Seværdigheder i Rom – De 16 ting man skal se & opleve 🇮🇹

rom seværdigheder

I denne rejseguide til Rom kommer jeg ind på, hvilke seværdigheder jeg synes er ‘must see’ i Rom og jeg giver samtidig en række gode rejsetips med anbefaling af bl.a. restauranter og små hyggelige steder i Rom.

Så vidt muligt vil jeg også give links til køb af billetter til seværdigheder, da Rom jo er en ekstremt velbesøgt by og det derfor ofte giver mening at købe ‘spring-køen-over’ billetter til seværdigheder i Rom.

 

Must see oplevelser i Rom 🇮🇹

Vi lægger ud med de helt store seværdigheder i Rom – dem som alle kender og som man simpelthen bare er nødt til at se, når turen går til den italienske hovedstad.

Jeg har også lavet en (kort) video, hvor jeg viser mange af de nævnte seværdigheder i Rom frem.

Herunder vil jeg gennemgå de seværdigheder og oplevelser som vi besøgte på vores tur.

1. Colosseum – køb billetter hjemmefra

colosseum rom


Colosseum er uden tvivl top seværdigheden i Rom – måske en af verdens mest kendte seværdigheder i virkeligheden. Så det giver sig selv, at de fleste der rejser til Rom har Colosseum på ‘to-do’ listen.

Generelt er der ekstremt mange turister overalt i Rom, så hvis man ikke tænker sig om kan man ende med at stå i kø til rigtig meget.

En nem måde at slippe udenom den værste kø til Colosseum er dog at købe billetter online hjemmefra. Vi købte helt almindelige billetter til Colosseum online på deres officielle hjemmeside her.

colosseum


Dér koster billetterne €18 og sørger for at man går udenom den forfærdeligt lange kø; vi gik vitterligt direkte ind og stod kun i kø ca 1 minut til de lufthavnsagtige scannere man skal igennem af sikkerhedsmæssige årsager.

Ulempen ved disse billetter til Colosseum er dog så, at man ikke har ‘floor access’ hvilket jeg godt kunne have tænkt mig (opdatering 2022: læs mere om floor access billetter længere nede i guiden her).

Jeg har siden fundet billetter til Colosseum, hvor man springer køen over og samtidig får adgang til ‘gulvet’ derinde – link til disse billetter her.

Der er propfyldt med mennesker i sær på ‘de billige rækker’, hvor vi gik rundt, men næsten ingen mennesker nede på ‘gulvet’.

colosseum rom


Colosseum var en ligeså fed oplevelse som man kunne forvente – det er ret vildt at gå rundt i et så historisk sted, der samtidig er ekstremt velbevaret. Der er endda en elevator sat ind, så svagt-gående kan komme op på øverste tribune.

Jeg vil virkelig anbefale alle, der rejser til Rom at besøge Colosseum – og huske at købe billetter online hjemmefra 😉

Opdatering 2022:

rejsekris rom
Rejsekris i Colosseum, sommeren 2022.

På min sommertur til Amalfikysten afsluttede vi rejsen med et par dage i Rom. Her boede vi på et hotel lige ved Colosseum og dermed blev det endelig også tid til at få den fulde Colosseum oplevelse.

colosseum rom


Denne gang bookede vi således en guidet rundvisning i Colosseum, hvor vi kom ned under ‘gulvet’ og også helt ind at stå i midten af Colosseum.

Det må jeg blankt erkende, at jeg virkelig vil anbefale alle, der rejser til Rom!

colosseum rundvisning


Dér fik man så meget mere ud af turen, alle de gode historier fra guiden og så det at man vitterligt kommer så langt ind i Colosseum som man kan. Det er alle pengene værd.

Vi var på denne tur booket via GetYourGuide.

Dér møder man sin guide ved siden af Colosseum og han tager så en udenom køen indenfor, hvor man får udleveret et headset, så man altid kan høre guiden på rundvisningen.

Super god oplevelse omend den også koster derefter 😀

2. Forum Romanum

Forum Romanum


Forum Romanum ligger vitterligt lige ved siden af Colosseum, så det giver god mening at kombinere besøget ved de to seværdigheder.

Billetten til Colosseum gælder da også til Forum Romanum, så det ville være ærgerligt at gå glip af besøget i de, igen, velbevarede ruiner.

Vi slog vejen forbi Forum Romanum om formiddagen og blev meget imponerede af, hvor stille der faktisk var.

Her var ikke ligeså overrendt som mange andre steder i Rom og selvom man var midt inde i den pulserende storby kunne man høre fuglefløjt.

