Air China fra København til Beijing – Hvad kan man se på en dag i Beijing?

Jeg sidder pt i New Zealand, hvor jeg er rejst til med Air China via Beijing. Her landede jeg kl 05 om morgenen og skulle først videre ca kl 01 om “aftenen”, så der var ingen tvivl om, at jeg skulle ud af lufthavnen og ind at se, hvad Kinas hovedstad havde at byde på.

Det var egentlig ikke meningen, at jeg skulle til New Zealand, men da jeg havde en ven, der studerede hernede og jeg en dag kom til at søge på flybilletter, så skete det simpelthen alligevel…

Flybilletterne kostede nemlig kun 5.800 og var så endda med muligheden for at se Beijing, hvilket jeg synes er en kæmpe bonus.

Sædvanligvis er stopovers kun til gene, men når man vitterligt skal om på den anden side af jorden, så er det i mine øjne virkelig rart med et afbræk fra den siddende position i flyet.

København til Beijing med Air China

Min rejse til den anden side af jorden foregik således med Air China, hvor jeg først stod overfor en 8-9 timers flyvning fra København til Beijing. En umiddelbart ganske overkommelig flyvetur, der startede ved 13-tiden en onsdag i november.

Når jeg rejser til f.eks. London, så møder jeg bare op i lufthavnen ca 1,5 time før, går direkte gennem security, får en kaffe og går til gaten.

Men når jeg f.eks. skal til Thailand (eller Kina), så rammer jeg gerne ca 2 timer før, da jeg også lige skal have en kuffert læsset af og boarding typisk foregår lidt tidligere.

Denne onsdag var jeg stået super tidligt op, havde fået styrketrænet lidt og sad så egentlig bare derhjemme og gloede. Så jeg var allerede i lufthavnen 2,5 time før afgang – det var en meget god idé.

Til New Zealand (min endelige destination) skal man nemlig, som noget nyt her i 2019, søge om visum. Det havde jeg gjort og alt var fint, men der var problemer ved check ind.

Så jeg fik en gevaldig svedetur, lov til at lytte til kinesiske samtaler og til sidst at vide, at der havde været et mis-match mellem mit navn hos Air China og New Zealand…

Det var aldrig rigtigt på et hængende hår, men min lange ventetid i lufthavnen (hvor jeg havde planlagt at få en stor fadøl og et godt måltid) blev kortet gevaldigt ned…

Så det kan altså være fornuftigt nok at være oldschool og komme tidligt i lufthavnen 😀

Forfærdeligt fly på ruten fra København til Beijing

Jeg er ca 1.78 høj, så ikke ligefrem den med de længste ben, men som billedet herover viser, så ‘skrabede’ mine knæ alligevel mod sædelommen foran.

Det var decideret ukomfortabelt allerede efter få minutter i sædet – her blev den overkommelige 8 timers flyvetur forvandlet til et potentielt mareridt.

Rejseguderne holdt dog hånden over mig (måske pga den hektiske start på turen) og skæbnen ville, at da stewardesserne lukkede dørene sad der ingen på de 3 sæder ved siden af mig – et helt row på en flyvning, hvor man meget gerne skulle sove for ikke at være helt bims ved ankomst.

Humøret var nu decideret tårnhøjt for Rejsekris! 😀

God mad og drikke

Om det er Air Chinas skyld eller om det skyldes catering-firmaet i København (Air China er med i Star Alliance, hvor også SAS deltager – så det var faktisk en SAS-medarbejder, der hjalp mig ved check in), men maden på ruten fra København til Beijing er uden tvivl den bedste jeg nogensinde har fået serveret i luften.

Det ser selvfølgelig ikke ud af meget på billedet (eller i virkeligheden for den sags skyld), men det smagte decideret godt.

Derudover blev der tilbudt drikkevarer på hele turen og man kunne (naturligvis) gå ned bagerst i flyet og få udleveret, hvad man ville.

Jeg snuppede et par Yanying, læste en bog og fik sovet et par timer.

Muligvis en af mine bedste flyvninger, men hvis jeg ikke havde haft de her fire sæder for mig selv, så havde det nok været decideret forfærdeligt.

Jeg sidder f.eks. pt og frygter lidt for min hjemrejse her om et par uger 😀

24 timers visa til Kina – en håbløs oplevelse

Hvor selve flyveturen forløb smertefrit, skulle det vise sig at være en decideret forfærdelig oplevelse at ankomme til Kina.

Det var som tidligere nævnt tidligt om morgenen (ved 5-tiden), så selvom jeg havde læst fra andre rejsebloggere, at man skulle påregne en time til to før man fik sit 24 timers visa, så håbede jeg at det ville gå mere smooth…

• Du kan få et gratis og ‘ved grænsen’ 24 eller 144 timers visa til Kina, når du har et fly videre indenfor disse tidsrammer.

Det endte med at tage ca halvanden time i verdens værste kø, der kun blev længere og længere. Lad os sige, at den var 10 meter lang, da jeg ankom – da jeg endelig var igennem var den måske 30 meter.

