Prenzlauer Berg – Seværdigheder, Shopping og guide til Berliner-bydelen

Berlin kort med prenzlauer berg

Når turen går på storbyferie til Berlin, kommer man ikke udenom et besøg i Prenzlauer Berg. Måske har du endda valgt et hotel eller en ferielejlighed i Prenzlauer Berg, hvor mange danskere ejer og udlejer private ferieboliger.

Jeg har boet i ‘Prenzelberg’ i flere måneder og giver her mine bedste tips til, hvad du skal se i bydelen.

Planlægger du din tur til Berlin i sidste øjeblik?

Her er et par af de bedste ting at lave, hoteller og andre tips til din rejse til Berlin.

🇩🇪 Top Aktiviteter & Ture i Berlin:

1. Tv Tårnet på Alexanderplatz (vigtigt at have skip-the-line billetter hjemmefra!)
2. 1 times bådtur på Spree
3. Halvdagstur til Sachsenhausen Koncentrationslejr
4. Hop On Hop Off Sightseeing Bustur
5. Guidet byvandring om Anden Verdenskrig og Den Kolde Krig (meget populær!)

🛌 Bedste Hoteller i Berlin:

1. Waldorf Astoria Berlin (luksus)
2. NH Collection Berlin Mitte (mellemklasse med perfekt beliggenhed ved Friedrichstrasse)
3. H4 Hotel Berlin Alexanderplatz (godt til prisen - lige ved Alexanderplatz)

🚇 Berlin WelcomeCard bør alle købe til offentlig transport & lufthavnstoget + en masse rabatter.

Leder du efter et hotel i Prenzlauer Berg kan du tilpasse din søgning i venstre side på denne side.

Det nordlige Østberlin

Prenzlauer Berg har en enormt spændende historie som jeg kunne bruge mange hundrede ord på at beskrive. Dette er dog ikke indlægget til dét, men lad mig kort ridse op, hvad Prenzlauer Berg er for en størrelse:

Som bekendt blev Berlin atter samlet da muren faldt i 1989. Dette medførte, at rigtig mange flyttede fra øst til vest, hvilket medførte en stor del tomme lejligheder i Østberlin.

Traditionen tro blev disse indtaget af unge, studerende, kunstnere og andre spændende mennesker. Således blev Prenzlauer Berg i 90’erne kendt for at være ‘de alternatives stamsted’ i Berlin.

Prenzlauer Berg

Den tid er dog forbi – de fleste af Prenzlauer Bergs oprindelige alternative beboere har forladt bydelen grundet stigende boligpriser (det kan de takke de mange udlændinge, herunder en stor gruppe danskere, der har købt bolig i området med det formål at udleje til turister).

Jeg skriver også en del om Prenzlauer Berg i min guide til de bedste områder at bo i på din Berlin rejse.

Tjek min video med gode steder i Prenzlauer Berg her:

Nu om stunder er der ikke meget alternativt tilbage i bydelen, der er kendt for at være et af de områder i Tyskland, hvor der er fleste gravide og børnefamilier bosat.

Læs også: Offentlig transport i Berlin.

Nå, lad os komme til seværdighederne i Prenzlauer Berg. På dette kort har jeg indsat en række punkter med steder, der enten skal besøges eller hvor du kan slå ind forbi, hvis du alligevel går forbi, leder efter et sted at spise, få en øl eller lignende.

Kort over Prenzlauer Berg


Vis Prenzlauer Berg guide af Rejsekris.dk på et større kort

Seværdigheder, shopping og restauranter i Prenzlauer Berg

Mauerpark på en forårs-søndag er fantastisk! Det er her, det verdenskendte Flohmarkt am Mauerpark afholdes. Selve markedet er i mine øjne ikke det helt store sus – det minder mest om et klassisk dansk loppemarked, men man finder naturligvis et noget mere spændende og varieret udvalg på markedet i Berlin. Der er simpelthen ALT – lige fra cykler, solbriller til gamle russiske uniformer.

Den danske Bruno Mars live i Mauerpark

Der er også godt gang i selve parken, hvor der underholdes af forskellige musikere, dansere og entertainere. Mine venner og jeg tilbragte mange søndage på bakken op mod stadion, med et par Berliner Kindl, en hot-dog og solen bagende fra himlen.


Få hundrede meter fra Mauerpark ligger en rigtig fed butik, hvis du er til billig vintage shopping. Den hedder Pauls Boutique og har et stort, varieret udvalg af alt fra dyre designermærker til ukendte britiske tøjdesignere.

En af mine venner, der er lidt københavnersmart, fandt bl.a. en Wood Wood t-shirt til 20 euro (det var åbenbart meget billigt 🙂 ). Også et stort udvalg af Adidas sko.