Det var meget rart 🙂

Forum Romanum


Endnu en meget imponerende oplevelse i Rom – jeg kan anbefale at læse lidt op på, hvad Forum Romanum egentlig er inden besøget, f.eks. her på Wikipedia.

3. Vatikanet, Det Sixtinske Kapel og Peters kirken

Vatikanet Peters kirken
Rejsekris poserer foran Peters kirken 😀

Næste top seværdighed i Rom er pavens hjemstat. På min rejse til Rom for 3 år siden var vi forbi vatikanmuseet, så det droppede vi denne gang – jeg kan dog konkludere, at køen stadig er flere kilometer lang.

Husk for guds skyld at købe fast track billetter til vatikanmuseet, hvis du ikke vil spilde flere timer af din ferie på at stå i kø.

 

Vi købte fast track billetter og gik igen direkte ind – jeg laver ikke sjov, når jeg siger at køen er flere kilometer lang, det er helt sindssygt.

Billetterne til Vatikanet inkluderer også besøg i Det Sixtinske Kapel med det verdenskendte loftmaleri.

Fast track billetter til Vatikanet kan købes på dette link.

Denne gang ville vi blot ind i Peters kirken, hvor der igen altid er lang kø.

Jeg læste lidt op på sagerne og læste flere steder, at hvis man bare kom tidligt på dagen (inden kl 11), så var køen til Peters kirken ikke særligt lang.

Men da vi klokken 10 fredag formiddag gik ind på Peters pladsen var køen fuldstændig overrumplende lang (den fyldte vitterligt hele pladsen ud), så det droppede vi desværre.

Peters kirken
En ubehageligt lang kø for at komme ind i Peters kirken.

Peters kirken er egentlig gratis at besøge, men diverse firmaer arrangerer specielle “audioguide” ture, der så koster penge, men til gengæld fungerer som fast track billetter.

Jeg har fundet en billet, der godt nok koster 148 kr pr person for adgang til Peters kirken, men til gengæld sparer flere timers kø. Den ville jeg selv have købt, hvis jeg havde vidst, at det ikke nyttede noget at komme tidligt.

Billetterne kan købes her.

Selvom man ikke går ind i kirken, så er Peters pladsen et besøg værd. Det er ganske enkelt et ekstremt imponerende syn, der møder en og i særdeleshed, hvis man tager turen til fods nede fra Castel St Angelo ved floden.

4. Villa Borghese

Villa Borghese Rom


Et andet imponerende syn og udsigt over Rom får man fra Villa Borghese, der sådan set ‘bare’ er en park på en af Roms høje.

Der er flere oplevelser i parken (bl.a. et kunstmuseum), men jeg kan kun snakke om udsigten fra Terezza del Pincio, som er eminent.

Hvis man er i området ville det være en skam ikke lige at gå op og se den flotte udsigt ud over Rom og Vatikanet.

Inde i det absolutte centrum af Rom finder vi en række af byens mest kendte seværdigheder. De skal naturligvis ses – for de er imponerende og det ville være en skam at rejse til Rom uden at opleve byens centrum.

Man skal dog lige væbne sig med lidt tålmodighed og visheden om, at når man går rundt i centrum af Rom, så deler man byen med ekstremt mange (andre) turister.

For herinde er det lidt ala at gå rundt i centrum af Prag – det føles ikke rigtig som en ægte by, men mere som en forlystelsespark for os turister.

5. Den Spanske Trappe

En af de mest kendte seværdigheder i Rom er Den Spanske Trappe, der er… en trappe 😀

Der er egentlig ikke så voldsomt meget at sige om trappen end at den er flot, verdenskendt og at det nu er blevet ulovligt at tage ophold på trappen.

Med andre ord: hvis du havde drømt om at medbringe en øl og kigge på det hektiske liv i Rom fra Den Spanske Trappe, så kan det ikke længere lade sig gøre.

Til gengæld er trappen beliggende meget centralt i Rom, så det er nemt lige at svinge forbi og sætte flueben ved en af de mest ikoniske seværdigheder i Rom.

6. Trevi fontænen

Trevi fontaenen rom


Jep, en must-see seværdighed i Rom og springvandet er da også fantastisk smukt. Kunne man da så bare se det for alle de mennesker 😀

Ej, det er flot og hvis man møver sig vej helt ned til vandet og går lidt ud i siderne kan man (måske) finde en rolig siddeplads og nyde værket.

7. Pantheon

Pantheon Rom
Den egentlige seværdighed er inde i Pantheon, men den er nu også fin udefra.

