Har du sat kryds i kalenderen, og går rejsen snart til den sydtyske storby München, har du virkelig noget at glæde dig til. I denne rejseguide kan du læse om de bedste seværdigheder i München og Bayern-området.
Mange kan nikke genkendende til byens navn, men de fleste forbinder den måske kun med Bayern München, det store fodboldhold, og Oktoberfest. Og selvom de to ting er utroligt store for byen, er den trods alt også kendt for, og kan byde på, meget mere end det.
Herunder kommer jeg til at gennemgå 15 forskellige seværdigheder og attraktioner i og omkring München, som du kan vælge at kigge nærmere på, mens du er i byen.
Se også den store guide til, hvor man skal bo i München, hvis du ikke har booket hotellet endnu.
Savner du inspiration til god underholdning, håber jeg, at denne rejseguide til seværdigheder i München og Bayern kan være behjælpelig.
Indholdsfortegnelse
- Introduktion til din rejse til München
- Neuschwanstein Slot – smukkeste seværdighed tæt på München
- Linderhof Slot – i den grad et besøg værd
- Allianz Arena – guidet stadionrundvisning hos Bayern München
- Tur til Salzburg – tag på togtur med guidet rundvisning
- Viktualienmarkt – gourmet madmarked i München
- Dachau – oplev den forfærdelige KZ-lejr tæt på München
- 2. verdenskrig byvandring i München
- Zugspitze – besøg Tysklands højeste bjerg
- Kehlsteinhaus – Hitlers “Ørnerede” og tilflugtssted
- Englischer Garten – Münchens smukkeste park
- Schloss Nymphenburg – smukt slot i München
- Deutsches Museum
- Hellabrunn Zoo – hvis du rejser til München med børn
- Bayerisches Nationalmuseum – lær alt om Bayern
- Botanischer Garten München – en utrolig smuk & stor botanisk have
- Hofbräuhaus am Platzl – en af de bedste oplevelser i München
Introduktion til din rejse til München
Bayern byder i sin helhed på en overflod af historiske seværdigheder, områder, monumenter og bygninger, samtidig med at også kan opleve den smukkeste natur i måske hele Tyskland i og omkring dette område.
Syd for München finder du eksempelvis de Bayerske Alper, som i den grad er et visit værd, hvis du har bil til rådighed, og hvis du gerne vil opleve noget af det smukkeste natur, som det sydlige Tyskland har at byde på.
De ligger på grænsen mellem Tyskland og Østrig, så det er også oplagt at besøge dem, hvis du en dag er i Østrig, og ikke har tid til det på din München tur.
Har du tiden, kan du også udnytte, på en og samme tur, at München netop ligger så tæt på den østrigske grænse. Du kan blandt andet vælge at tage på en dagsudflugt til eksempelvis Salzburg eller Innsbruck.
Der er hhv. omkring 140 og 160 km fra München til de to byer, så hvis du har tid og lyst, kan du med fordel udnytte, at du på din tur til München også har så kort til den østrigske landegrænse.
- Det kan jeg i hvert fald anbefale, og jeg skal nok komme mere ind på muligheden senere.
Kommer du under Oktoberfest, skal du naturligvis ikke snyde dig selv for at opleve det, mens det står på. Men da det kun står på et par uger om året, har jeg valgt ikke at tage punktet med på denne liste, da du ikke kan få muligheden for at opleve det, hvis du kommer på andre tidspunkter af året, hvilket der jo er stor chance for.
Er du dog i München i september eller oktober, bør du i den grad tage en tur forbi Oktoberfest, hvis dit hoved ellers kan holde til det.
Neuschwanstein Slot – smukkeste seværdighed tæt på München
Det første, du kan gøre, efter du er ankommet vel til München, er at tage ud at se de to slotte Neuschwanstein og Linderhof. Lad os begynde med Neuschwanstein Slot, der er en af Tysklands bedst kendte seværdigheder.
Slottet er måske det smukkeste slot, du finder i hele Tyskland. Ja måske i hele Europa. Dette eventyrlige slot ligger omkranset af bjerge, bakketoppe og træer, og det ligner noget pillet direkte ud af en Walt Disney film. Det vil du også give mig ret i, når du først ser det.
