Berlin er fantastisk og det var byen i den grad også, da jeg for en måneds tid siden var på weekendtur til den tyske hovedstad. Læs om min tur og bliv inspireret til, hvordan du selv kan bruge en weekend i Berlin.
Berlin er ikke ukendt territorie for mig – faktisk boede jeg i Tyskland i foråret 2012, hvor jeg arbejdede for Airbnb-konkurrenten Wimdu.
Planlægger du din tur til Berlin i sidste øjeblik?
Her er et par af de bedste ting at lave, hoteller og andre tips til din rejse til Berlin.
🇩🇪 Top Aktiviteter & Ture i Berlin:
1. Tv Tårnet på Alexanderplatz (vigtigt at have skip-the-line billetter hjemmefra!)
2. 1 times bådtur på Spree
3. Halvdagstur til Sachsenhausen Koncentrationslejr
4. Hop On Hop Off Sightseeing Bustur
5. Guidet byvandring om Anden Verdenskrig og Den Kolde Krig (meget populær!)
🛌 Bedste Hoteller i Berlin:
1. Waldorf Astoria Berlin (luksus)
2. NH Collection Berlin Mitte (mellemklasse med perfekt beliggenhed ved Friedrichstrasse)
3. H4 Hotel Berlin Alexanderplatz (godt til prisen - lige ved Alexanderplatz)
🚇 Berlin WelcomeCard bør alle købe til offentlig transport & lufthavnstoget + en masse rabatter.
Hvis du kender lidt til Berlins historie siden murens fald vil du dog også vide, at 5 år i Berlin er virkelig lang tid – forstået på den måde, at byen undergår en kæmpe forandring og har gjort det i over 25 år.
Så det var sjovt at komme tilbage igen (det var et par år siden sidst) og få en opdatering på, hvordan udviklingen skrider frem. Jeg kunne dog konstatere, at Berlin fortsat er en (den?) perfekte destination for en storbyferie i weekenden.
Fredag aften – fra CPH til Prenzlauer Berg
Billige flybilletter til Berlin er ikke svære at opdrive, så fredag aften steg vi ombord på et EasyJet fly København til Schönefeld syd for Berlin.
Da jeg i 2012 boede i Berlin skulle et par veninder ned og besøge mig. De købte billetter til Berlin Brandenburg Airport et par måneder inden den skulle åbne. Deres billetter blev ændret til Schönefeld og den nye super-lufthavn (der står klar lige ved siden af Schönefeld) er fortsat ikke åbnet her 5 år senere.
Rygterne siger, at den nok aldrig kommer til at åbne, så vi må tage til takke med Tegel og Schönefeld. Klassisk Berlin – der er aldrig styr på noget som helst 😀
I mit følge var min kæreste samt hendes familie & påhæng, så vi var 6 personer og det var sent, hvorfor vi tog en stor taxa. Vi ville egentlig have taget toget, men pga sen ankomst og generel dovenhed satte vi os ind i en taxa – og måtte betale ved kasse 1 for denne luksus. Mener det blev ca 60 euro.
Lidt dumt, når jeg nu selv har en ganske glimrende guide til billig transport Schönefeld til Berlin her på bloggen…
Nuvel, vi kom til vores Airbnb-lejlighed i Prenzlauer Berg kun få hundrede meter fra min gamle lejlighed på Stargarder Strasse – faktisk en anelse yderligt i Prenzlauer Berg, så man føler ikke det er helt så turistet som området omkring Kastanienallee.
- Læs også: Stor guide til hoteller & ferielejligheder i Berlin og min guide til hvor man skal bo i Berlin
Det blev til et øl på en nærliggende café, som vi også kom forbi næste morgen…
Se også min video med gode tips til seværdigheder i Mitte:
Dag 2 – Sightseeing & Shopping i Berlin
Guderne skal vide, at jeg hader at spise brunch på en café. Jeg har det altid forfærdeligt, når jeg vågner uanset, hvor længe jeg har sovet, så tanken om at skulle ud blandt andre mennesker inden jeg overhovedet har fået føde og dermed energi, er helt igennem forfærdelig.
Til gengæld er min kærestes yndlingsaktivitet og måltid… Ja, du gættede det. Brunch.
Så vi skulle spise brunch i Berlin 😀
Og ret skal være ret – vi fik et overdådigt måltid morgenmad på en fremragende café i Prenzlauer Berg.
Stedet hedder Beakers og kan anbefales både om morgenen og senere på dagen, da de har et glimrende udvalg af bier vom vass.
Se flere anbefalinger til Prenzlauer Berg her:
TV Tårnet i Berlin – køb fast track billet online hjemmefra
Med tram fra Prenzlauer Allee til Alexanderplatz og derfra direkte op i tv tårnet – udenom den lange kø, som allerede der om formiddagen var opstået.
TV tårnet i Berlin er velsagtens en af byens mest populære seværdigheder, så det er klart, at der vil opstå kø. Dette kan man dog undgå ved at være lidt smart og købe en fast track billet til TV tårnet hjemmefra – så det havde vi naturligvis gjort.
Jeg anbefaler det også i min store guide til seværdigheder i Berlin – og det er virkelig pengene værd, da det vitterligt er hæsligt at spilde sin tid i en fed storby på at stå i kø.
Jeg køber, så vidt muligt, altid billetter til seværdigheder og attraktioner hos min partner GetYourGuide. Dér kan man købe fast track billetter til tv tårnet for 147 kr – link til køb her.
Det var faktisk min første tur i TV tårnet på trods af, at det er min 5. tur til Berlin og jeg har boet der… Skammeligt, men en fed oplevelse at se udover den by jeg kender så godt. Det kan anbefales!
