Bornholm er Danmarks perle – en lille solskinsø i Østersøen, hvor især danske, tyske og svenske turister flokkes til i sommerhalvåret.
Det skyldes måske, at det er den danske kommune, hvor der er allerflest solskinstimer, men også, at der er højt til himlen, storslået natur, lækre badestrande og velsmagende fisk.
Går turen til Bornholm handler det snarere om at vælge ud end at finde oplevelser; for der er rigeligt at tage af, øens størrelse taget i betragtning – og mange seværdigheder på Bornholm er ganske gratis.
Se også min video fra Bornholm:
I guiden her har jeg samlet de 10 bornholmske oplevelser, du absolut ikke må gå glip af, når turen går til solskinsøen.
Indholdsfortegnelse
1. Hammershus Slotsruin
Du må absolut ikke gå glip af Hammershus, når turen går til Bornholm!
Det er ikke kun Bornholms mest besøgte attraktion, men også én af Danmarks mest besøgte med over 400.000 besøgende hvert eneste år.
Til trods for den store menneskemængde, er middelalderborgen bestemt et besøg værd; det er nemlig Nordeuropas største borgruin. Udover, at det er spændende at gå rundt at kigge på borgen, er udsigten også god, og det er en attraktion for både børn og voksne.
- Pris: Gratis adgang
- Beliggenhed: Bornholms Nordvesthjørne
Link: se de bedste hoteller på Bornholm og book med prisgaranti.
2. Ekkodalen
På Bornholm ligger også Danmarks længste sprækkedal på hele 12 kilometer. De stejle klipper og den prangende natur er en stor oplevelse. Der er virkelig smukt, og det er muligt at gå forskellige ruter i området.
Og så er det her, du skal tage hen for at lave et virkelig godt ekko i dalen – i ægte “Hvad drikker møller?”-stil – til stor glæde for både børn og voksne!
- Pris: Gratis adgang
- Beliggenhed: fra Vallensgård Mose til Saltuna
3. Døndalen
Også Danmarks største vandfald på hele 20 meter er placeret i Døndalen på skønne Bornholm! Vandfaldet tager udgangspunkt i udsigtspunktet Amtmandsstenen på toppen – og her er en forbløffende god udsigt ud over hele dalen!
Et gammelt sagn lyder, at Amtmandsstenen blev brugt til ofringer i gammel tid, hvor både dyr og mennesker blev ofret til guderne ved at blive kastet ud over klippen! Så makabert er det ikke længere, men historien er spændende, og vandfaldet bestemt et besøg værd.
- Pris: Gratis adgang
- Beliggenhed: Vest for Gudhjem
4. Dueodde strand
Bornholm har den “bedste” af mange, og det gælder naturligvis også strande. Dueodde Strand hører nemlig ikke kun til blandt Danmarks – men også blandt Europas – allerbedste strande!
Sandet er ekstremt fint – så fint, at det faktisk er blevet brugt til produktion af timeglas! Derudover har vandet typisk en behagelig temperatur i sommersæsonen, og stranden er børnevenlig med sit lave vand og fine træramper.
- Pris: Gratis adgang
- Beliggenhed: Bornholms sydspids
5. Helligdomsklipperne og Sorte Gryde
Gennem tusindvis af år har vandet eroderet kysten og skabt dramatiske kløfter i fjeldet. At se Helligdomsklipperne er i sig selv en stor oplevelse, men at gå en tur ind i den Sorte Gryde, der er en 60 meter dyb grotte, mellem klipperne er virkelig en vild oplevelse lige her i lille Danmark.
Er man ikke så vild med edderkopper, er det dog værd at nævne, at her lever en såkaldt grotteedderkop, som er i familie med fugleedderkopper. Den er dog meget sky. Til gengæld er du måske heldig at se spindet fra grotteedderkopperne, der til forveksling ligner kinesiske lanterner.
Mange valfarter til klipperne for at hente helbredende vand fra den hellige kilde – især på Skt. Hans nat – så det hedder ikke Helligdomsklipperne for sjov.
- Pris: Gratis adgang (det er muligt at købe en bådtur)
- Beliggenhed: Mellem Gudhjem og Tejn
6. Rokkestenen i Paradisbakkerne
Bornholm er kendt for mange ting; især for sine rokkesten! Kæmpemæssige sten, der af naturen selv er placeret, så de kan rokke fra side til side, hvis man er et par stykker om at skubbe til dem.
På Bornholm er der hele 3 rokkesten, hvoraf den største og mest imponerende befinder sig i Paradisbakkerne og vejer hele 35 ton!
Tidligere rokkede den store rokkesten relativt nemt, men i dag kræver det et godt hold at få den til at rokke bare en smule. Alligevel er det imponerende at se de store sten ligge midt i natur, hvor de ikke umiddelbart ser ud til at høre til.