Kastanienallee er også en dejlig gade, hvor man for alt i verden ikke bør indtage sine måltider, hvis man ellers vil holde sin storbyferie i Berlin på et nogenlunde økonomisk niveau. Gaden står opført i alle rejsebøgerne og det er da også sjældent, man kan trave ned af gaden uden at høre en forvirret dansk turist. Ikke desto mindre er den hyggelig og central i Prenzlauer Berg.

Når sulten trænger sig på, vil jeg anbefale en græsk restaurant, der dog ligger lidt væk fra Mauerpark og Kastanienalle – mod Friedrichshain på hjørnet af Danziger Strasse og Prenzlauer Allee. Jeg er vild med græsk mad, så det er måske den eneste grund til, jeg finder den særligt god. Den lå også tæt på min lejlighed, så det spiller måske også ind.

Er du til græsk, kan den dog anbefales og så ligger der en helt klassisk tysk kneipe på den anden side af krydset, op ad Prenzlauer Allee væk fra Alexanderplatz. Her er der billige øl og en ægte tysk kromutter bag baren, hvor man må ryge. Ikke et specielt godt sted, men det skulle alligevel med, da det er svært at finde sådanne steder i Berlin – på trods af, det er Tysklands hovedstad.

currywurst

Jeg har også indsat en Currywurst fastfood-joint på kortet. Som du kan se, er den beliggende nede ved Rosenthaler Platz. Den har vundet flere priser og roses tit for sin gode kvalitet. Det var her jeg smagte min første currywurst og jeg har kun tommelfingre at sende opad i dette steds retning.

I byen

Når træskoene skal svinges i Prenzlauer Berg, er der masser af muligheder – men det er der jo overalt i Berlin. Du kommer ikke langt mht. deciderede diskoteker og clubs, hvis I kommer udelukkende mænd og ikke kan tysk.

Det bryder dørmændende sig typisk ikke om, hvilket gør sig gældende for hele byen. Det er irriterende, men de er trætte af at turister kommer og opfører sig som idioter på deres diskoteker. Så, hav nogle damer med, lad være at virke for fulde og snak tysk. Ved Kulturbrauerei er der flere diskoteker at vælge imellem.

Det eneste deciderede diskotek jeg kom ind på, var Dazzle Danzclub, men det er også et rock-diskotek, hvilket passer mig noget bedre end steder med mainstream-tossernes popmusik 🙂

Vil du på cocktail-bar eller værtshus går det noget nemmere. Jeg kan godt lide baren Intersoup, hvor priserne er vanligt billige og der ofte er live-musik (også tit danske bands). Skal du have en vild oplevelse i byen – og elsker du god rock musik – så skal du dog tage på det kæmpestore White Trash Fastfood.

white trash fast food berlin

White Trash Fastfood er både en restaurant, en bar, koncertsted og så har de minsandten også en tatovør i kælderen (her har jeg selv fået blæk i huden, dog i ædru tilstand…). Burgerne på White Trash er herlige, der er gratis WiFi (hvilket er svært at opdrive i Berlin) og stemningen er god.

Prøv at ramme en af de aftener, hvor der er Rock n Roll Bingo. Her gælder det om at gætte, hvilken sang, der spilles og der er gratis øl til vinderne. Det er sjovt. Der er desuden et dansegulv, hvor man kan slippe sin indre Bernard Sumner løs og modtage fordømmende blikke fra tyskerne…

Opdateret 2020: White Trash Fastfood er desværre lukket.

Dagen derpå i Prenzlauer Berg

Når tømmermændende skal plejes, anbefaler jeg som tidligere nævnt Mauerpark, men støjen kan også blive for meget. Skal der være stilhed, kan turen gå til Volkspark Friedricshain, der både er større og mere en decideret park. Her er små rolige oaser, hvor man kan være i fred og have ondt af sig selv eller bare nyde naturen og ferien i Berlin.

Har du selv nogen gode tips til Prenzlauer Berg? Shopping, seværdigheder eller lignende, så del dem med os andre i kommentarerne.

Du kan også blive inspireret til, hvilke seværdigheder & attraktioner du skal se i Prenzlauer Berg ved at se oversigten hos GetYourGuide her.

  • Hotels.com er min foretrukne hotel-booking portal med gode tilbud i hele verden
  • Get Your Guide er en portal, hvor du kan booke billetter til seværdigheder, udflugter på rejsemål og diverse transportbilletter
  • Omio er den bedste side til at finde billige tog- og busbilletter i hele Europa.
  • Rentalcars.com er det bedste sted at få overblik over priser på lejebiler