.
  • Rentalcars.com er det bedste sted at få overblik over priser på lejebiler