InterRail – Hvorfor begrænse sig?

En god, alternativ måde at opleve Europa på er med tog. Ordet overlades hermed til Sandra, der har prøvet InterRail.

Vi kender det alle sammen. En ferie nærmer sig, og det er endelig blevet tid til at tage på ferie. Men hvor skal turen gå hen? Du har brug for varme, og længes efter de lange strande og kolde drinks i Italien. Du længes efter eventyr, og er tiltrukket af nye oplevelser og kulturer i spændende storbyer. Så hvad gør du? Svaret er enkelt. Du hopper ned på det nærmeste DSB-kontor og køber et InterRail Global Pass – for du skal nemlig opleve det hele!

Sverige, Spanien eller Slovakiet?

Med et InterRail Global Pass i hånden behøver du ikke begrænse dig. Hvis du både vil opleve Milanos glamourøse shoppinggader og Prags billige øl, så er der heldigvis både tid og mulighed for det! Et Global Pass giver dig adgang til 30 forskellige lande i Europa, som du kan rejse frit imellem med tog.

Det første skridt på din rejse begynder derfor hjemme. Du skal nemlig finde ud af, om jeres rejse skal være planlagt eller spontan. Det bedste ved InterRail er, at du ikke skal have planlagt din rejse på forhånd. Du kan derfor, mens du går rundt i Roms utrolige gader, pludselig hoppe på det næste tog til Nice for at solbade, bare fordi du har lyst. Et godt tip er derimod at planlægge dit første stop på rejsen, for så kan du både bestille togbillet og hotel/hostel hjemmefra.

Vi skiftede til nattog i Hamburg på vej til Milano.

Vi skiftede til nattog i Hamburg på vej til Milano.

Lad kufferten blive hjemme

Du skal ikke på charterrejse, og din bagage kommer derfor ikke til at stå stille i et skab de næste 14 dage. Når du er på InterRail er du næsten konstant på farten, da du skal få så meget ud af din togbillet som muligt. Derudover er det ikke altid ligetil at finde et billigt hotel tæt på de større togstationer, og der er derfor en stor chance for at du skal gå en del. Gør dig derfor den tjeneste og lad den store kuffert blive hjemme. Invester i en rygsæk, og hold dig til kun at pakke de mest nødvendige ting. Uundværlige ejendele på en InterRail rejse er blandt andet: solcreme, vandrersko, badetøj, solbriller, kort over tog og lande, behageligt rejsetøj (både til varme og køllige lande) og selvfølgelig pung og pas.

Bumletog og ventetid

Som det er med al transport, så kører tingene sjældent som smurt. Når du kører med de større tog mellem storbyerne er der sjældent forsinkelser, og næsten aldrig problemer. Du kan derimod godt støde ind i forhindringer, når du 1) skal have en plads på toget, og 2) skal sammensætte en togtur, som ikke bruger alle dine ferietimer.

Det er nemlig ikke altid ligetil, når du skal planlægge din togrejse. Heldigvis er der altid meget hjælp at hente på de større togstationer – det handler blot om at finde engelsktalende personale. Men på trods af hjælpen, så er det ikke altid, at dine tog kommer til at passe sammen, og det skal du være opmærksom på. Skal du ud med tre forskellige tog for at nå din næste destination, så kan der hurtigt opstå problemer og ventetid, hvis du ikke planlægger turen nøje.

Det bedste råd her er: nyd det og tag det hele som en oplevelse. Du risikerer måske at strande i en forstadsby i Italien på vej til Paris – men det er netop det sjove ved InterRail. Man er aldrig helt sikker på, hvad man kommer til at opleve, og derfor er det bare om at nyde det. Er du strandet i en ukendt by i flere timer, så udforsk byen! Det er her du har mulighed for at opleve de rigtige kulturer og turistfrie gader.

På trods af skrækscenarierne, så er tog et helt fantastisk transportmiddel. Hvis du vil spare penge og tid, så udnyt, at du kan rejse om natten og samtidigt få en god nats søvn. Derudover får du set landene fra et helt andet perspektiv, når du kører gennem landene i bumletog med lokale pendlere.

Turen fra Paris til Amsterdam krævede mange skift og mærkelige togture!

Turen fra Paris til Amsterdam krævede mange skift og mærkelige togture!

Hvad du skal være opmærksom på:

• Ikke alle toglinjer i Europa er med i InterRail-ordningen. Dette er dog ikke noget, du behøver bekymre dig om, hvis du får hjælp til din rejse på stationerne.
• Dit InterRail Global Pass gælder ikke i Danmark, og du skal derfor købe en ekstra togbillet for at komme ud af landet (du kan dog få den ekstra billigt med dit Pass).
• Du kan bruge dit InterRail Global Pass på enkelte færgestrækninger i det sydlige Europa.
• Pladsreservation koster ofte ekstra (smart med pladsreservation, hvis du har planer om at sove).
• På nogle af de større lyntog, er der kun begrænsede antal pladser til InterRail rejsende.

InterRail er en fantastisk rejseform, som giver dig mulighed for at opleve utallige kulturer på kort tid. Så spring ud i det – det er uden tvivl en oplevelse, som du aldrig vil glemme.

Kristoffer Føns

Kristoffer Føns

Jeg er ekspert i rejser til London & har en bred viden om rejser til mange andre europæiske storbyer. Her på Rejsekris.dk blogger jeg om mine egne rejser og forsøger at give mine bedste tips videre. Du kan støtte mit arbejde ved at booke din næste rejse (f.eks. flybillet & hotel) via et link på min liste her.

Skriv en kommentar