For fjerde gang på et halvt år har jeg været i London – denne gang udelukkende for at filme til en video, der fokuserer på billige oplevelser i den engelske hovedstad.
Herunder kan du se min video fra turen og læse mere om de oplevelser jeg valgte at besøge.
Planlægger du din tur til London i sidste øjeblik? 🇬🇧
Her er et par af de bedste ting at lave, hoteller og andre tips til din rejse til London.
🎡 Top Aktiviteter & Ture:
1. Besøg det imponerende Harry Potter Studios (husk at booke billetter i god tid, da de altid bliver udsolgt)
2. Tag en tur rundt i London Eye (jeg anbefaler fast-track billetter for at undgå køen)
3. Oplev en musical i West End (se spilletider og køb billetter her)
4. Tag på bådtur på Themsen og se London fra sø-siden
5. Oplev mere af England med en dagstur til Stonehenge, Windsor & Bath
🛌 Bedste Hoteller:
1. The Savoy er et af byens bedste og mest kendte luksushoteller
2. Sea Containers og Canopy by Hilton er begge 5-stjernede hoteller, der ofte kan bookes til en fin pris
3. Park Plaza Westminster Bridge er et godt, familievenligt hotel få meter fra London Eye
4. Zedwell Piccadilly Circus er et ekstremt billigt hotel uden den store komfort, men lige i hjertet af London
Bare en uge efter jeg returnerede fra Brighton stod jeg atter i Gatwick Airport og skulle nu nordpå til London. Her brugte jeg mit Visitor Oyster Card og tog med Southern-toget til Victoria Station i det centrale London.
Det gjorde jeg, da jeg gerne ville vise, at man ikke nødvendigvis behøver at tage med en af de dyre turistbusser, når man gerne vil se London fra en dobbeltdækker.
Fra Victoria kan man nemlig tage Bus 11 i retning mod Liverpool Street St – det er den samme rute som flere af de dyre turistbusser kører, men til gengæld koster turen kun £1.50.
Men hvorfor skrive det, når jeg kan vise det?
Herunder kan du se min video, hvor jeg viser mine bedste bud på en række billige oplevelser i London. Indlægget her fortsætter under videoen, hvor jeg vil fortælle, hvordan du kan følge i mine fodspor og selv opleve Londons billige seværdigheder.
Indholdsfortegnelse
- Dag 1 – ankomst, hotel & sightseeing
- Billigt hotel i London tæt på Kings Cross
- Alternativ sightseeing bustur
- Dag 2 – Skygarden, Gandalfs pub, Emirates Air Line & Greenwich Park
- Skygarden – gratis, episk udsigt over byen
- Gandalfs pub i London – The Grapes
- Svævebane over Themsen
- Greenwich Park – Londons bedste udsigt?
- River cruise fra Greenwich til Central London
- Dag 3 – Regent’s Canal, Camden & Primrose Hill
- Camden
- Primrose Hill – flotte gader & udsigt
- Indisk mad og comedy i Soho
Dag 1 – ankomst, hotel & sightseeing
Jeg ankom som sagt til Gatwick, tog ind til Victoria og gik direkte ud i “sightseeing-bussen” (altså den normale bybus nr 11), da jeg gerne ville spare lidt tid denne dag. Sædvanligvis vil man jo gerne direkte til sit hotel i London og checke ind.
På denne rejse havde jeg et ønske om at bo tæt på Kings Cross, da der er ekstremt gode muligheder for at komme rundt til hele London med både tube, busser og tog. Derudover er det også nemt at komme dertil fra både Luton og Gatwick Airport.
Generelt er jeg begyndt at bo tæt på Kings Cross på de fleste af mine rejser til London, så jeg har ledt lidt efter et godt, billigt hotel i det område. Det har jeg nu fundet.