På trods af, at jeg var udnævnt som rejseguide stod de næste par timer på shopping…
Shopping ligger meget tæt op ad brunch på listen over aktiviteter jeg bryder mig om, så jeg sneg mig hurtigt ind i den ikke særligt ukendte sidegade til Rosenthaler Strasse, hvor alverdens instagrammers får deres Berliner-billede.
Det er en meget cool lille smøge med flot graffiti, så hvis du er i område, så kig da lige ind – og gør eventuelt som undertegnede og snup en kop kaffe hos Central-Kino.
Siden gik med Prenzlauer Berg vandring og mur-stykket ved Bernauer Strasse. Ikke synderligt interessant i mine øjne, men et must see, hvis man er på de kanter for første gang – hvilket flere fra Rejsekris’ entourage var.
Efter dagens oplevelser med først brunch og shopping må jeg blankt erkende, at yours truly måtte lidt mere i sit es.
Så da vi efter lidt mere (vintage)shopping i Oderberger Strasse nåede Kastanienalle så jeg mit snit til at lede flokken mod venstre – jeg skulle pludselig virkelig tisse utrolig meget.
Og hvor tisser man, når man er i den nordlige ende af Kastanienalle?
Prater Garten naturligvis. Og man skulle da være et skarn, hvis man besøger Berlins ældste beer garden uden lige at snuppe sig en bier vom vass.
Sjældent har den smagt bedre. Hvilken fryd det dog var at mærke den iskolde Kindl mod læberne.
Turistet sted, men nu ganske udmærket alligevel.
Og pigerne fik sig deres pige-øl:
God indisk restaurant i Kreuzberg
Siden gik turen sydpå til Kreuzberg – det trendy område, hvor jeg i sin tid arbejdede. Jeg må erkende, at jeg har blandede følelser, når det kommer til Kreuzberg og Neukölln.
Det er tit lidt for hipster-smart til min smag og de lokale hader turister, men omvendt er det også her mange af byens bedste barer og diskoteker er placeret.
Jeg husker tydeligt de mange fede nætter, der blev brugt på Berlins hippeste diskoteker mens øllet flød og der blev danset igennem, da jeg boede i byen.
Eller. Nej. Det husker jeg faktisk ikke – for vi kunne aldrig komme ind nogen steder. No tourists…
I hvert fald ikke, hvis man var en 19-årig knægt, der gik klædt som en, der troede han var med i Oasis.
Nu er jeg en snart 25-årig knægt, der stadig tror han er med i Oasis… Og jeg kan sikker stadig ikke komme ind på KaterHolzig, Klub der Visionaere eller Berghain for den sags skyld.
Men jeg kommer altid ind på Citrus i Edinburgh, 42s i Manchester og Firewater i Glasgow – sååååå! 😀
Det var så et sidespring af de helt store…
Så vi var altså i Kreuzberg 😀
På vej mod en helt eminent indiske restaurant, som får mine varmeste anbefalinger. Stedet hedder Ammamma Kreuzberg og det er en god idé at bestille bord inden besøget.
Jeg skrev blot til dem på deres Facebook-side, hvor de svarede hurtigt. Fantastiske indiske retter til 8-10 euro og fantastiske drinks, som også var billige. Man spiser generelt godt og billigt i Berlin, men det her sted vil jeg gerne rejse lidt med u-bahn for at komme til.
Søndag i Berlin – Marked & Bådtur
Søndag som turist i Berlin er lig med en tur på gedemarkedet i Mauerpark. Du ved, at jeg hader shopping, men jeg nyder faktisk at komme i Mauerpark om søndagen for at sidde på bakken og kigge ud over alle menneskerne, se et gøgler show og få en øl.
Jeg ved, at det ikke er særlig cool, edgy eller rejseblogger-agtigt, da markedet i Mauerpark er helt ekstremt turistet, men det er altså et sted, som jeg nyder at komme.
Markedet er fyldt med dumme ting, men at sidde på bakken og skue ud over cirkusset en times tid – det er lige mig.
I 2012 så jeg endda Lukas Graham med band spille der…
I cirka 30 sekunder og så kunne jeg ikke holde det ud mere 😀
Sorry, Grunk.
Bådtur på Spree
Senere på dagen tog vi på bådtur på Spree. Jeg har været en virkelig dårlig turist, da jeg boede i byen og når jeg siden har været tilbage – for dette var også min første bådtur i Berlin… Og det var fremragende!
Anbefalelsesværdig måde at se byen fra Spree – og man kunne købe Berliner Kindl på båden! 😀
Man kan købe billetter online her. 1 times sejlads fra kajen ved Hackescher Markt til Bundestag og retur er passende synes jeg, men der er også længere ture, hvor man sejler den anden vej ned omkring Kreuzberg og Friedrichshain.
Resten af søndagen forløb med en tur til Brandenburger Tor og lidt italiensk til aftensmad, som dog ikke får nogen anbefalinger.
Mandag var bye-bye Berlin.
Om et par uger står den først på en tur til London og derefter Glasgow og et par uger efter 32 dage i Thailand (måske med en afstikker til Cambodia endda).
Vi blogges ved… 😀
- Booking.com er min foretrukne hotel-booking portal med gode tilbud i hele verden
- Get Your Guide er en portal, hvor du kan booke billetter til seværdigheder, udflugter på rejsemål og diverse transportbilletter
- Omio er den bedste side til at finde billige tog- og busbilletter i hele Europa.
- Rentalcars.com er det bedste sted at få overblik over priser på lejebiler