Athens Internationale Lufthavn – eller Eleftherios Venizelos, som grækerne kalder den – ligger 33 km sydøst for centrum. Det lyder langt, men det er faktisk ret nemt at komme ind til byen. Du har fire muligheder: metro, bus, tog og taxa.
Jeg gennemgår dem alle her, så du kan vælge den der passer bedst til din rejse.
Indholdsfortegnelse
1. Metro (Linje 3 – den blå linje)
Metroen er min foretrukne måde at komme fra lufthavnen til Athen på. Linje 3 kører direkte fra lufthavnen til Syntagma (40 minutter) og videre til Monastiraki (42 minutter) – begge stationer ligger midt i centrum, tæt på Akropolis og Plaka.
Perfekt udgangspunkt hvis du vil opleve de bedste seværdigheder i Athen.
Pris og billetter
En enkeltbillet koster €9. Returbillet koster €16 og kan betales med det samme. Børn, unge under 18 og seniorer over 65 betaler halv pris (€4,50). Vigtigt: en almindelig metrobillet til €1,20 gælder IKKE på strækningen til og fra lufthavnen. Du skal have en særlig lufthavnsbillet.
Siden januar 2025 kan du også bare tappe dit kontaktløse betalingskort (Visa eller Mastercard) eller din telefon direkte ved indgangen.
Systemet hedder Tap2Ride og beregner automatisk den billigste pris. Bemærk at Maestro, Amex og andre kort ikke virker endnu.
Hvis du skal bruge offentlig transport i Athen i flere dage, kan det betale sig at købe et 3-dages turistkort til €20. Det inkluderer én tur-retur til lufthavnen plus ubegrænset transport i byen i 72 timer. Det fås ved billetskranker i lufthavnen og på stationer som Syntagma, Monastiraki og Omonia.
Afgange og køretid
Metroen kører fra lufthavnen mellem kl. 6:30 og 23:30, med afgang hver 36. minut. Turen til Syntagma tager cirka 40 minutter. Det er hurtigt, pålideligt og uden trafik – i modsætning til taxa, som kan tage over en time i myldretiden.
Metrostationen i lufthavnen er nem at finde. Følg skiltene fra ankomsthallen, og du er der på to minutter. Tjek STASY’s hjemmeside for aktuelle tider, eller se lufthavnens transportside for en samlet oversigt.
2. Lufthavnsbus (X95, X96, X93, X97)
Hvis du lander sent om natten eller tidligt om morgenen, er lufthavnsbussen dit bedste bud. Busserne kører 24 timer i døgnet, 7 dage om ugen – også på helligdage. Det er den eneste offentlige transport der kører, når metroen holder lukket.
De fire ruter
Der er fire ekspresruter fra lufthavnen:
X95 – den mest populære. Kører direkte til Syntagma Square i centrum. Rejsetid: cirka 60 minutter. Det er den du skal tage, hvis du bor i centrum, nær Plaka, Monastiraki eller Akropolis-området.
X96 – kører direkte til Piræus Havn. Rejsetid: cirka 90 minutter. Perfekt hvis du skal videre med færge til de græske øer (fx Kreta, Korfu, Santorini eller Mykonos).
X93 – kører til Kifissos Busstation (KTEL). Rejsetid: cirka 65 minutter. Relevant hvis du skal videre med langdistancebus til andre dele af Grækenland.
X97 – kører til Elliniko Metrostation. Rejsetid: cirka 45 minutter. Mest relevant hvis du bor i den sydlige del af Athen.
Pris og billetter
En enkeltbillet koster €5,50 (€2,70 for børn, unge og seniorer). Billetter købes ved billetboden uden for ankomsthallen, mellem udgang 4 og 5. Du kan også købe billet direkte i bussen.
Busserne holder ved Arrivals Level (ankomst), og du kan ikke overse stoppestedet. Følg skiltene mod “Bus” fra bagageudleveringen. Se aktuelle ruter og køreplaner på OASA’s hjemmeside.
3. Forstadstog (Proastiakos)
Forstadstoget – Proastiakos – er en mulighed de fleste turister overser, men det kan være praktisk i bestemte situationer. Toget forbinder lufthavnen med Athens centralstation (Larissis Station) på cirka 45 minutter.
Tog afgår hver 15-25 minut til stationen Doukissis Plakentias, hvor du kan skifte til metro linje 3 med samme billet. Det er den samme billet som metro-lufthavnsbilletten til €9.
Proastiakos er mest relevant, hvis du skal videre med tog ud af Athen – for eksempel til Korinth eller Chalkida. For de fleste turister der skal til centrum, er metroen dog det bedre valg, fordi du slipper for at skifte.
