Rejse til det ægte Bali – risterasser og møde med lokale familier

Rejsekris Kristoffer Føns Bali

Jeg er taget på endnu en længere rejse til det sydøstasiatiske, denne gang til den indonesiske perle, Bali. Det er blevet studeret rejsevlogs og der er lagt et knivskarpt program for vores rejse, så læs med herunder og bliv inspireret af mit rejseprogram.

Jeg sidder i skrivende stund – bevæbnet med min nakkepude og powerbank – i en minibus på Balis nordvestlige spids, næsten helt ovre ved naboøen Java. Jeg ankom mandag og i dag er det onsdag.

I dette indlæg vil jeg beskrive to helt igennem fantastiske områder og oplevelser på Bali som jeg oplevede i går.

Jeg vil gå så langt som til at kalde (i særdeleshed den anden oplevelse) for mødet med Det Ægte Bali.

Se også min video fra Sidemen og Mayong Village – det ægte Bali 😎


Risterasser i Sidemen

Sidemen Bali


På Bali ligger lufthavnen på øens sydlige del i Denpasar nær ved Balis turistmekka (eller turisthelvede om man vil), Kuta.

Vi blev dog mødt af en chauffør, der kørte os langt væk fra turisthorderne i Kuta i retning mod Sidemen på Balis østlige side.

Jeg må hellere lige indskyde, at jeg på denne rejse til Bali er i selskab med min partner i Rejsekris Tours, der driver sit eget rejsebureau, samt endnu en ejer af et (andet) Asien-specialiseret rejsebureau.

Så vi er ikke rejst til den sydlige halvkugle for at slappe af ved poolen – vi er her for at se hoteller, områder og afprøve udflugter som de to herrer skal tilbyde deres kunder.

Så vi skal bogstaveligt talt rejse hele Bali rundt og det startede allerede første dag, hvor vi altså kørte ca halvanden time nordpå fra lufthavnen til Sidemen.

Hotel i Sidemen med infinity pool og god udsigt

Hotel Sidemen Bali
Udsigten fra mit værelse på hotellet var ikke helt dårlig…

Her blev vi indlogeret på det fremragende Samanvaya Sidemen Rice Terraces. Den sidste del af navnet antyder, at vi dumper direkte ned på et hotel, hvor vi kommer i nærkontakt med noget af det Bali er allermest kendt for – de billedskønne risterasser.

Navnet på hotellet snyder ikke, på dette hotel i Sidemen får man serveret en ekstremt flot udsigt fra poolen og flere af værelserne. Jeg boede f.eks. på værelse nr 3, hvor jeg havde udsigt over risterasserne og dalen i Sidemen direkte fra min seng.

Billig, god mad på hotellets restaurant

Vi ankom lige før solnedgang, fik en kold Bintang og derefter et virkelig godt måltid mad på hotellets egen restaurant.

Prisen for min balinesiske ret med kylling og kartoffelmos (jeg byttede risene ud efter at have fået ris på alle måltiderne ombord med Thai Airways, sorry Asien!) var den nette sum af 65.000 af den lokale valuta, hvor 100.000 er lig med ca 45 danske kroner.

Så mit første møde med priserne på Bali var altså på hotellet, hvor mad ellers notorisk er dyrere end på lokale restauranter.

På trods af et bryllup dagen før afrejse (der resulterede i få timers søvn og tømmermænd, der dog var det hele værd – tillykke Christian og Cecilie!) og en rejsetid på knap 24 timer fra min lejlighed til hotellet i Sidemen, så var humøret højt.

Allerede dér var jeg forvisset om, at rejsen til Bali nok skulle blive en succes. 

Jeg kan i den grad anbefale at tage et par overnatninger på Samanvaya i Sidemen.

Se flere billeder og book hotellet med prisgaranti her.

Roadtrip på tværs af Bali

Mandag var således vores første reelle dag på Bali. Her stod vi op ved daggry kl 06, da vi havde en transfer booket kl 07 – rejseplanen sagde nemlig, at vi nu skulle køre tværs over Bali forbi bl.a. Ubud og øens vulkaner Batur og Agung.

Vi nåede lige at få et glimt af Sidemen om morgenen, hvor der er lokalt madmarked hver morgen allerede fra kl 04-09.

Det kan jeg anbefale at slå vejen forbi, hvis man rejser til Bali og bor i Sidemen.

På køreturen fik jeg for alvor øjnene op for, hvor grøn en ø Bali er.