Billigt hotel i London tæt på Kings Cross
Hvis du tidligere har ledt efter et billigt hotel i London er du sikkert stødt på ‘Tune Hotel’. Det har nu skiftet navn, så det hedder Point A Hotels og de har flere hoteller rundt omkring i London. Således ligger der også et Point A Hotels Kings Cross og der boede jeg 3 nætter på min tur.
Med priser ned til ca 400 kr pr overnatning, så er her altså virkelig tale om en billig overnatning lige midt i London, så jeg var spændt på, hvordan standarden og personalet var på hotellet.
Check in forløb decideret smertefrit og jeg fik mit værelse kl 13 i stedet for kl 15, da det var klar til mig – det er jo altid lækkert. Værelset er småt, men det fremstår meget nyt og moderne, hvilket er meget rart.
Der er ikke de her klassiske elkedler på værelset som man ellers finder på de fleste britiske hoteller – til gengæld laver personalet gratis (jep, GRATIS!) kaffe i forskellige afskygninger nede i receptionen. Det er altså pænt lækkert!
Jeg har uden tvivl fundet mit nye ‘go-to’ hotel i London, når det bare skal være billigt og fungere. Det er et perfekt hotel for f.eks. et par venner, der sådan set bare skal bruge et fint, billigt og centralt sted at overnatte.
Du kan se flere billeder, læse mere om hotellet og booke det online med prisgaranti ved at klikke på dette link.
- Jeg har også skrevet en stor guide til hoteller i London, hvor jeg går i i dybden med flere andre typer af hoteller i flere prisklasser – se de anbefalede hoteller i London her.
Alternativ sightseeing bustur
Nu går turen så ned til Victoria Station, hvor du kan kopiere min tur med bussen som jeg viser i videoen. Det er meget simpelt; du skal blot tage Bus 11 i retning mod Liverpool Street St.
Brug dit Visitor Oyster Card (der er link til køb øverst i indlægget her) og så koster turen kun £1.50.
Bussen kører fra dette stoppested – husk at det er i venstre side 😉
VisitBritain har faktisk lavet en guide, hvor der er et par andre lignende sightseeing-ruter i London. Se dem her.
Resten af dag 1 kunne gå med hygge i Soho, shopping på Oxford Street eller hvad man lige har lyst til. Få inspiration til flere seværdigheder i London her.
Dag 2 – Skygarden, Gandalfs pub, Emirates Air Line & Greenwich Park
Vi startede med at gå de 3-400 meter fra hotellet til den ekstremt hyggelig italiensk café ved navn Casa Tua. Selvom du ikke bor i Kings Cross området, så vil jeg anbefale at slå vejen forbi Casa Tua til morgenmad, brunch eller frokost.
Fantastisk mad, meget venlig betjening og gode priser.
Skygarden – gratis, episk udsigt over byen
Herfra tog vi tuben til Bank og gik over til… Skygarden; den gratis åbne have med en af byens bedste udsigter. Det eneste man skal gøre for at komme ind er at booke sin billet online hjemmefra – det kan typisk gøres fra ca 2 uger før den dato man vil booke på og pladserne bliver altså “udsolgt”.
Gandalfs pub i London – The Grapes
Fra Bank Station gik turen østpå med DLR til Limehouse, hvorfra vi gik ca 10 minutter hen til en af turens højdepunkter – pubben The Grapes, der er over 500 år gammel, ligger vitterligt lige ned til Themsen og er ejet af Sir Ian McKellen – Gandalf 😀
Jeg er vild med de her ældgamle pubber, der ligger lige ned til floden (The Prospect of Whitby er en anden, der er lidt tættere på centrum).
Her fik vi en pint og jeg fik en omgang fish ‘n chips – noget man jo notorisk skal holde sig fra at bestille på pubber i London, men jeg havde læst rigtig gode anmeldelser af The Grapes’ variant og den holdt altså også 100%.
En af de bedste fish ‘n chips jeg har fået nogensinde…
Vil lige gøre opmærksom på, at børn under 18 ikke har adgang til pubben.