Hvis jeg havde haft overskud til det så ville jeg have haft ondt af de rejsende, der nu stod bagerst…

Igen, jeg glæder mig ikke så meget til igen at skulle forbi den herlige visa-bod i Beijing lufthavn om et par uger 😀

Mine rædsler skulle dog snart være ovre og jeg kunne begynde min dag i Beijing.

Opdatering efter hjemkomst til Danmark:

Da jeg ankom “den anden vej” fra Auckland til Beijing og igen skulle stå i kø for at få mit 24-timers visa var køen ligeså lang som, da jeg “var færdig” på min første tur dertil.

Det tog mig præcis 4 timer fra landing til jeg var ude af Beijings lufthavn. Fuldstændig vanvittigt og det gør, at jeg ikke rigtig kan anbefale at benytte muligheden for en layover i Beijing.

Det er simpelthen grotesk at skulle bruge 3,5 timer på at stå i kø til en lille bod og derefter over i den egentlige pas-kontrol.

Som sagt var køen denne gang ca ligeså lang som den endte med at blive på mit første besøg og da jeg (endelig!) kom igennem var køen fortsat den samme.

Så hvis du sidder og overvejer at tage med Air China til f.eks. New Zealand med en dag i Beijing, så vær klar på at stå i kø mellem 1,5-3,5 timer.

Håbløst system.

Fra Beijing lufthavn til centrum

Fra Beijings internationale lufthavn til centrum har man tre muligheder: tog, bus og naturligvis taxa.

Nu har jeg ved selvsyn oplevet, hvor dårlige kineserne er til engelsk (jeg havde hørt om det, men tænkte ærligt talt, at arbejdere i service-branchen da måtte kunne lidt), så jeg er glad for, at jeg hjemmefra havde besluttet mig for at snuppe lufthavnstoget.

Toget hedder Capitol Airport Express og er i mine øjne ikke super nemt at se på skiltet. Hvorfor ikke bare et symbol af et tog i stedet for et C med en firkant indeni? 😀

Hvis du gerne vil slippe for at vandre ned til toget og tilbage igen, så bør du hæve kontanter i ankomstterminalen – de tager nemlig kun kontanter i både automaterne og billetkiosken (hvor de snakker engelsk – eller i hvert fald fik udstyret mig med en billet).

Capitol Airport Express kører til Sanyuanqiao og Dongzhimen stationerne inde i Beijing. Dér kan man skifte til metroen som jeg i øvrigt ikke kan rose nok – det er helt vildt, hvor godt den fungerer, hvor billig den er og hvor nemt det er at købe billetter.

Jeg kan aldrig finde ud af zonerne i København og kan sgu aldrig rigtig hjælpe mine gæster fra enten Fyn eller Storbritannien, når de skal have en billet…

Til gengæld forstod jeg billetsystemet i Beijing på 2 minutter og jeg betalte 3 kroner for en 15 minutters tur.

Jeg stod dog af på Dongzhimen her om morgenen og gik til mit hotel med store forhåbninger om at jeg kunne checke (ekstremt) tidligt ind.

Anbefaling af godt hotel i Beijing

Jeg valgte mit hotel primært ud fra to kriterier: det skulle være tæt på lufthavnstoget og det skulle være en international kæde med masser af værelser, så chancen for check ind om formiddagen var så stor som mulig.

Jackpot! Jeg kunne checke ind på Holiday Inn Express Dongzhimen (se hotellet her) allerede omkring kl 08:30, da jeg ankom.

Sjældent har jeg haft lyst til at kysse en ung, kinesisk mand så meget som da han sagde, at jeg bare kunne gå op.

Værelset var desuden virkelig fint som billederne herover viser. Jeg satte alarmen til at ringe 2 timer senere og sov før jeg ramte puden.

Men lad mig lige færdiggøre hotel-snakken, da jeg har en virkelig vigtig oplysning til dig, der sidder og planlægger din egen layover-dag i Beijing:

Da jeg om aftenen checkede ud og skulle mod lufthavnen var jeg blevet doven og bad dem skaffe en taxa. Det har de en mand ansat til, men for det første kunne manden (som jeg tror var super flink og i hvert fald energisk) ikke et ord engelsk og for det andet ignorerede alle taxaerne ham.

Manden var altså ansat til at sørge for at praje taxaer for hotellets gæster, men blev ignoreret af samtlige taxaer. Jeg havde virkelig medlidenhed med den energiske kineser, så jeg blev stående i lang tid og heppede på ham, men måtte simpelthen opgive og skynde mig til stationen, hvis ikke jeg skulle misse det sidste lufthavnstog (der kører kl 22:30).

For mig endte det ok, men tænk hvis jeg ikke havde været i super god tid – der havde været en ret god chance for, at jeg ville misse mit fly, hvilket havde været decideret forfærdeligt.

I lufthavnstoget endte jeg i øvrigt med at have min første rigtige samtale med en kineser – en ung mand, der havde studeret i Marseille.

Så jeg forlod Kina med højt humør og lidt insider-viden om Beijing.

Opdatering efter min hjemkomst:

Da jeg skulle hjem fra rejsen til New Zealand havde jeg, som tidligere nævnt, igen en fuld dag i Beijing. Denne gang bookede jeg et hotel, der lå mere centralt – nemlig ved den populære Wangfujing-gade, der er kendt for at være byens bedste (eller i hvert fald mest turistede) streetfood gade.

