Fort William i Skotlands Højland – Rejseguide og gode tips til området

rejsekris skotland

Her i februar var jeg endnu en gang på en rejse til Skotland. Jeg sender efterhånden ret mange danskere afsted på roadtrip fra Edinburgh og gerne til Fort William området (og måske videre til Isle of Skye). Jeg har været i Fort William flere gange, men det har altid kun været en time eller to på vej videre til Isle of Skye.

Da jeg alligevel skulle besøge min ven, der bor i Glasgow, besluttede vi os for at leje en bil og køre til Fort William, tage en overnatning og komme mere under huden på byen i det skotske højland. Denne tur startede således i Glasgow, hvor jeg havde lejet den billigste lejebil (dog med automatgear) hos Europcar.

Ved afhentning får vi dog udleveret en Mercedes S-Class, der kun har kørt 40 km. Jeg aner intet om biler og interesserer mig ikke for biler, men jeg ved dog, at sådan en fyr her er en af de bedre køretøjer på markedet…

lejebil skotland

Det var selvfølgelig helt vildt fedt med så ny og cool en bil, men jeg må også indrømme, at jeg havde en anelse sved på panden et par gange under den tur. Det tager bare lige lidt tid at vænne sig til at køre i venstre side – og når man så er bange for at ridse en splinterny, ekstremt dyr bil. Alt forløb heldigvis som det skulle og der var ingen problemer, da bilen blev afleveret igen.

Køretur til Fort William via Loch Lomond

Når man kører til Fort William fra Edinburgh kører man østover Loch Lomond & The Trossachs Nationalpark, hvorimod man fra Glasgow kører venstre om, så det var meget fedt at opleve en ny køretur.

Der var lige et stykke på 15-20 minutter, hvor vejen dog virkelig ikke er specielt fed at køre på – den er jo sprængt ind i klipperne og man kører virkelig tæt på både klipper og modkørende.

Men der er simpelthen ikke andet at gøre end bare at sætte farten ned og så må der samle sig en klynge af lokale biler bagved.

Hellere forsinke dem 5 minutter end at risikere at køre galt fordi man vil forsøge at køre som de lokale – det kan de færreste danskere og de lokale er så vant til turister, at de aldrig dytter eller virker irriterede (selvom de nu nok er det fra tid til anden) 😀

Vejen ‘ender’ med at flette sammen med den rute man kører fra Edinburgh lige inden Glencoe. Jeg har dækket Glencoe i min kæmpe artikel om mit roadtrip fra Edinburgh til Isle of Skye, så jeg springer let og elegant over (fantastiske!) Glencoe i denne artikel.

Fort William er en perfekt base i Højlandet

Ca 30 minutters køretur fra Glencoe ligger Fort William så. Man kan (relativt) nemt komme hertil også med både tog og bus, så hvis man ikke vil bruge energi på at køre selv, så er det altså ganske nemt at tage på rejse til det skotske Højland.

Godt, klassisk hotel i centrum

fort william hotel
Hotellet i Fort William.

Vi drejer ind på parkeringspladsen ved Alexandra Hotel (se mere og book hotellet her), hvor jeg allerede har haft flere gæster indkvarteret – uden selv at have været forbi, så jeg er ærligt talt en anelse spændt på at se, hvad der venter. Heldigvis er hotellet præcist som jeg havde håbet og forventet; et ældre, klassisk britisk hotel, der er lidt slidt i kanterne, men ellers bare er super hyggeligt.

Alexandra Hotel ligger desuden helt perfekt i byen – vitterligt få minutters gang fra stationen og 30 sekunders gang fra byens hovedstrøg, hvor man finder de fleste pubber, restauranter, cafeer og butikker.

Hvad er der i Fort William?

Fort William
Et ekstremt dårligt billede af hovedstrøget i Fort William – jeg havde for travlt med at filme til at fange de pænere steder…

Der bor ca 10.000 mennesker i Fort William, hvilket gør det til en af de større byer herude i Højlandet. Derfor er der også ganske fint liv i byen (der er sågar en McDonalds!). Det kombineret med, at Ben Nevis (Storbritanniens højeste bjerg) er beliggende få minutters kørsel fra byens centrum, gør at rigtig mange turister vælger Fort William som base på rejsen til det skotske højland.

Og det kan jeg kun bifalde – det er et fremragende sted, da man nemt kan køre ud i naturen, men så om aftenen har man også lidt forskellige pubber og restauranter at vælge imellem.

Seværdigheder & oplevelser ved Fort William

Skotland højland

Den altoverskyggende seværdighed ved Fort William er naturligvis Ben Nevis. Det er klart, at Storbritanniens højeste punkt altid vil tiltrække masser af turister, der vil vandre til toppen af det 1.345 meter høje bjerg.