På trods af sin eventyrlighed, er slottet relativt nyt, da det første blev opført i 1800-tallet, hvor det fungerede som hjem for kongen Ludwig 2. af Bayern.
Da han døde i 1886, blev slottet åbnet op for offentligheden, og i dag er hvert år millioner af mennesker, der lægger vejen forbi. Beliggenheden skyldes, at kongen ville bruge stedet som et refugium, hvor han kunne trække sig tilbage og være alene.
Hvis du vil besøge slottet, kan du finde billetter til en guidet tur med afgang fra München her.
Linderhof Slot – i den grad et besøg værd
På samme udflugt vil du også komme en tur forbi Linderhof Slot, som er endnu et af Kong Ludwig 2. af Bayerns værker. Det er i hvert fald skabt på bestilling fra ham.
Slottet er ikke verdens største, så det er et mere hyggeligt et af slagsen. Det ligger idyllisk omkranset af bjerge, akkurat som Neuschwanstein, hvilket gør det til et utroligt fantastisk sted at få taget gode billeder og i den grad en smuk seværdighed i Bayern.
Til slottet er der en enorm have, som du kan gå rundt i. Her er der en række bygninger, som du kan besøge. Du kan blandt andet se Venus’ tempel, hvorfra du har en fantastisk udsigt over slottet og resten af haven.
Du kan også se kongens grotte, som dog først åbner igen i 2022 på grund af restaurering.
På denne udflugt vil der være frokostpause indlagt undervejs, som du kan nyde i Hohenschwangau, samtidig med at du også får mulighed for at besøge byen Oberammergau.
Klik på linket i afsnittet ovenover for at læse mere om udflugten til de to populære slotte.
Allianz Arena – guidet stadionrundvisning hos Bayern München
Som nævnt i introen, er en af de store trækplastre for byen ikke mindst Allianz Arena, som er hjemmebanen for Tysklands nok største fodboldhold, nemlig FC Bayern München.
- Rejsekris er ganske vist fan af Union fra Berlin, men man må nok desværre erkende, at Bayern bare er størst i Tyskland…
Her kan du se fodbold i verdensklasse, hvis du timer dit besøg med, at der er kamp på stadion. Er du ikke så heldig, kan du trods alt altid komme forbi stadion og få en guidet tur, hvor du kommer rundt og ser alle de vigtige rum.
På din tur rundt på stadion får du blandt andet mulighed for at komme ind i netop det omklædningsrum, som Bayern Münchens spillere sidder i ved hver eneste hjemmebanekamp.
Du kommer forbi Mixed Zone, hvor pressen hører til, og hvor alle interviews typisk foregår.
Du kommer ind i spillertunnellen, og du får lov til at stå på selve stadion, hvilket er en fed oplevelse, også selvom der ikke bliver spillet på selve banen.
Når du har været rundt, slutter du af i fanshoppen, hvor du har mulighed for at købe din helt egen Bayern München trøje med hjem.
Billetterne til turen på Allianz Arena kan du købe her.
Tur til Salzburg – tag på togtur med guidet rundvisning
Og som jeg også var inde på, er München længere væk fra Østrig, end at du bør besøge Salzburg, mens du er i området. Det kan du blandt andet gøre på en guidet tur med afgang fra München. Perfekt for dig der ikke har bil til rådighed under dit besøg.
Turen kommer til at foregå via tog, hvilket tager omkring halvanden time hver vej.
Når du kommer til Salzburg, vil din guide, som har været med på turen, og som vil akkompagnere jer tilbage til München igen, give en guidet rundtur i byen på omkring 2,5 time.
Derefter vil der være tid til selv at gå på opdagelse i byen, hvor du selv bestemmer, hvad du har lyst til at opleve nærmere.
Du kan naturligvis også selv køre til Salzburg, hvis du har adgang til bil.
Det kan give dig lidt mere frihed, og du har ikke en bagkant, hvor du skal nå et tog tilbage til München.
Du kan købe dine billetter til togturen og den guidede bytur her.
Viktualienmarkt – gourmet madmarked i München
Er du et sandt madøre, og er du interesseret i at smage så mange tyske, og ikke mindst bayerske specialiteter, mens du er i byen, kan jeg i den grad anbefale dig at lægge vejen forbi Viktualienmarkt.