Pantheon er et tempel, der blev bygget ca 120 år efter kristi fødsel – så endnu et virkelig imponerende historisk monument i centrum af Rom.

Pantheon er gratis at besøge, men der kan kun være et bestemt antal gæster derinde, så der kan forekomme kø – dog ikke noget voldsomt ala ved Vatikanet, men måske 5-10 minutter når det er værst.

Obs: hvis du rejser til Rom om sommeren, så husk at kvinders skuldre skal være tildækket, når man skal ind i kirkerne!

8. Piazza Navona

Tæt på Pantheon finder vi Piazza Navona, der er en stor plads med (flere) imponerende statuer og bygninger. Her ligger naturligvis også et væld af restauranter, som måske/måske ikke er turistfælder.

9. Campo de’ Fiori

Om lørdagen besøgte vi Campo de’ Fiori, hvor der er marked for alle pengene. Her kan både købes de klassiske turist-ting, men også frugt, grønt og ost.

Min kæreste købte eksempelvis parmesan-ost, der blev vacum-pakket, så det var nemt at transportere med hjem – eftersigende er det en rigtig god parmesan…

En meget hyggelig plads i det centrale Rom.

10. Trastevere via Tiberen

Så kommer vi til området, der ofte bliver beskrevet som ‘det ægte Rom’. I og med, at det ofte bliver beskrevet således, så er der nu rigtig mange turister, der krydser Tiberen (floden der deler Rom) og besøger Trastevere området.

Trastevere er da nok også mit yndlingsområde i Rom; her er snævre brostensbelagte gader med hyggelige restauranter og små sidegader, hvor man af og til kan være heldig at være de eneste turister.

Så jeg vil uden tvivl anbefale at tage over til Trastevere området – eventuelt krydse Tiberen via Isola Tiberina – og f.eks. spise aftensmad på en af de mange restauranter derovre.

Det er ekstremt hyggeligt, men det er ikke den der ‘uspolerede ægte Rom’ feel som mange guidebøger fortæller om – også her vrimler det med turister.

11. Castel Sant Angelo (Engelsborg)

castel sant angelo


Castel Sant Angelo blev oprindeligt bygget helt tilbage i år 135 af kejser Hadrian (ja, ham der også fik en mur på grænsen mellem England og Skotland opkaldt efter sig fordi romerne ikke kunne indtage Skotland 😎) og har i årenes løb både fungeret som fængsel og fæstning for Paven.

Engelsborg, som vi kalder borgen på dansk, er nemlig beliggende meget tæt på Vatikanet.

vatikanet
Vatikanet og Peterskirken set nede fra Engelsborg.

Så hvis du er inde i det centrale Rom og vil opleve en særdeles smuk gåtur, så start fra Engelsborg og gå op til Vatikanet.

Nu om stunder er der museum på Engelsborg, hvor det anbefales at købe billetter online hjemmefra, så man springer køen over.

 

12. Victor Emanuel Monumentet

Lige for enden af Forum Romanum og på turen fra centrum af Rom ned til Colosseum finder vi et monument, der imponerer turisterne, men er en torn i øjet på mange romere: Victor Emanuel Monumentet.

Du er ikke i tvivl, når du ser monumentet, der er dekoreret med hvid marmor og spækket med masser af søjler og detaljer.

En fryd for øjet for mange, men romerne har sådan set en pointe, når de er trætte af, at monumentet overhovedet ikke passer ind med resten af arkitekturen i Rom.

Monumentet blev indviet så sent som i 1911 som et monument på genforeningen af kongeriget Italien, hvor Victor Emanuel den 2. var første konge.

Øjebæ eller skønt monument – det er en flot bygning i mine øjne og værd at slå vejen forbi (hvis du ikke allerede skal den vej, når du skal i Colosseum).

Efter jeg er kommet hjem har jeg set, at man kan komme op i toppen af bygningen og få en panorama-udsigt over bl.a. Forum Romanum og resten af det helt centrale Rom.

Det er uden tvivl på min to-do liste næste gang jeg er i Rom. Og ellers er det en gratis glæde i Rom at se bygningen udefra.

Se mere om dette her.

13. Streetfood-byvandring med lokal guide

rom streetfood byvandring


Man kan ikke sige Rom (eller resten af Italien for den sags skyld) uden at nævne mad. Derfor er det nærliggende at tage på en streetfood-byvandring med en lokal guide, når turen går til Rom.

GetYourGuide har en tur, hvor man kommer på en guidet byvandring gennem enten Det Jødiske Kvarter eller Trastevere, der begge er super spændende områder.