Jeg har (endnu) ikke selv taget turen op, men det skulle eftersigende være en OK vandretur til toppen – det er selvfølgelig altid forskellige fra person til person (løber du marathon eller træner du kun lidt styrke i ny og næ), så jeg vil ikke forsøge at guide nogen til opstigningen.

Læs i stedet denne guide hos Walk Highlands.

Glenfinnan Viadukten (kendt bl.a. fra Harry Potter filmene) og the Jacobite Steam Train (“Hogwarts Express”) er et andet tilløbsstykke. Jeg har flere gange været forbi Glenfinnan Viadukten (du kan bl.a. se den i videoen herunder, hvor jeg også besøger Fort William).

Læs også: Harry Potter Studios i London

Endnu har jeg ikke selv været med toget fra Fort William til Mallaig, hvor man kører over viadukten – det er der til gengæld flere Rejsekris Tours kunder, der skal til sommer, så jeg må lige høre dem om det er pengene værd (jeg tror godt, jeg kender svaret…).

Jeg synes, at det er meget imponerende bare at se den flotte viadukt og området derude omkring Loch Shiel er i den grad turen fra Fort William (27 km) værd. For en måneds tid siden havde jeg nogle kunder afsted på en rundrejse i Skotland, hvor de kun rejste med bus og tog (fra Edinburgh til Fort William, Isle of Skye og Glasgow).

Dem sendte jeg bare med det almindelige Scotrail-tog fra Fort William til Glenfinnan og de vandrede omkring derude i et par timer – og var vilde med det.

Jeg nævner det igen bare for at sige, at man altså sagtens kan opleve Skotland fantastiske natur og de mere øde steder uden at skulle køre bil selv.

Skilift til Storbritanniens 8. højeste bjerg

Aonach Mor

En af de seværdigheder omkring Fort William jeg er mest begejstret for er skiliften op til det 1221 meter høje Aonach Mor. Uanset om man ikke er i form eller skadet, har nået en alder hvor bjergbestigning ikke er en mulighed eller ganske enkelt blot hellere vil lade maskineriet gøre arbejdet for en, så har man altså muligheden for at komme til tops i det skotske højland.

Det foregår ved Nevis Range, hvor Nevis Range Mountain Gondolaen tager en fra parkeringspladsen og op til toppen, hvor der ligger en café. Det er noget jeg vil anbefale alle, der rejser til Skotland, Højlandet og Fort William. Det koster ganske vist 19.50 pund, men det er altså pengene værd – bare gør det 😀

Læs mere om gondolaen her. Man kan købe billetter online, men da jeg spurgte om der er nogen fordel eller om man bare skal købe ved ankomst fik jeg at vide, at man bare skal købe fysisk, når man ankommer. Så det gjorde jeg og anbefaler det hermed til dig også 😀

God pub i Fort William

Pub fort william
Det ser ikke ud af meget, men hotdogs i Skotland er en anderledes forestilling end herhjemme – de skal prøves!

Jeg kan i den grad anbefale at svinge ind forbi Grog & Gruel, der ligger på Fort Williams hovedstrøg. Her er en ekstremt hyggelig atmosfære, mange gode øl på fad, whiskies på flaske (haha, naturligvis!) og så serverer de ganske god pub-mad.

Uden tvivl den hyggeligste pub jeg så i Fort William og vi var faktisk forbi en del af dem, da vi om eftermiddagen lige stak hovedet ind og spurgte de forskellige steder om de viste Liverpool-kampen om aftenen.

Der gik ganske vist ‘ged’ i vores mad-bestilling den ene gang vi var der (spiste både frokost og aftensmad her), men de kvitterede så med en gratis pint som undskyldning for den ekstra ventetid – og så er det jo nemt at tilgive det meste 🙂

Fra Fort William gik turen igen sydpå til Glasgow, hvor jeg overnattede en enkelt gang og tog toget til Edinburgh, hvor jeg tilbragte 3-4 dage med at tjekke op på flere af byens hoteller jeg har benyttet til kunder (lige for at tjekke at de fortsat holder høj standard) og fik testet et par seværdigheder jeg endnu havde til gode.

Det vil jeg skrive om i et andet indlæg – indtil da kan du læse alle rejseguides til Edinburgh her.

  • Booking.com er min foretrukne hotel-booking portal med gode tilbud i hele verden
  • Get Your Guide er en portal, hvor du kan booke billetter til seværdigheder, udflugter på rejsemål og diverse transportbilletter
  • Omio er den bedste side til at finde billige tog- og busbilletter i hele Europa.
  • Rentalcars.com er det bedste sted at få overblik over priser på lejebiler