Det er et gourmet marked i centrum af byen, hvor du har mulighed for at smage på alt lige fra bayerske pølser og pretzels til oste, frugter og mange andre delikatesser.
Her er der alt, hvad hjertet og smagsløgene begærer, og du har mulighed for at smage på mad fra over 140 stande og boder.
Med andre ord skal du ikke være bange for, at du kommer til at sulte denne dag, og selvom du måske sparer morgenmaden væk, skal du også være skrap, hvis du når at smage på retter fra samtlige 140 boder.
Hvis du vil, kan du også komme på en guidet tur til markedet, hvor du vil blive tilbudt smagsprøver fra en række af boderne og blive fortalt sjove historier om markedet og standene.
Billetter til denne tur finder du her.
Dachau – oplev den forfærdelige KZ-lejr tæt på München
Måske et af de steder i Tyskland man har mindst lyst til at besøge. Men det er blandt andet med til at gøre det til et af de vigtigste steder for vores historieforståelse.
Tæt på München finder du den gamle koncentrationslejr Dachau, hvor over 30.000 mennesker mistede livet under 2. Verdenskrig. Den har du mulighed for at besøge, når du kommer til München.
- Vær opmærksom på, at dette for mange kan være en meget barsk tur, og derfor er det heller ikke tilladt for personer under 14 år at deltage.
På din tur vil du blive vist rundt af en oplært guide, der er specielt uddannet til at vise rundt på bl.a. Dachau.
Turen er bestemt ikke egnet for alle, og du skal ikke tage afsted med håbet om at få en sjov tur, for det bliver det bestemt ikke. Til gengæld lærer du om en af de mørkeste perioder i Europas historie.
Du kan finde dine billetter til turen med afgang fra München her.
2. verdenskrig byvandring i München
Hvis vi fortsætter ned af samme boldgade, har du også mulighed for at komme på en guidet rundtur i selve München, hvor du kan se og besøge mange af de steder, der har haft en vigtig plads i 2. Verdenskrigs historie – herunder især begyndelsen af krigen.
Hitler kom som bekendt til München i 1913, hvor han lavede det grundlæggende arbejde for sit parti NSDAP, som han i 1921 blev leder for.
Resten er historie – en desværre dyster en af slagsen – men de første mange år brugte Hitler i München på at udbrede sin propaganda og planlægge sin fremtid for det 3. Rige.
På turen vil du komme rundt til mange af de vigtigste monumenter og bygninger, hvor de største og ikke mindst historisk vigtigste begivenheder fandt sted.
Er du historisk interesseret i 2. Verdenskrig, er denne tur et rigtigt godt valg for dig – samtidig får du set en masse seværdigheder i München på vandringen.
Billetterne til byvandringen kan du købe her.
Zugspitze – besøg Tysklands højeste bjerg
Ønsker du at komme op på det højeste punkt i hele Tyskland, har du mulighed for at komme op på toppen af landets højeste bjerg, nemlig Zugspitze.
Herfra kan du nyde udsigten, og fra toppen kan du blandt andet se både de tyske, østrigske, schweiziske og italienske alper.
- Du finder ikke et bedre udsyn over Tyskland end fra Zugspitzes tinde, der er hele 2.962 meter over havets overflade.
Selvom bjerget i mange omgange er blevet besteget til fods, behøver du ikke at gøre det samme. Du kan nemlig køre i en varm bus direkte til de svævebaner, som kan føre dig hele vejen til toppen af bjerget på bare et par minutter.
Samme mulighed havde man dog ikke tilbage i 1820, hvor det menes, at bjerget blev besteget første gang.
Zugspitze ligger direkte på grænsen mellem Tyskland og Østrig, hvilket blandt andet betød, at indtil man fik lavet Schengen aftalen, var der paskontrol på toppen af bjerget til folk, der krydsede landegrænserne. Det er der heldigvis ikke behov for mere.
Lyder det som en tur for dig, kan du suse herind og købe dine billetter.
Kehlsteinhaus – Hitlers “Ørnerede” og tilflugtssted
Hvis Kehlsteinhaus ikke siger dig så meget, kan det være, at Ørnereden måske vækker genklang. Kehlsteinhaus, eller Ørnereden som huset også blev kaldt, var Hitlers tilflugtssted – et hus bygget i de bayerske alper, nærmere bestemt på bjerget Kehlstein.