Svævebane over Themsen
Med maverne godt fyldte tog vi en Uber længere østpå til Emirates Royal Docks, hvor vi tog med svævebanen over Themsen. Det vil jeg virkelig anbefale alle, der rejser til London og vil opleve noget helt specielt. Det er altså en virkelig god oplevelse!
Det koster sølle £3.50 (£1.70 for børn) for en tur over Themsen, hvis man bruger sit Visitor Oyster Card.
Greenwich Park – Londons bedste udsigt?
Endnu en hurtig Uber-tur (man kan vist gå på ca 20-30 min) og vi stod i Greenwich Park – klar til at bestige parkens bakke og blive blæst bagover af den fabelagtige udsigt ind over London. Decideret fantastisk syn!
River cruise fra Greenwich til Central London
For at det ikke skal være løgn, så ligger Greenwich Park kun 5-10 minutters gang (via en meget hyggelig, nærmest landsby-agtig rute) fra Themsen, hvor der sejler diverse både ind til det centrale London.
- Se på kort: Greenwich Pier.
Igen var Visitor Oyster Card vores ven – kortet kan nemlig bruges på Thames Clipper bådene, så vi blev nemt, hurtigt og med en enkelt øl fra baren fragtet ind til London Bridge Pier, hvor vi stod af og tog toget op til Kings Cross.
Dag 3 – Regent’s Canal, Camden & Primrose Hill
Jeg startede dagen med turens anden løbetur (jeg træner op til et halvmaraton i Berlin senere på året) mens min rejsepartner havde et Skype-jobinterview, så vi kom først rigtigt ‘afsted’ fra hotellet sent på formiddagen.
Vi vandrede langs en af mine yndlingsruter i London – Regent’s Canal fra Kings Cross til Camden. Her er der komplet ro og man får et noget andet indtryk af London end hvis man følger byens gader, så det kan anbefales.
Camden
Jeg har lige lavet et rutekort på Google Maps (bare følg floden…) – man kan også gå mod øst og ende i det hippe East London, hvis det skulle friste 😉
Camden Market behøver næppe den store introduktion, men hvis du ikke kender det, så læs min større artikel om Camden her.
Førhen var Camden mit absolutte yndlingsområde i London (indie kid forever), men lige striben fra Camden Town St til markedet (inklusiv) er jeg ikke så vild med, da det bliver lidt for turistet efter min smag. Camden er dog meget mere end det og jeg overvejer også at lave en video dedikeret til Camden Town, one fine day 🙂
Primrose Hill – flotte gader & udsigt
Igen via Regent’s Canal og 10 minutters gang, så ender vi i det noget pænere område, hvor bl.a. Kate Moss og Jude Law tidligere har boet. Højdepunktet er naturligvis Primrose Hill, hvor jeg i videoen viser udsigten over London, som er helt fænomenal.
Udsigten fra Greenwich Park er en anelse mere imponerende, men hvis du ikke tager turen derud, så er Primrose Hill et meget fint alternativ – og nok lidt tættere på nogle af de oplevelser i London som de fleste danske rejsende kommer forbi.
Vi sluttede videoen af på en pub (The Queens), der ligger lige ved indgangen til parken – fremragende pub!
Indisk mad og comedy i Soho
Efter et par pints på pubben (vi var færdige med at filme, så det skulle lige fejres) tog vi ned til hotellet, smed kamera-gearet og tog til Soho.
Her indtog vi aftensmaden på Masala Zone (en udmærket indisk restaurant, hvor jeg efterhånden har spist et utal af gange; maden er god, nogenlunde billig og det er næsten altid til at få bord) inden turen gik videre til comedy på en comedy-club ved Leicester Square.
Et område jeg sædvanligvis holder mig fra, men comedy-aftenen lød lovende og det var da også en sjov aften. Jeg kan virkelig anbefale at tage ind at se comedy i London – det er ofte utroligt billigt og jeg har endnu ikke oplevet dårlige shows.