På turen spiser man lokale delikatesser som supplì, pizza og gelato, men man smager mad fra 5 forskellige steder og får også et glas øl og vin – samtidig med at guiden er med hele vejen.

Turen får fantastiske anmeldelser, så overvej at tage på en guidet streetfood tour i Rom.

Se mere om turen og book online her.

14. Tag på dagstur til Pompeji og Vesuv

pompeji


Hvis du enten har været i Rom før eller har god tid i byen, så kan du også overveje at tage på dagstur til en af Italiens mest interessante seværdigheder – Pompeji.

Pompeji er som bekendt byen lidt udenfor Napoli, der i år 79 blev ødelagt af et katastroftalt vulkanudbrud fra netop Vesuv som denne guidede dagstur også kommer forbi.

Det ér en dagstur, så du får ikke set så meget af Rom på den valgte dag, men til gengæld oplever du en af Europas mest interessante steder.

Denne tur ser spændende ud og får rigtig gode anmeldelser.

15. Oplev Rom fra en Vespa

 

Der er intet, der passer så godt sammen som en Vespa-scooter og Rom. Overalt i byen ser man de ikoniske scootere med alt fra husmødre med barnet bagpå til forretningsmanden i fuldt suit.

Derfor giver det da også god mening, at der er så mange turistvenlige udlejningssteder med Vespaer, så man selv kan leje den italienske scooter og udforske Roms gader.

Hvis du ikke vil køre selv kan du endda booke en Vespa-sightseeingtur, hvor du sidder bagpå og bliver kørt rundt til de bedste seværdigheder i Rom. Det er også muligt at booke ture som gruppe, så man kører sammen.

Få et overblik over de forskellige muligheder her.

16. 4-timers Pizza & Pasta kursus hos en ægte romer

madlavningskursus rom


Drømmer du om at tage de lækre retter som du smager på de romerske restauranter med hjem?

Det er svært at få en to-go box med hele vejen hjem med flyet, så hvorfor ikke tage på et 4-timers pizza & pasta madlavningskursus hos en romer, der har 100% styr på, hvordan god italiensk mad skal laves?

På dette madlavningskursus i Rom lærer du at lave mere end 10 forskellige pastaretter og napolitansk pizza, der i mine øjne også er bedre end romersk pizza 😀

Restauranter i Rom

Når man rejser til Rom er den fantastiske italienske mad ofte en vigtig del af turen. Det var det i den grad også for os, så der blev researchet en del efter gode spisesteder.

Herunder vil jeg nævne et par af de steder vi fik rigtig god mad i Rom – Google blot deres navne for at få adresse og website 🙂

Osteria di Fortunata (Campo de’ Fiori)

restaurant i rom
Carbonara på en fremragende restaurant i Rom.

Uden tvivl den restaurant, hvor vi fik den bedste mad i Rom. Jeg opdagede det i en Youtube-video og blev straks solgt; her laves pastaen i restauranten og smager fantastisk.

Restauranten ligger lige bag Campo de’ Fiori, hvor der jo er ekstremt mange turister, så umiddelbart skulle man ikke tro at stedet er sådan en perle – men det er den altså.

Vi ankom lidt i 13 en lørdag og fik det sidste bord – efter 10 minutter stod der 15-20 mennesker i kø ude foran stedet, vel at mærke italienere alle sammen. Så her er virkelig tale om en ekstremt god restaurant, hvor også de lokale indtager frokosten.

La Botticella (Trastevere)

Nummer 1 på Yelp, når man søger på restauranter i Trastevere. Vi ringede til dem ved frokosttid lørdag og fik bord samme aften kl 20. Hvis vi ikke havde ringet var der absolut ingen chance for at få bord på den meget lille, familiedrevne restaurant.

Der var decideret stuvende fuldt af både lokale og turister.

Maden kunne man ikke sætte en finger på, men de lavede et par tricks for at øge vores regning; bl.a. er der et servicegebyr for brød på  2 euro pr person og da en ved bordet bestilte bruschetta kom de med to tallerkener i stedet.

Ikke noget der gør, at jeg ikke vil anbefale restauranten, men alligevel lidt træls.

La Lucia (Trastevere)

Åbenbart lidt af et ‘dansker-sted’, da den vist er beskrevet i flere danske rejseguides til Rom. Ikke desto mindre en glimrende restaurant i Trastevere. Igen er det en god idé at booke bord eller komme tidligt.

Al Grottino (San Giovanni? Sydøst)

Pizza i Rom


Vi boede omkring San Giovanni i det sydøstlige Rom og slog en aften vejen forbi Al Grottino som vores Airbnb-udlejer anbefalede. Her fik vi en fremragende, romersk pizza til kun 8 euro såvidt jeg husker.