Hvor ofte Hitler rent faktisk søgte tilflugt i dette hus, ligger ikke klart. Der går mange forskellige rygter, og de fleste peger på, at Hitler maksimalt var i huset en håndfuld gange.
Kehlsteinhaus er et af de bedst bevarede mindesmærker fra 2. Verdenskrig. I dag er huset ombygget til restaurant, men du har stadig mulighed for at se nogle af de oprindelige rum, som ikke er blevet lavet om siden dengang.
Derudover var huset også en af bedst bevarede hemmeligheder, da husets oprindelige anvendelse ikke var nærmere kendt før 1960’erne.
Du kan købe en heldagstur med afgang fra München, hvor du kommer op til den lille parkeringsplads ved foden af bjerget. Herfra har du mulighed for at tage elevatoren direkte op til huset, hvor du så kan gå på opdagelse eller nyde den fænomenale udsigt.
Og så er det vist tid til at kigge nærmere på nogle af de mange seværdigheder og oplevelser, der findes inde i selve München.
Englischer Garten – Münchens smukkeste park
Trænger du til et afbræk fra storbyens larm og støj, og vil du gerne gå en tur i naturskønne omgivelser uden at skulle bevæge dig en time eller to uden for München?
Så kan jeg anbefale dig at søge mod Englischer Garten, som er en stor offentlig park, der har sin start i nærheden af byens centrum.
Det tager noget tid at komme hele vejen rundt i parken, da det er en af de største byparker i hele verden – den er sågar større en Central Park i New York.
Med sin gode beliggenhed og størrelse er det også blevet til et af indbyggernes foretrukne sted at trække hen, når der gerne må være lidt mere plads, lidt mere natur og lidt mere fred og ro.
Så vil du ned i gear og lige slå hjernen fra et øjeblik, kan jeg anbefale dig en travetur gennem Englischer Garten.
Schloss Nymphenburg – smukt slot i München
Hvis du ikke har lyst til at rejse mod bjergene og de bakkede landskaber for at finde smukke slotte, kan du også bare nøjes med at blive i München og besøge Schloss Nymphenburg, som nok også skal overvælde dig, ligesom de to øvrige slotte på denne liste.
Schloss Nymphenburg er først og fremmest et enormt slot. Det er så stort, at det i dag huser ikke mindre end tre forskellige museer, som du naturligvis kan vælge at besøge, når du alligevel er ved slottet.
Du kan også vælge at gå en tur i den måske lige så berømte slotspark, hvor du nok uden problemer kan få flere timer til at gå.
Parken er enorm, og på en smuk solskinsdag kan du lige så vel trave dig en dejlig tur her, som du kan det i Englischer Garten. Slotsparken er måske endda lige en tand smukkere.
Får du lyst til en forfriskning, har slottet også en café, hvor du kan sætte dig og nyde en kop kaffe.
Deutsches Museum
Deutsches Museum, som du finder i hjertet af München, er et af verdens største museer, og dét største museum inden for sin genre teknologi og videnskab.
Her finder du i alt over 28.000 udstillede objekter, og med sin enorme størrelse skal du nok ikke regne med at nå hele museet rundt på en enkelt dag.
Det fulde navn for museet er Deutsches Museum von Meisterwerken der Naturwissenschaft und Technik. Det gigantiske museum har endda fået tildelt sin helt egen ø, nemlig Museumsinsel, der ligger på floden Isar, som strømmer gennem München.
Entréen løber op i 14 euro for en voksen, men du er også garanteret mange timers spændende og interessant underholdning, når du først bevæger dig ind på museet.
Hellabrunn Zoo – hvis du rejser til München med børn
I den sydlige del af byen kan du opleve Hellabrunn Zoo, som er byens zoologiske have. Mange storbyer har sin egen zoo, og i München er det altså Hellabrunn Zoo, du skal bevæge dig i, hvis du bare ikke kan få nok af dyr.
Prisen for at komme ind er på 15 euro, men da du nemt kan få 4-6 timer til at gå i haven, er det jo meget lidt pr. time. Du har også mulighed for at parkere ved Hellabrunn Zoo – mod betaling dog. U-bahn har også et stop tæt på indgangen, hvis det er.