Jeg bookede en “overnatning” på Hilton Beijing Wangfujing og det var ikke billigt (ca 1100 kr), men til gengæld helt eminent. Et kæmpe rum, stor luksus, fitnesscenter og indendørs swimmingpool.

Det var, for mig, en decideret dum beslutning at bruge 1100 kr på et værelse, hvor jeg ikke en gang skulle overnatte, men hvis nogen læser med og leder efter et virkelig godt hotel i Beijing til et par overnatninger, så kan det virkelig anbefales.

Og en taxa til lufthavnen blev naturligvis ordnet på ingen tid. Hotelmedarbejderen sørgede for at booke den via en app, så jeg kendte prisen på forhånd og han fortalte chaufføren, hvilket flyselskab jeg rejste med og hvilken terminal jeg skulle til.

Sådan.

Min dag til fods i Beijing

Jeg stod op og forlod mit hotel ca kl 12, gik ca 20 meter hen ad gaden og ville ind at spise på en nudelbar.

Først gik jeg mod døren, hvor min angst for interaktionen med en fremmed jeg vidste ikke ville kunne forstå mig sendte mig tilbage på gaden, men heldigvis sagde min hjerne, at jeg skulle tage mig sammen og gå derind NU.

Så jeg kom ind, pegede på menukortet (der heldigvis havde billeder) og fik serveret en ganske udmærket og gigantisk skål nudelsuppe.

Maden smager fint og koster knap 25 kroner. Min dag i Kina er i gang.

På Google Maps kan jeg se, at der ligger en metro-station relativt tæt på, som kan tage mig hen mod en af Kinas bedst kendte seværdigheder – Den Forbudte By.

Jeg har ikke planlagt det helt store for min dag i Beijing, da jeg ikke vidste, hvor smadret jeg ville være ovenpå den længere flyvetur og manglende søvn – lige nu er humøret dog relativt højt og jeg glæder mig til at se, hvad Beijing kan.

Som tidligere nævnt er metro-systemet i Beijing decideret fantastisk og jeg får hurtigt billet til mit stoppested, der også er markeret som et sted turister gerne vil stå af på.

Da jeg træder op fra metroen og går de ca 10-15 minutter hen til Den Himmelske Freds Plads hygger jeg mig lidt over, at jeg endnu ikke har set en eneste anden vestlig turist.

• Man skal have pas med, hvor ens visa bliver tjekket i sikkerhedskontrol ind til pladsen.

Der er masser af turister, men de er allesammen kinesiske – det havde jeg egentlig ikke regnet med, men ved nærmere eftertanke giver det jo mening.

Her står jeg i et gigantisk land med 1,4 milliarder indbyggere – selvfølgelig flokkes indbyggerne til hovedstaden for at se seværdighederne de ellers kun har hørt om og set billeder af.

Jeg vandrer lidt rundt, får taget et selfie med formand Mao, griner lidt og skammer mig lidt, men glæder mig over, at jeg ikke kan tage selfies med hverken Hitler, Mussolini eller Stalin, når jeg rejser rundt i Europa…

Jeg går via Mao-indgangen ind i Den Forbudte By og spadserer lidt rundt inden jeg går ud igen.

Jeg vil lige svinge forbi en park og så gå videre rundt om byen, men jeg undervurderer Den Forbudte, der vitterligt er en hel by og jeg ender med at være helt bombet, da jeg endelig kommer på ‘den anden side’, hvor min plan var at gå til streetfood gaden Wangfujing.

Pga. min træthed går jeg i retning af en Starbucks, men ender på en irsk pub, hvor jeg betaler mere for en øl end jeg ville gøre i København.

Det er ved at være tidlig aften og jeg har været i Beijings gader og metro en 4-5 timer, men ingen har endnu forsøgt at scamme mig. Det når jeg lige at sende i en Snap til en ven og så går der ikke mere end et par minutter før en ung kinesisk kvinde vil høre, hvor jeg kommer fra.

Få hundrede meter længere ad vejen fortæller en anden kvindelig kineser i 40’erne, at jeg ligner en kineser, da jeg svarer hende, at jeg er fra Danmark.

Jeg flækker af grin, sænker paraderne og 2 minutter senere vil hun have mig med hen på et traditionelt kinesisk tehus og hun laver i øvrigt også kunstværker… 😀

“Tag vesterlænding med på tehus og giv ham en vanvittig regning” er eftersigende den mest udbredte scam i Beijing, læste jeg et par dage før min ankomst.

Øllen på den irske pub er både dyr og trættende, så jeg skammer mig (for anden gang den dag) over at være en elendig turist og sætter kursen mod mit hotelværelse, hvor jeg får et par timer alene inden jeg skal ud på en 13-timers flyvning til Auckland, New Zealand.

Jeg giver trætheden skylden og husker mig selv på, at jeg jo har endnu længere tid i Beijing, når jeg skal rejse den anden vej engang i december.

I første omgang venter New Zealands vilde natur.