Jeg kan i dag introducere en helt ny kategori her på rejsebloggen – nemlig Thailand. I går aftes bookede jeg nemlig flybilletter til Bangkok og ser frem til at skulle være i Thailand i lidt over 1 måned fra slutningen af juli.
I den forbindelse kommer jeg til at blogge en del om planlægningen af en rejse til Thailand og naturligvis skrive længere rejsebeskrivelser, når jeg er kommet hjem.
Det er min første ‘lange’ rejse til Asien, så det bliver også spændende rent personligt at se, hvordan det bliver at være på farten så ‘længe’ – det er jo ingenting i forhold til, hvor lange rejser andre rejsebloggere plejer at være på.
Personligt har jeg dog holdt mig til at bo i Berlin, tage på kortere storbyferier og senest bo i Edinburgh.
De første planer i Thailand
Vi kan rende ind i et par gevaldige regnskyld, hvilket gør at vi nok holder os primært til det sydvestlige Thailand. Online kan jeg dog læse mig frem til, at regntiden skulle være værst på de øer (Koh Chang etc), som ligger over mod Cambodja.
Så vi tager chancen og er forberedte på, at der kan være lidt vådt af og til.
Rejsen starter med et par dage i Bangkok for lige at starte rejsen med at få kulturchok og blive rundforvirrede 😀
Derefter et fly videre til enten Phuket eller Krabi, hvorfra øerne Phi Phi, Yao Yai, Yao Noi samt Krabi-kysten skal udforskes.
Min kæreste, der er rejsepartner på denne tur, har tidligere været på den klassiske backpacking tur til Asien og vil også gerne tilbage til øerne Samui, Pha Ngan og Tao, som ligger på den anden side af “grenen” i Thailandbugten.
Jeg har lige lavet et hurtigt kort, der viser øernes placering.
Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg er på udebane her. Jeg er ganske ferm til at arrangere storbyrejser i Europa, men glæder mig rigtig meget til at planlægge og opleve en tur til Thailand – med alt hvad det indebærer (også at alting netop nok ikke kan planlægges hjemmefra).
I skrivende stund er jeg i gang med at researche hoteller i Bangkok og for en mand, der er vant til at skulle booke hoteller i London, så sidder jeg og gnider mig i hænderne over, hvor meget mere man får for pengene i den thailandske hovedstad 😀
Som du ved, hvis du har læst mine hotel anmeldelser, så går jeg ekstremt meget op i at finde det perfekte hotel, hvor man får mest for pengene.
Jeg glæder mig allerede til at anmelde og skrive guiden til hoteller i Bangkok, bungalows på øerne og så planlægger jeg også at finde et luksusparadis, der gerne må koste lidt ekstra. Det synes jeg er en del af pakken – der skal være infinity pool og noget luksus 🙂
Nu har Rejsekris.dk også efterhånden 4 år på bagen, så det bliver fedt at kunne udvide med Thailand. Mon ikke jeg bliver bidt af det og vender tilbage til Asien – det tror jeg 🙂
Kom gerne med gode rejsetips, hvis du læser med og har sådanne.
Råkold dag i marts og her sidder jeg og skriver om Thailand…
- Booking.com er min foretrukne hotel-booking portal med gode tilbud i hele verden
- Get Your Guide er en portal, hvor du kan booke billetter til seværdigheder, udflugter på rejsemål og diverse transportbilletter
- Omio er den bedste side til at finde billige tog- og busbilletter i hele Europa.
- Rentalcars.com er det bedste sted at få overblik over priser på lejebiler