Restauranten er ekstremt hyggelig og som navnet antyder er den indrettet meget grotte-agtigt.

Offentlig transport i Rom – billetter vs Roma Pass

Rom


Vi benyttede os en del af offentlig transport i Rom (busser, tram og metro), der i det store hele fungerede rigtig godt. Trafikken kan være lidt træls i myldretiden, så metroen er det smarte valg i de periode og naturligvis såfremt man bor tæt på en station.

Busserne fungerede dog også ganske upåklageligt med masser af forskellige afgange og ruter – dog var de ofte virkelig overfyldte.

Noget der var decideret irriterende ved at tage bussen i Rom er dog deres billet-system. Man kan ikke købe billetter i bussen, men heller ikke ved busstoppet. Man skal derimod finde en lille “tabacchi” kiosk, hvor man kan købe billetter.

Jeg er klar over, at vi generelt er mere fremme i skoene her i det kolde nord, men jeg finder det også lidt grotesk, at man skal rende rundt og lede efter en random kiosk, når man skal købe busbilletter.

Det tog ofte virkelig lang tid at finde en kiosk, der solgte de dælens billetter… Så vi købte stort ind, når vi endelig fandt en billetkiosk og ellers kan de også købes i automater nede i metroen.

Man kan dog slippe udenom det ved at købe et Roma Pass. Roma Pass giver nemlig ubegrænset brug af offentlig transport i Rom – og derudover får man gratis adgang til 2 seværdigheder, hvor bl.a. Colosseum er inkluderet.

Så hvis du ved at du skal bruge offentlig transport i Rom og samtidig gerne vil se Colosseum, så giver det pludselig ganske god mening at købe Roma Pass.

Kortet kan købes online her.

Hvis du har nogen spørgsmål om seværdighederne i Rom eller byen generelt, så er du mere end velkommen til at skrive en kommentar herunder.

Ofte stillede spørgsmål:

Hvad er de 10 mest populære turistattraktioner i Rom?

De 10 mest populære turistattraktioner i Rom er:
1. Colosseum
2. Peterskirken
3. Forum Romanum
4. Pantheon
5. Vatikanmuseerne
6. Trevifontænen
7. Den Spanske Trappe (Piazza di Spagna)
8. Piazza Navona
9. Engelsborg (Castel Sant’Angelo)
10. Borghese-galleriet
Der er selvfølgelig mange flere seværdigheder og oplevelser at udforske i Rom, men disse er blandt de mest kendte og besøgte steder i byen for turister fra hele verden. I denne guide giver jeg mine personlige tips til, hvad man ikke må misse i Rom.

Hvor kan jeg købe billetter til seværdighederne i Rom?

Du kan købe billetter til de fleste seværdigheder i Rom online på deres officielle hjemmesider eller ved indgangen. For nogle af de mere populære seværdigheder som Colosseum og Vatikanmuseerne, anbefaler jeg at købe billetter på forhånd for at undgå lange køer. I denne guide giver jeg links til sikkert køb af billetter online – de fleste steder kan du købe med gratis afbestilling, så du kan ændre dine planer.

Hvornår er det bedste tidspunkt på året at besøge Rom?

Generelt er foråret (april-maj) og efteråret (september-oktober) de mest populære tidspunkter, da vejret er mildt, og der er færre turister end i sommermånederne. Sommeren kan også være en god tid at besøge, hvis man ønsker at nyde byens udendørsaktiviteter og arrangementer, men det kan være meget varmt og tætpakket med turister. Vinteren kan være kold og regnfuld, men det kan også være en god tid at besøge for at undgå store menneskemængder og opleve byen i en mere afdæmpet stemning.

Er Colosseum pengene værd?

Ja! Colosseum er en af de mest ikoniske og imponerende seværdigheder i Rom, og det er bestemt værd at besøge. Det er et fantastisk eksempel på romersk arkitektur og ingeniørkunst, og det er også en vigtig del af Roms historie og kultur. Jeg vil anbefale at købe billetter til en guidet tur for at undgå lange køer og få mest muligt ud af dit besøg. Det gjorde jeg selv på min seneste tur og nød det i fulde drag.

  • Hotels.com er min foretrukne hotel-booking portal med gode tilbud i hele verden
  • Get Your Guide er en portal, hvor du kan booke billetter til seværdigheder, udflugter på rejsemål og diverse transportbilletter
  • Omio er den bedste side til at finde billige tog- og busbilletter i hele Europa.
  • Rentalcars.com er det bedste sted at få overblik over priser på lejebiler