Haven har åbent året rundt, så du har mulighed for at tage dertil, uanset hvornår du kommer til München. Der er altid noget nyt at opleve i Hellabrunn Zoo, uagtet hvornår på sæsonen du kommer forbi.
Den zoologiske have har dyr fra hele verden, så du kan hilse på alt fra gorillaer, løver og sibiriske tigre til kongepingviner, isbjørne og wallabies.
Bayerisches Nationalmuseum – lær alt om Bayern
Lige uden for Englischer Garten kan du besøge Bayerisches Nationalmuseum. Det store museum udstiller kunst og brugskunst dateret helt tilbage fra Antikken og op til det 20. århundrede, dog er størstedelen af udstillingen fra Middelalderen og frem.
Hvis du gerne vil have en billig oplevelse, bør du tage forbi museet om søndagen, hvor entréen kun koster en enkelt euro pr. næse. Ellers er den almindelige pris 7 euro.
Du kan få en audio guide med rundt, som kan guide dig gennem museet og fortælle dig om alle de spændende og interessante udstillinger.
Det er det perfekte sted at tage hen, hvis du interesserer dig for den bayerske historie, eller måske bare er interesseret i at vide mere om bl.a. den sydtyske delstats fortid.
Lad dig imponere af de mange udstillinger fordelt ud over 13.000 kvadratmeter.
Botanischer Garten München – en utrolig smuk & stor botanisk have
Tæt ved Schloss Nymphenburg kan du gå en tur i byens botaniske have, nemlig Botanischer Garten München-Nymphenburg. Det er en af de største, og dermed vigtigste, botaniske haver i verden.
Den dækker over et areal på 21 hektar, hvilket jo også må siges at være en sjat. Med over 350.000 årlige gæster og 19.600 arter er det ikke et sted, der er til at overse. Det må du simpelthen ikke, når du er i München.
Hvis dit tyske er i top, har du mulighed for at komme med på en guidet tysk rundtur i haven. Du kan også bare slentre rundt på egen hund og gå på opdagelse i de smukke omgivelser.
- Prisen for at komme ind er på 5,50 euro.
Den botaniske have har åbent hele året, bortset fra d. 24. og 31. december. Så det er absolut også et godt sted at tage hen, selvom du kommer til byen uden for turisternes højsæson.
Hofbräuhaus am Platzl – en af de bedste oplevelser i München
Her til sidst slutter vi af med et af de måske vigtigste steder rent historisk i byen – nemlig Hofbräuhaus am Platzl. Der er gode chancer for, at du måske allerede har hørt om det sted før.
Det fortsætter ned af samme sti som de øvrige oplevelser omhandlende 2. Verdenskrig på denne liste. Hofbräuhaus am Platzl var det sted, hvor Hitler og hans parti holdt sit første møde i februar 1920, og kort efter præsenterede sit partiprogram. Det har især været med til at give stedet sin plads i historiebøgerne.
- Der ligger nu Hofbräuhaus’er mange steder i verden. Rejsekris har bl.a. besøgt et i New Zealands hovedstad, Wellington.
I dag har huset dog en langt mere hyggelig stemning, end der nok var at finde tilbage i vinteren 1920. Der serveres store øl og bayerske pølser i massevis, og det hele foregår i festlige rammer.
Vil du smage på de våde varer i München, og er du ikke i byen under Oktoberfest, kan du få lidt af samme stemning ved at besøge Hofbräuhaus am Platzl.
Det er uden tvivl et sted du er nødt til at slå vejen forbi, når du rejser til München.
Jeg håber, at du har kunnet bruge denne rejseguide til München og Bayern, så du nu har et godt overblik over de mange seværdigheder og oplevelser i området.
Denne rejseguide er skrevet af Sander, der er fast skribent her på rejsebloggen, hvor han hjælper med at skrive guides til danskernes yndlingsdestinationer.
- Booking.com er min foretrukne hotel-booking portal med gode tilbud i hele verden
- Get Your Guide er en portal, hvor du kan booke billetter til seværdigheder, udflugter på rejsemål og diverse transportbilletter
- Omio er den bedste side til at finde billige tog- og busbilletter i hele Europa.
- Rentalcars.com er det bedste sted at få overblik over priser på lejebiler