Min yndlingsaften er nok den på Camden Comedy Club, men det er måske bare fordi det er i Camden 😀
Jeg håber, at du kunne bruge min video og indlægget som inspiration til, hvordan man kan få en relativt billig rejse til London. Hvis du har nogen spørgsmål, så fyrer du bare løs i kommentarfeltet herunder 😉
- Booking.com er min foretrukne hotel-booking portal med gode tilbud i hele verden
- Get Your Guide er en portal, hvor du kan booke billetter til seværdigheder, udflugter på rejsemål og diverse transportbilletter
- Omio er den bedste side til at finde billige tog- og busbilletter i hele Europa.
- Rentalcars.com er det bedste sted at få overblik over priser på lejebiler
Super gode tips – De fleste oplevelser skal jeg i hvert fald huske, næste gang når jeg skal rejse til London.
London er virkelig en vidunderlig by som man ikke kan få nok af.
Mange hilsner fra Sønderborg,
Andre Rignanese / AR Travelservice
Hej.
Vi har købt travelcard 7 dages. Kan man stige på rundturs busserne med det ?
Hej Kiki
Nej, man skal have en speciel billet til de specielle sightseeing busser. I kan dog bruge jeres Travelcard i de almindelige (offentlige) busser – f.eks. den jeg viser i videoen herover 🙂
Tak for svar 🙂
Vi skal bo i zone 3, derfor jeg valgte travelcard.
Vi har snakket om at køre med e offentlige busser, også bare selv køre til de forskellige attraktioner – Er det til at finde ud af ?
Vil lige rose denne side! vi har fået utrolig meget ud af den, og vil klart vende tilbage, hvis/når vi skal ud at rejse igen. Vi er 2 som skal afsted, mig og min ældste datter. hun fik turen i Konfirmationsgave sidste år.
Hej Kiki
God idé 😉
Ja, det vil jeg anbefale, når I nu har Travelcards – man ser en del i de almindelige busser og det er også sjovere end at køre med tube (men det kan også tage en del længere tid, så når I skal skynde jer, så er tuben bedst). I kan bare bruge Google Maps’ ruteplanlægger, så er det meget nemt.
Mange tak for de pæne ord, det er jeg super glad for at høre! 😀
Hej Kristoffer jeg vil starte med at sige tusind tak for alle dine fantastiske indlæg og gode ideer. De har været en kæmpe inspirationskilde(er ved at planlægge en Londontur i sommerferien). Jeg har et spørgsmål jeg håber du vil svare på.:Vi påregner at skulle på tur med Bigbusserne og får derved billet til bådtur på Themsen, Hvis vi så står af ved Greenwich Pier er vi så tæt på svævebanen?
Hej Jytte
Ja, relativt tæt i hvert fald – selv tog jeg en Uber på 5-10 minutter fra svævebanen til Greenwich på turen her.
Hejsa
Og tak for din fine side med inspiration og nyttig viden.
Har lige et spørgsmål til betaling ved brug af offentlige busser, både og the tube, kan man betale med Wallet eller er Oystercard bedst?
Hej Helle
Man kan godt bare betale med Apple Pay – i al offentlig transport i London.
Hej Kristoffer
Tak for en virkelig god og inspirerende side du her har lavet. Jeg har været i London for flere år siden og skal afsted igen om et par uger. Det er dejligt at få nye ideer her fra din side. Tak for det.
Når vi nu skal rejse rundt i London med offentlig transport kan du så fortælle mig hvordan det foregår med betaling nu om dage. Skal vi købe kort til Tuben til nogle dage ad gangen eller er det noget med at man bare kan betale med sit kreditkort når vi skal med Tuben. Ved du det?
Bedste hilsner
Marianne
Hej Marianne
Mange tak!
Man kan godt betale med sit kontaktløse kreditkort og mobilen. Jeg bruger efterhånden selv bare Apple Pay, når jeg er derovre.