Mere info om tider og ruter finder du på Hellenic Trains hjemmeside.
4. Taxa
Taxa er den nemmeste løsning, især hvis du lander med meget bagage eller rejser i en gruppe. Taxaholdepladsen finder du lige uden for udgang 3 i ankomsthallen – følg de gule “TAXI”-skilte.
Priser
Der er faste priser fra lufthavnen til centrum:
- Dagtakst (kl. 05:00-00:00): €40
- Nattakst (kl. 00:00-05:00): €55
Priserne inkluderer vejafgifter, tillæg og moms. Der skal ikke lægges noget oveni. Hvis en chauffør prøver at tage mere, så bed om en kvittering – de er lovpligtige ifølge lufthavnens officielle regler.
Vigtigt: den faste pris gælder KUN til centrum af Athen (Plaka, Syntagma, Monastiraki og lignende). Hvis du skal til en anden bydel, kan prisen variere. Aftal altid prisen med chaufføren inden du sætter dig ind. Er du i tvivl om hvilket kvarter du skal bo i, har jeg skrevet en guide til hvor du skal bo i Athen.
Rejsetid
Regn med 35-50 minutter afhængigt af trafikken. I myldretiden (ca. kl. 7:30-10:00 og 16:00-19:30 på hverdage) kan det tage længere. Metroen er faktisk hurtigere i de perioder.
5. Privat transfer og Uber
Hvis du vil undgå taxakøen og have en chauffør der venter på dig med et navneskilt, kan du booke en privat transfer på forhånd. Det koster lidt mere end en taxa, men du får ro i maven – især hvis du lander sent, har meget bagage, eller rejser med børn.
Du kan booke en privat transfer fra Athen lufthavn via GetYourGuide. Chaufføren tracker dit fly og justerer afhentningstiden, hvis flyet er forsinket.
Uber findes i Athen, men fungerer i praksis via lokale, licenserede taxachauffører. Priserne følger den faste lufthavnstakst, så der er ikke den store besparelse sammenlignet med en almindelig taxa fra holdepladsen.
Hvad skal du vælge?
Her er min anbefaling baseret på forskellige situationer:
For de fleste: Tag metroen. Den er hurtig, billig og kører direkte til centrum. €9, 40 minutter, ingen stress med trafik. Især hvis du bor nær Syntagma eller Monastiraki, er det et no-brainer.
Hvis du lander om natten: Tag X95-bussen til Syntagma. Den kører hele natten, og €5,50 er svært at slå. Turen tager lidt længere, men det er din eneste offentlige transportmulighed efter kl. 23:30.
Hvis du skal til Piræus Havn: Tag X96-bussen direkte fra lufthavnen. Du kan også tage metroen hele vejen (linje 3 kører nu direkte til Piræus), men bussen er billigere.
Hvis I er 3-4 personer: En taxa til €40 i dagtimerne er faktisk god value, når I deler. Det er €10 pr. person – kun en euro mere end metroen – og I bliver kørt direkte til hotellet.
Hvis du vil have det nemt: Book en privat transfer på forhånd. Især smart til sene ankomster eller hvis du har børn og kufferter.
Praktiske rejsetips til lufthavnstransport i Athen
Download Athens Transport-appen inden du rejser. Den viser realtidsinformation for metro og busser. Du kan også bruge Google Maps, som er ret præcis til offentlig transport i Athen.
Hav kontanter klar til bussen, hvis dit kort ikke er Visa eller Mastercard. Billetsalget ved lufthavnen tager dog også kort.
Pas på lommetyve i metroen – især på Akropolis-stationen og ved Syntagma, hvor det er proppet med turister. Hold øje med dine ting, og hav ikke pungen i baglommen. Det er ikke værre end andre storbyer, men sund fornuft er altid godt.
Myldretid i Athen er brutal. Undgå taxa mellem kl. 7:30-10:00 og 16:00-19:30 på hverdage, hvis du kan. Metroen påvirkes ikke af trafikken og er klart det smarteste valg i de perioder.
Hvis du vil bo tæt på en metrostation, så centrum er nemt at nå fra lufthavnen, kan du se hoteller nær Syntagma her. Plaka og Monastiraki er også gode baser – begge ligger i gåafstand fra metrostationen.
- Booking.com er min foretrukne hotel-booking portal med gode tilbud i hele verden
- Get Your Guide er en portal, hvor du kan booke billetter til seværdigheder, udflugter på rejsemål og diverse transportbilletter
- Omio er den bedste side til at finde billige tog- og busbilletter i hele Europa.
- Rentalcars.com er det bedste sted at få overblik over priser på lejebiler