Jeg har selvfølgelig set billeder og video fra øen, men det er altså bare en helt unik natur, der findes her.

Bali


Så den lange køretur på knap 4 timer til Mayong Village var egentlig ikke den store udfordring.

4-årig dreng & hans python-slange

Dyr på Bali
Den enorme slange kan ses bagerst på billedet… Jeg var for chokeret til at tage et ordentligt billede – jeg havde ikke opdaget den, da jeg tog dette billede af leguanen.

Som en kuriositet kan det nævnes, at vi stoppede ved et viewpoint, hvor vi spottede en leguan, der var sat op på et lille barbord.

Den grinte vi lidt af, men hvad vi ikke så i første omgang var, at der bagved var et lille bord/sofa-seng, hvor en 4-5 årig dreng sad.

Ved siden af ham, helt sammenkrøllet, var der en gigantisk python-slange.

Aldrig i mit liv har jeg set så enorm en slange og den blege dansker her skal gerne indrømme, at det løb mig koldt ned ad ryggen.

Iskold lille dreng, der lidt bagefter fik selskab af sin mor og søster – ved siden af den enorme slange… Jeg var i chok og er det egentlig stadig, når jeg tænker tilbage på hele situationen.

Rejsekris var i sandhed kommet meget langt væk fra velkendte København og London 😀

Ved næste viewpoint-stop stod der igen en mand, der havde en slange i en kasse og et par andre eksotiske (stakkels) dyr – her var slangen dog lukket inde og måtte finde sig i at være i sit eget selskab…

Trekking i risterasserne – det ægte Bali uden turister

Bali Trekking tur


Ca 45 minutters kørsel syd for Lovina og ca halvanden time fra populære Ubud ligger Mayong Village.

På ingen måde et område, der er kendt og heller ikke et sted jeg har hørt om fra nogen rejseblogs eller Youtubere – og jeg har researchet godt og grundigt forud for denne rejse.

Der stod en trekking-tur på menuen og hvad skal man så forvente?

En gåtur i rismarkerne lyder måske ikke af meget, men ærligt talt, så var turen rundt i den lille landsby og op i bakkerne virkelig speciel.

Bali børn


Den vil jeg anbefale alle, der rejser til Bali at prøve – vi mødte ikke en eneste turist i området, men kom til gengæld i kontakt med lokalbefolkningen som var meget imødekommende.

Rismark Bali

Vores guide havde arrangeret, at vi gik forbi en families bolig oppe i rismarkerne og det var også en fed oplevelse – guiden havde endda taget et tegnehæfte og farveblyanter med som vi så kunne give til familiens børn, der strålede af glæde, da vi overrakte gaverne.

På besøg hos lokal familie i bakkerne

Familie på Bali

Jeg har altid haft det lidt svært med den slags, hvor vi blegfiser fra Vesten skal ind at glo på de lokale og flashe vores dyre kameraer overfor mennesker, der arbejder knaldhårdt hver dag for at få aftensmad på bordet.

Der var dog lutter smil fra hele familien og det føltes egentlig hverken opsat eller forkert – det var endnu en god oplevelse på vores trekking tur i Mayong Village.

Vores tur tog ca 3 timer og efterfølgende blev der serveret en ret prangende frokost.

En virkelig god, autentisk oplevelse som jeg vil anbefale til alle, der gerne vil opleve det Bali som man drømmer om, men måske har svært ved at finde i de mere turistede områder.

Vil du prøve trekking-turen i Mayong?

Send mig en mail på kf(a)rejsekris.dk, så kan jeg sørge for at sætte dig i forbindelse med en dansk rejseagent i Asien, der kan booke turen.

Den koster ca 350 kr pr person og inkluderer transfer fra dit hotel, trekking-turen, frokost og transfer tilbage til dit hotel.

For dig, der måtte læse med og gerne vil prøve trekking turen giver det naturligvis ingen mening at replikere vores rejseplan.

Vi var udelukkende først i Sidemen for at se hotellerne og området. Man kan arrangere trekking turen med afhentning på hoteller fra stort set hele Bali og prisen er jo voldsomt billig. 

Få mere inspiration til, hvad du kan opleve på Bali her.

  • Hotels.com er min foretrukne hotel-booking portal med gode tilbud i hele verden
  • Get Your Guide er en portal, hvor du kan booke billetter til seværdigheder, udflugter på rejsemål og diverse transportbilletter
  • Omio er den bedste side til at finde billige tog- og busbilletter i hele Europa.
  • Rentalcars.com er det bedste sted at få overblik over priser på lejebiler