- Pris: Gratis adgang
- Beliggenhed: 3 km nordvest for Nexø
7. Rundkirken i Østerlars
Bornholm har hele 4 rundkirker, som er kendte i hele Verden for deres meget anderledes runde byggestil. Selvom der er mange hypoteser og gætterier omkring det runde design, er det stadig et mysterium, hvorfor kirkerne egentlig er runde. Den største og prægtigste af de fire rundkirker befinder sig i Østerlars og dateres helt tilbage til år 1.150.
Mange mener, at rundkirkerne har en relation til Tempelridderne, og lige så mange tror, at den Hellige Gral eller andre skatte ligger begravet i eller i nærheden af kirkerne. Det er dog strengt forbudt at lede efter dem – men det er alligevel sjovt at tænke på.
- Pris: 20 kr. for voksne og 10 kr. for børn
- Beliggenhed: Vietsvej i Østerlars
8. Restaurant Det Røde Pakhus
I Rønne ligger Bornholms mest populære restaurant, der serverer et udsøgt udvalg af lokale fisk og skaldyr. Både mad, vin og udsigt roses til skyerne, og Det Røde Pakhus får da også 5 ud af 5 stjerner på Tripadvisor.
Husk at booke bord i højsæsonen, for efterspørgslen efter den delikate madoplevelse er stor. Er der fuldt booket, er der dog et væld af andre gode restauranter på Bornholm. Især dem i Gudhjem er også værd at nævne.
- Pris: Afhængig af mad- og drikkevalg
- Beliggenhed: Rønne
9. Bisonskoven
Oplev en europæisk bison i (nogenlunde) naturligt habitat i Bisonskoven Almindingen. Her går en flok bisonokser og græsser fredeligt som et naturvidenskabeligt projekt, der skal skabe mere biodiversitet i området.
Tag kikkerten om halsen, og kør på bisonsafari for at spotte de imponerende dyr. Det er både tilladt at gå og køre i området, men der skal holdes god afstand til de store dyr for en sikkerheds skyld.
- Pris: Gratis adgang
- Beliggenhed: Almindingen
10. Tovbanen ved Opalsøen
Opalsøen er en smuk oplevelse i sig selv, men skal der adrenalin i blodet, er svævebanen hen over søen en virkelig vild oplevelse! Svævebanen er hele 290 meter lang og har et samlet fald på 48 meter,. De to ting tilsammen giver en hastighed på op til 70 km/t – så der er lagt op til et godt sug i maven.
Vær opmærksom på, at tovbanen kun har åbent i sommersæsonen. Til gengæld er der rabat at hente, hvis du tager flere ture i træk.
- Pris: 189 kr. ved én tur
- Beliggenhed: Allinge (tæt på Hammershus)
Få mest ud af din ferie på Bornholm
Når turen går til smukke Bornholm, handler det om at vælge ud. 10 oplevelser er for de fleste i overkanten for en uges ferie, hvor der også gerne må være tid til at dase på stranden, kigge på butikker og spise is.
Prioriter de ting, du og familien helst vil se og opleve – og læg en plan. Bornholm er en forholdsvis lille ø, og derfor er det ofte muligt at kombinere flere af oplevelserne. Hammershus og Opalsøen ligger for eksempel tæt på hinanden, og det samme gør Bisonskoven og Ekkodalen.
Hvad, der giver mening at opleve på Bornholm, afhænger naturligvis både af præferencer, hvor du bor, og hvordan du kommer rundt. En bil giver en stor frihed til at se alt det, du gerne vil, men Bornholm er også en oplagt ø at cykle på – især uden eller med større børn.
Ekstra tips til oplevelser på Bornholm
Bornholm har alle sine eftertragtede attraktioner og storslåede natur, men er faktisk meget mere end dét. Over hele øen er der spredt røgerier, hvor du kan købe velsmagende, lokal fisk – og det er virkelig anbefalelsesværdigt, for det fås næppe bedre andre steder.
Og så er Bornholm jo kendt for deres kæmpemæssige krølle-bølle is med den karakteristiske trold som logo. Desværre produceres der ikke længere original krølle-bølle is på Bornholm, men trolden finder du stadig alle steder, og isene er stadig store og velsmagende!
Er du til kunst, er Bornholm et lille mekka. Øen er et samlingspunkt for kunstnere i alle afskygninger, og der er rig mulighed for at få unikke souvenirs med hjem fra lokale keramikere eller billedkunstnere.
Til de, der er mere til aktiv ferie og outdoor, er der masser af vandreruter i alle sværhedsgrader, mulighed for vandsport i form af blandt andet kajak, kano og paddleboard, og mountainbikeruter er der heller ikke gået ned på. Det er naturligvis muligt at leje udstyr til alle former for aktiv ferie på øen, hvis du ikke lige har taget det med hjemmefra.
- Booking.com er min foretrukne hotel-booking portal med gode tilbud i hele verden
- Get Your Guide er en portal, hvor du kan booke billetter til seværdigheder, udflugter på rejsemål og diverse transportbilletter
- Omio er den bedste side til at finde billige tog- og busbilletter i hele Europa.
- Rentalcars.com er det bedste sted at få overblik over priser på lejebiler